Sagen vedrørte en reparatør, som i flere år havde været udsat for manganstøv under udførelse af sit arbejde.
Den anmeldte lidelse, manganforgiftning, blev anerkendt som en erhvervssygdom efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. lovens § 10, stk. 3.
Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på indstillingen fra et flertal i Erhvervssygdomsudvalget, hvorefter hjerneskaden med overvejende sandsynlighed skyldtes arbejdet. Udvalget indstillede derfor lidelsen til anerkendelse og lagde herved vægt på, at der havde været tale om mange års udsættelse for mangan, der er kendt for at kunne medføre hjerneskade. Udvalget lagde endvidere vægt på, at der var en god sammenhæng mellem udviklingen af symptomerne og den arbejdsmæssige udsættelse for mangan.
Et mindretal i udvalget indstillede til afvisning, idet der blev lagt vægt på, at udsættelsen var kortvarig, og at der ikke i sygdomsbilledet var specielle tegn på manganforgiftning.
Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 23. marts 1999 fik sikrede tilkendt godtgørelse for varigt mén svarende til 40%.
Ved afgørelsen om varigt mén lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der ifølge konklusionerne i de neuropsykologiske erklæringer var tale om en let til middelsvær demenstilstand. Styrelsen henviste til, at dette ifølge den vejledende méntabel vurderes til 35%. Der var desuden lette motoriske symptomer efter hjerneskaden. Disse symptomer vurderede styrelsen til 5%, hvorefter det samlede mén som følge af manganforgiftningen blev vurderet til 40%.
Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 7. oktober 1999 fik sikrede tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 80%.
Ved afgørelsen om tab af erhvervsevne lagde Arbejdsskadestyrelsen til grund, at sikrede pr. 1. januar 1996 havde fået tilkendt højeste førtidspension svarende til, at erhvervsevnen var nedsat til det ubetydelige. Det var desuden lagt til grund, at sikrede ifølge pensionsakterne havde fået tilkendt pension på grund af den anerkendte manganforgiftning. Styrelsen vurderede, at skadens følger kunne begrunde et erhvervsevnetab på 80%.
En neuropsykologisk undersøgelse viste bl.a. klart nedsat evne til indlæring, mens den visuo-konstruktive evne og abstraktionsevnen var intakt. Der var ved prøven tegn på manglende spændvidde ved større krav.
Det blev konkluderet på grundlag af undersøgelsen, at sikrede var intellektuelt reduceret i mindst let grad, samt at testprofilen var ujævn, således at det ikke kunne udelukkes, at der var tale om lette fokale (stedvise) hjerneskader.
Sikrede angav ved undersøgelsen at have gener i form af manglende koncentrationsevne, dårlig hukommelse og anfaldsvis dårligt syn, ledsmerter og stærkt øget søvnbehov.
Det fremgik af skemaerne fra sikredes førtidspensionssag, at arbejdstempoet var stærkt nedsat, og at søvnbehovet var stærkt øget. Sikrede fik tilkendt højeste førtidspension med virkning fra den 1. januar 1996.
En fornyet neuropsykologisk undersøgelse det følgende år viste bl.a., at testresultaterne var stort set som ved den tidligere test, herunder mangel på overblik og struktureringsevne. Dog var den non-verbale abstraktionsevne klart forringet i forhold til tidligere, og der var tendens til, at den umiddelbare hukommelsesspændvidde, opmærksomhed samt indprentningsevne var ringere.
Sikrede angav ved undersøgelsen at have forværrede gener i forhold til den tidligere undersøgelse, herunder særligt forringet hukommelse. Der var dog en bedring i form af formindskede muskelsmerter i benene.
Det konkluderedes på grundlag af undersøgelsen, at der var tale om intellektuel reduktion i let til middelsvær grad.
Sikredes helbredsmæssige forhold var desuden beskrevet i en neurologisk speciallægeerklæring. Heraf fremgik bl.a., at der ved objektiv undersøgelse blev konstateret bl.a. intakte kranienerver, langsomt psykomotorisk tempo, hukommelsessvækkelse med svigtende overblik samt let rysten og kluntet finmotorik i hænderne. Der blev ved undersøgelse af benene konstateret normale forhold.
Det fremgik desuden, at sikrede havde haft mange tilfælde af lungebetændelse og havde åndedrætsbesvær ved anstrengelse.
Det vurderedes lægeligt, at lidelsen måtte opfattes som stationær til let fremadskridende, og at sikredes lungesymptomer kunne skyldes manganudsættelsen og næppe i større omfang tobaksforbruget, som havde været beskedent.
Det var anført i klagen over ménafgørelsen, at sikrede havde betydelige symptomer i form af klodsethed, hovedpine, periodevise synsforstyrrelser, uro i benene, irritabilitet samt ophør af potensen. Det var desuden anført, at symptomerne var tiltaget siden de seneste lægeundersøgelser.
Det var anført i klagen over afgørelsen om erhvervsevnetab, at sikrede havde mistet hele sin erhvervsevne som følge af manganforgiftningen, og at der ved tilkendelsen af højeste førtidspension ikke var indgået konkurrerende årsager. Det var desuden anført, at sikrede ikke havde en erhvervsevne på 20% i behold, samt at lægelige udsagn om funktionsniveauet og omfanget af demensen støttede dette. Endelig var det anført, at sikredes manglende evne til at klare krav og forventninger medførte, at selv varetagelse af et skånejob var udelukket.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kriterierne for vurderingen af varigt mén og tab af erhvervsevne som følge af manganforgiftning.
