Ankestyrelsens principafgørelse A-3-01

Der er kommet nye regler på området

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 93, stk. 1, nr. 1

Ansøger rettede i november 1997 henvendelse til kommunen og ansøgte om kontanthjælp, idet hans dagpengeudbetaling fra arbejdsløshedskassen var standset fra 1. december 1997. Grunden til ophør af dagpengeudbetalingen var indberetning fra skattevæsenet til fagforeningen om, at ansøger havde haft anden indtægt. Dagpengene var standset, medens undersøgelsen stod på.

Kommunen bevilgede ansøger kontanthjælp efter § 37 og 37a i dagældende lov om social bistand med tilbagebetalingspligt efter lovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Kommunen bevilgede endvidere hjælp efter lovens § 46 til betaling af kontingent til fagforeningen samt halvdelen af en olieregning, som han på grund af manglende indtægt ikke havde været i stand til at betale. Hjælpen blev ydet mod tilbagebetaling efter lovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Der forelå i sagen 3 tilbagebetalingserklæringer. Det fremgik heraf, at begrundelsen for tilbagebetalingspligten var "uforsvarlig økonomi" fordi fagforeningen havde stoppet A-kasseudbetalingen, medens sag om arbejdstimer i 1996 blev behandlet.

Ifølge afgørelse truffet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, var Direktoratet enig med arbejdsløshedskassen i, at ansøger efter den 5. maj 1996 fortsat havde drevet selvstændig virksomhed som bierhverv, og at han fra denne dato havde mistet retten til dagpenge som følge af, at hans dagpengeret var begrænset til 78 uger fra påbegyndelsen af virksomheden den 4. november 1994.

Ansøger skulle derfor tilbagebetale de dagpenge på 197.448 kr. brutto, som han med urette havde fået udbetalt i perioden 5. maj 1996 til 19. oktober 1997.

Videre fulgte direktoratet kassens indstilling om, at ansøger skulle slettes som medlem for svig over for kassen.

Afgørelsen blev indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn, som fandt, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for at være ophørt med at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse den 5. maj 1996. Han havde fra denne dato mistet retten til dagpenge som følge af, at hans dagpengeret var begrænset til 78 uger fra påbegyndelsen af virksomheden den 4. november 1994.

Ansøger skulle derfor tilbagebetale de dagpenge på 197.448 kr. brutto, som han med urette havde fået udbetalt i perioden 5. maj 1996 til 19. oktober 1997. Forholdet betragtedes som uagtsomt, og derfor fik han en karantæne på 37 timer.

Kommunen fastholdt i november 1999 tilbagebetalingspligten. Det blev i den forbindelse oplyst, at hjælpen var gjort tilbagebetalingspligtig efter dagældende bistandslovs § 26. stk. 1, nr. 1 (nu aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1). Begrundelsen var, at det blev vurderet, at ansøgers situation var selvforskyldt, idet baggrunden for at han havde mistet dagpengeretten var, at han havde drevet selvstændig virksomhed samtidig med, at han modtog dagpenge.

Ansøgers advokat anførte overfor nævnet, at der ikke kunne statueres tilbagebetalingspligt i henhold til daværende bistandslovs § 26. Som det fremgik, havde man ikke direkte i lovens tekst taget stilling til dette forhold.

Nævnet fandt, at det forhold, at ansøger havde mistet retten til dagpenge som følge af et uagtsomt forhold i forhold til hans A-kasse, hvorved han havde fået en effektiv karantæne på 37 timer, og dermed mistet sit forsørgelsesgrundlag, måtte betragtes som uforsvarlig økonomi.

Den kontanthjælp, han havde modtaget fra den 1. december 1997 skulle derfor tilbagebetales efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Nævnet var således enig i kommunens afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det forhold, at ansøger havde fået en effektiv karantæne på 37 timer ikke kunne betragtes som uforsvarlig økonomi i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at en ansøger havde fået karantæne for sin A-kasse som følge af et uagtsomt forhold, kunne sidestilles med "uforsvarlig økonomi".

Ankestyrelsen fandt, at den hjælp ansøger havde modtaget fra 1. december 1997 som følge af, at han havde mistet retten til dagpenge, ikke skulle tilbagebetales efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1 (tidligere bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1).

Det fremgår af aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, at kommunen kan træffe beslutning om tilbagebetaling, når der ydes hjælp, fordi modtageren har udvist uforsvarlig økonomi.

Ankestyrelsen fandt, at den omstændighed, at ansøger havde mistet retten til dagpenge som følge af et uagtsomt forhold overfor sin A-kasse, hvorved han fik 37 timers karantæne, ikke kunne anses for at være en disposition, der kunne betragtes som uforsvarlig økonomi i aktivlovens forstand.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at bestemmelsen i aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1 om uforsvarlig økonomi efter forarbejderne til loven måtte antages i første række at sigte til tilfælde, hvor det aktuelle behov for hjælp kunne tilregnes ansøgeren som et uforsvarligt forhold, idet ansøger førte et ødselt levned eller foretog dispositioner, der ikke stod i forhold til den økonomiske evne.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at opregningen i aktivlovens § 93, stk. 1 måtte anses for udtømmende.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1 (tidligere bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1), indeholdt tilstrækkelig hjemmel til at kræve tilbagebetaling i den foreliggende situation.

Ankestyrelsen ændrede derved det sociale nævns afgørelse.