En kvinde, der led af skizofreni, havde siden 1994 haft en selvstændig lejlighed i forældrenes hus i A kommune. I februar 1999 rettede hendes forældre henvendelse til socialforvaltningen og oplyste, at hun var gravid.
Allerede tidligt under graviditeten gjorde A kommune kvinden opmærksom på, at kommunen fandt det påkrævet at tvangsanbringe barnet, idet hun skønnedes ude af stand til at tage vare på et barn.
Indlagt på fødeafdelingen den 13. august 1999 oplyste kvinden / hendes mor, at hun var flyttet til B kommune. Samme dag fødte kvinden sit barn. Adresseændringen var ikke registreret i CPR-registeret, hvorfor A kommune valgte at handle og forkyndte formandsbeslutning om tvangsanbringelse.
Den 16. august 1999 bekræftedes adresseændring pr. 10. august i folkeregisteret, og A kommune kontaktede B kommune. Det blev aftalt, at A kommune handlede på vegne af B kommune, indtil sagen havde været i Børn og unge-udvalget i A kommune.
Den 19. august 1999 godkendte Børn og unge-udvalget formandens foreløbige afgørelse. Formandsbeslutningen blev påklaget til Ankestyrelsen.
A kommune overdrog herefter sagen til B kommune, der i møde den 17. september 1999 traf afgørelse om, at kvindens barn skulle forblive anbragt udenfor hjemmet, og at samvær mellem mor og barn skulle foregå overvåget. Også denne afgørelse blev påklaget til Ankestyrelsen.
I ankemøde den 12. oktober 1999 ophævede Ankestyrelsen A kommunes Børn og unge-udvalgs godkendelse af formandsafgørelsen med den materielle begrundelse, at afgørelsen ikke var påkrævet af hensyn til barnets øjeblikkelige behov, hvorfor afgørelse kunne afvente møde i Børn og unge-udvalget. Samtidig stadfæstede Ankestyrelsen B kommunes afgørelse om anbringelse og overvåget samvær. Ankestyrelsen tog ikke udtrykkelig stilling til handlekommuneproblematikken.
Kvinden meddelte pr. 1. november 1999 adresseændring tilbage til sin gamle adresse i A kommune, som fik overdraget sagen påny.
B kommune sendte herefter regning til A kommune vedrørende udgifter i forbindelse med anbringelsen. A kommune afslog at betale og henviste til Ankestyrelsens afgørelse, og konstaterede, at beslutningen om tvangsmæssig foranstaltning var truffet af B kommune. Det var A kommunes opfattelse, at B kommune både var handle- og betalingskommune på anbringelsestidspunktet. A kommune konstaterede, at handleforpligtelsen var overgået til A kommune efter kvindens tilbageflytning. På den baggrund anmodede A kommune om refusionstilsagn fra B kommune.
B kommune indbragte sagen for det sociale nævn, idet kommunen ikke fandt, at Ankestyrelsens afgørelse om ophævelse af den foreløbige formandsafgørelse kunne tillægges betydning for betalingsspørgsmålet. B kommune fandt, at A kommune var betalingskommune. Kommunen henviste til, at A kommune allerede inden fødslen gjorde kvinden opmærksom på, at der ville blive indgivet indstilling om tvangsfjernelse, at A kommune, havde haft alt klart til tvangsfjernelse umiddelbart efter fødslen, at A kommune foretog tvangsfjernelsen, at B kommune blot havde videreført den af A kommune lagte handlingsplan, at kvinden ikke opgav sin bolig i A kommune, at boligen efter det oplyste forblev fuldt møbleret, at opholdet i B kommune hos familiemedlemmer måtte betragtes som midlertidigt i forsøg på at undgå tvangsfjernelsen, at kvinden´s mor den 19. august 1999 havde udtalt at flytningen skete i nødværge, men at kvinden ønskede at flytte tilbage til sin lejlighed. Kommunen henviste endvidere til SM O-83-95 vedrørende stiftelsestidspunkt for en refusionsforpligtelse.
A kommune kommenterede klagen og konstaterede bl.a., at Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse under henvisning til, at afgørelse kunne afvente behandling i Børn og unge-udvalget. Såfremt man havde afventet en sådan behandling, ville det have været B kommune, der skulle træffe beslutningen om tvangsfjernelse grundet flytningen den 10. august 1999.
Nævnet erklærede sig enig med A kommune i, at B kommune ikke havde ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9a.
Nævnet lagde til grund, at Ankestyrelsen den 18. oktober 1999 ophævede den af Børn og unge-udvalget i A kommune trufne afgørelse om at godkende formandsafgørelsen om at anbringe kvindens barn uden for hjemmet, og at Ankestyrelsen dermed havde anset B kommune for at være rette handlekommune og kompetent til at træffe endelig afgørelse efter servicelovens § 42.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden på eget initiativ flyttede fra A kommune, forinden barnet blev født, og forinden beslutningen om at anbringe barnet uden for hjemmet efter servicelovens § 42 blev truffet.
Det var på den baggrund nævnets opfattelse, at det var B kommune, som skulle afholde udgifterne ved anbringelsen.
Nævnet lagde herved vægt på den praksis, som fremgår af Ankestyrelsens afgørelse meddelt i SM O-83-95. Nævnet bemærkede, at SM´en omhandler to sager, hvor beslutningen om at iværksætte hjælpeforanstaltninger blev truffet, forinden moderen flyttede.
- kvinden havde haft en selvstændig lejlighed i moderens ejendom i A kommune siden 1994, hvor hun flyttede fra en behandlingsinstitution.
- kvinden blev pr. 10. august 1999 folkeregister-tilmeldt i B kommune. Tilmeldingen skete på søsterens adresse. Søsteren havde mand og børn.
- kvindens mor oplyste på Børn og unge-udvalgsmøde den 19. august 1999, at flytningen til B kommune skete i nødværge, og at kvinden ønskede at flytte tilbage til sin lejlighed ved siden af forældrene. Af et brev fra kvindens mor til Ombudsmanden fremgik ligeledes, at kvinden ønskede at flytte tilbage til sin udmærkede lejlighed.
- kvinden kom sammen med sin mor den 26. august 2000 til fremmøde i sikringsafdelingen i B kommune foranlediget af søsteren, der havde bestilt tid til en samtale.
- i ankebrev af 29. august 1999 vedrørende anbringelse underskrevet af kvinden var oplyst, at hun efter råd fra forældrenes læge flyttede til B kommune før fødslen for at undgå den chikane, hun havde været udsat for, og at hun dermed var registreret som borger i B kommune på fødselstidspunktet. Det var samtidig oplyst, at hun stadig havde bolig i B kommune.
- kvinden blev hentet i taxa på adressen i A kommune til samvær med barnet, jf. notat fra A kommune af 30. august 1999 og journalark fra A kommune af 30. august 1999 og 14. og 15. september 1999.
- af journalark fra A kommune af 30. august 1999 fremgik, at kvindens stedfar oplyste, at hun opholdt sig på adressen i A kommune, hvorfor hun skulle hentes i taxa på denne adresse den efterfølgende dag.
- ifølge journalark af 31. august 1999 fra A kommune oplyste kvinden under samvær med barnet, at hun også næste gang gerne ville hentes af taxaen på adressen i A kommune. Hun blev spurgt, om hun da ikke boede i B kommune og svarede, at hun var på adressen i A kommune, men efterfølgende svarede hun både ja til spørgsmålet, om hun boede i A kommune og ja til, om hun boede i B kommune.
- ifølge journalark af 14. september 1999 fra B kommune kunne kvinden ikke træffes telefonisk på adressen i B kommune. Ved første forsøg var der ingen der svarede. Ved andet forsøg oplyste kvinden´s svoger, at kvinden ikke var tilstede, og at han ikke vidste, hvornår hun kunne træffes, men at han kunne give hende en besked.
- ifølge journalark af 15. september 1999 fra A kommune forsøgtes kvinden forgæves afhentet med taxa til samvær med barnet først på adressen i A kommune og derpå på adressen i B kommune. Der var ingen tilstede på nogen af adresserne.
- kvindens søster oplyste ifølge journalark af 30. september 1999, at kvinden p.t. var hos moderen i A kommune. Moderen oplyste herefter telefonisk, at kvinden ikke var hos hende, men ved opringning
lidt senere oplyste moderen, at hun nu havde snakket med kvinden, som befandt sig i A kommune.
- ved brev modtaget i nævnet den 4. oktober 1999 og i brev modtaget i Ankestyrelsen den 21. oktober 1999, havde kvinden skrevet adressen i A kommune som afsenderadresse.
- pr. 1. november 1999 meldte kvinden cpr-adresseændring tilbage til sin lejlighed i forældrene hus i A kommune.
B kommune påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. Kommunen anførte bl.a., at "flytningen" var rent folkeregistermæssig udelukkende i den hensigt at undgå anbringelse af barnet. Kvinden ændrede sin folkeregisteradresse tilbage til boligen i A kommune, da det ikke lykkedes at undgå anbringelse af barnet. B kommune ønskede at fremhæve det efter kommunens opfattelse meget uheldige og ganske urimelige i, at man i sådanne sager, som tilfældig kommune, skulle kunne pålægges store udgifter i de kommende mange år. Kommunen fandt, at sagen var af principiel og generel betydning, idet familier ofte forsøger alt for at undgå tvangsfjernelse af børn, og dermed kan pålægge tilfældige kommuner helt urimelige udgifter.
Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den. Nævnet henviste til den begrundelse, der var givet for afgørelsen.
Efter Ankestyrelsens underretning om antagelse meddelte nævnet, at sagen påny havde været behandlet i møde. Nævnet henholdt sig til den trufne afgørelse og bemærkede, at nævnet ikke havde ment at kunne komme til et andet resultat, når hensås til at Ankestyrelsen i afgørelse af 18. oktober 1999 anså B kommune for at være rette handlekommune med hensyn til at træffe endelig afgørelse i tvangsfjernelsessagen. Nævnet bemærkede yderligere, at såfremt Ankestyrelsen mente, at kvinden kun midlertidigt/ikke reelt opholdt sig i B kommune, så burde den endelige afgørelse efter servicelovens § 42 efter nævnets opfattelse have været truffet af A kommune. Endelig bemærkede nævnet, at A kommune ikke havde medvirket til kvindens ophold i B kommune eller havde truffet nogen (gyldig) afgørelse om tvangsfjernelse af barnet, og at forholdet ikke sås at være omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 5.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om, om B kommune blev retlig opholdskommune, fordi denne kommune havde truffet afgørelse om tvangsanbringelse af kvindens barn. Sagen blev endvidere behandlet med henblik på supplering af SM O-82-89 og SM O-59-94.
