Ankestyrelsens principafgørelse R-6-01

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c

En kvinde havde ophold i A kommune. Børn- og ungeudvalget i A kommune traf første gang i 1998 afgørelse om anbringelse af kvindens barn uden for hjemmet. Denne anbringelse var senest blevet opretholdt ved afgørelse af 22. marts 1999. Børn- og ungeudvalget anførte, at de forudsatte at der ved den næste genvurdering af anbringelsen, forelå en forældreevneundersøgelse.

Kvinden flyttede herefter til B kommune, hvor anbringelsen den 1. september 1999 blev frivillig.

B kommune syntes dog også, at det var en god idé med en forældreevneundersøgelse, hvorfor denne blev iværksat.

B kommune anmodede A kommune om at betale udgiften til forældreevneundersøgelsen, da B kommune anså denne for en følgeudgift til anbringelsen, og dermed omfattet af refusionsbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1.

Ved afgørelse af 3. marts 2000 afslog B kommune at betale regningen. B kommune anførte, at der var tale om en undersøgelse efter servicelovens § 38, og dermed en administrationsudgift, der skulle afholdes af bopælskommunen, og således ikke kunne kræves refunderet efter retssikkerhedslovens § 9a.

B kommune klagede over denne afgørelse, og anførte bl.a., at undersøgelsen ikke var foretaget med hjemmel i servicelovens § 38.

A kommune fastholdt ved genvurdering afgørelsen af 3. marts 2000.

Det sociale nævn stadfæstede A kommunes afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at en forældreevneundersøgelse er en administrationsudgift knyttet til gennemførelsen af anbringelsen, og at den som følge heraf må afholdes af den aktuelle handlekommune. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at forældreevneundersøgelsen ikke var en ydelse, der blev givet til kvinden, men at den var et redskab i forvaltningens arbejde med anbringelsen.

A kommune klagede over afgørelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om udgifterne til en forældreevneundersøgelse er omfattet af de udgifter, der efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, kan kræves refunderet af en tidligere opholdskommune.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune ikke var forpligtet til at refundere B kommunes udgifter til forældreevneundersøgelsen. B kommune måtte således selv afholde denne udgift.

Begrundelsen for afgørelsen var, at udgiften til forældreevneundersøgelsen ikke kan betragtes som udgifter til hjælp efter lov om social service, sådan som dette udtryk er brugt i § 9a, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af pkt. 89 i Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at der vedrørende refusionskravet, skelnes mellem om der er tale om en ydelse til borgeren efter serviceloven, eller om der er tale om en udgift til ledelse, administration og tilsyn. Udgifter til de sidst nævnte formål kan ikke kræves refunderet fra en tidligere opholdskommune. Det samme er anført i forarbejderne til serviceloven, lovforslag L 229 1996/97 vedrørende § 128 (forslagets § 125). Denne regel blev ved lov nr. 117 af 2. marts 1999 erstattet af den nugældende § 9a i retssikkerhedsloven, men der skete ikke på dette punkt materielle ændringer.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der i servicelovens § 129, stk. 1, som et eksempel på hvilke udgifter der er administrationsudgifter, er nævnt lægeerklæringer. Udtrykket "administrationsudgifter" må forstås på samme måde i servicelovens § 129, stk. 1, og i pkt. 89 i Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at forældreevneundersøgelsen ikke var en økonomisk ydelse til kvinden eller hendes anbragte barn, og den var ikke en udgift til selve anbringelsen.

Ankestyrelsen fandt således, at forældreevneundersøgelsen, måtte sidestilles med en lægeerklæring, idet den på tilsvarende måde som en lægeerklæring, skal bruges som grundlag for kommunens afgørelse om ydelser/foranstaltninger, men ikke i sig selv er en ydelse eller foranstaltning. Udgiften til forældreevneundersøgelsen måtte derfor betragtes som en administrativ udgift, der endeligt skal bæres af den aktuelle opholdskommune, uden mulighed for refusion fra en tidligere opholdskommune.

Ankestyrelsen bemærkede, at hjemlen til iværksættelse af en forældreevneundersøgelse, når et barn er anbragt uden for hjemmet, fandtes at være servicelovens § 55.

Ankestyrelsen bemærkede også, at B kommune ikke var forpligtet til at iværksætte forældreevneundersøgelsen, blot fordi Børn og unge-udvalget i A kommune havde anmodet om at en sådan undersøgelse blev foretaget. Det er efter servicelovens § 55, kommunen, og ikke Børn og unge-udvalget, der har kompetencen til at træffe afgørelse om iværksættelse af en forældreevneundersøgelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.