Ankestyrelsens principafgørelse U-1-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, stk. 1

En arbejdsgiver havde indgivet anmeldelse om, at sikrede den 17. juni 1996 under sit arbejde som servicekonsulent, beskæftiget med opsøgende salg, pådrog sig en whip-lash-læsion, da han kørte i en lang kø.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ved afgørelse af 15. april 1997 hændelsen som en arbejdsskade, under henvisning til, at sikrede under sit arbejde var udsat for en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da han blev påkørt bagfra af en anden bilist.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte ved afgørelse af 16. marts 1998 sikredes varige mén for følgerne af den anerkendte skade til 8%.

Ved brev af 4. april 1998 til Arbejdsskadestyrelsen oplyste sikredes advokat, at han efter at have gennemgået sagen var af den opfattelse, at der næppe reelt var tale om en sag omfattet af loven om arbejdsskadesikring. Der var henvist til, at sikrede på uheldstidspunktet var ansat som opsøgende salgs-

og servicekonsulent. Arbejdet var udadvendt, og sikrede besøgte tit kunder, hvor kørslen foregik i hans private bil mod refusion fra arbejdsgiveren.

Advokaten anførte videre, at sikrede den 17. juni 1996 ikke var på sit sædvanlige arbejde, idet han skulle deltage i et to dages kursus. På vej fra sikredes hjem til kursusstedet blev sikrede påkørt bagfra. Henset til, at kørslen skete fra hjemmet til kursusstedet - ad den mest hensigtsmæssige vej, var det advokatens opfattelse, at der ikke var tale om en arbejdsskade.

Ved afgørelse af 15. juni 1998 fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke grundlag for at genoptage sagen.

Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelsen med, at sikrede var ansat som opsøgende salgs- og servicekonsulent, og at han i forbindelse med sin ansættelse skulle på et to dages kursus fra den 17. juni 1996. Sikrede kom til skade på vej fra hjemmet til kursusstedet på kursets 1. dag.

I uddybende klage af 26. august 1998 anførte sikredes advokat, at færdelsuheldet den 17. juni 1996 ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da skaden ikke skete inden for sædvanlig arbejdstid i henhold til retspraksis, jf. UFR 1991 side 962 ff.

Under sagens behandling anmodede Ankestyrelsen i april 2000 og juni 2000 sikredes arbejdsgiver om at besvare nogle spørgsmål om sikredes arbejdsforhold.

Sikredes arbejdsgiver oplyste ved brev af 10. juli 2000 bl.a., at sikredes deltagelse i kurset den 17. til 18. juni 1996 var led i en tjenstlig forpligtelse. Sikrede fik fuld løn under kurset, og arbejdsgiveren betalte for kurset. Arbejdsgiveren havde interesse i, at sikrede fik dette kursus, da det var vigtigt i forbindelse med sikredes arbejde. Sikrede skulle køre frem og tilbage fra kurset begge dage. Det var endelig oplyst, at sikrede kørte ud som konsulent, og at han kun var på kontoret 1 - 2 gange om ugen.

Arbejdsgiverens brev af 10. juli 2000 blev den 17. juli 2000 sendt til partshøring hos sikrede advokat og forsikringsselskabet med anmodning om bemærkninger inden 4 uger. Ankestyrelsen hørte hverken fra sikredes advokat eller forsikringselskabet.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre Arbejdsskadestyrelsens tidligere afgørelse af 15. april 1997, hvorefter hændelsen den 17. juni 1996 var blevet anerkendt som en arbejdsskade, der skyldtes sikredes arbejde eller de forhold, hvorunder det foregik, jf. lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 9, nr. 1.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at sikrede efter arbejdsgiverens oplysninger var tjenstligt forpligtet til at deltage i det omhandlede to-dages kursus, og at der derfor havde været tale om kørsel, der blev foretaget som led i en tjenstlig forpligtelse. Kørslen havde således helt overvejende været i sikredes arbejdsgivers interesse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at skader, der opstår på vej til og fra et fast arbejdssted, som udgangspunkt ikke er omfattet af loven, medmindre der er tale om afvigelser fra den daglige rute, som skyldes arbejdets forhold.

Endvidere lagde Ankestyrelsen til grund, at sikrede i 1996 i sit almindelige arbejde kørte ud som konsulent, og at han kun var på kontoret hos arbejdsgiveren 1 - 2 gange om ugen. Det vil sige, at sikrede på det tidspunkt var at betragte som "ambulant medarbejder", hvilket efter praksis indebærer, at den

sikrede normalt vil være omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade fra det tidspunkt, bopælen forlades for at køre hen til 1. kunde, og indtil den sikrede igen er hjemme.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Til det anførte i advokatens brev af bl.a. 15. juni 1998 bemærkede Ankestyrelsen, at Højesterets dom fra oktober 1991 (SM U-2-92) ikke kunne tages til indtægt for, at kørsel til og fra et kursus som led i en tjenstlig forpligtelse ikke kunne være omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade.