Sagen drejede sig om en 82-årig kvinde. Hun havde ingen nære pårørende og havde siden en hospitalsindlæggelse i 1995 modtaget hjælp fra hjemmeplejen.
I april 1996 blev hun indlagt på sygehus med hjerneblødning (apopleksi) med efterfølgende venstresidig lammelse. I august 1996 flyttede kvinden og hendes nu afdøde ægtefælle til en beskyttet bolig. Ægtefællen døde i oktober 1996 og kvinden havde siden boet alene i den beskyttede bolig.
I slutningen af 1997 fik kvinden tiltagende funktionsbesvær og anvendte aktuelt permanent kørestol. Det var oplyst, at hun med nogen besvær, og når viljen var tilstede selv kunne klare flytninger mellem seng og stol og toilet.
Kvinden havde siden ungdommen haft stofskifteproblemer, som hun var i medicinsk behandling for. Det var endvidere oplyst, at hun var inkontinent og anvendte ble samt at hun havde et høreapparat, som dog ikke blev anvendt. Kvinden havde herudover siden ungdommen gået til regelmæssig psykiatrisk behandling, herunder medicinsk behandling, på grund af periodiske depressioner - særligt om vinteren. Efter at hendes psykiater døde for flere år siden havde hun imidlertid alene periodevist ønsket at modtage antidepressiv medicin.
Hjemmeplejen ydede hjælp til personlig hygiejne og påklædning morgen og aften, hjælp til toiletbesøg og flytninger samt tryghedsbesøg aften og nat. Efter at hjemmeplejen, på grund af misbrug, havde frataget kvinden hendes nødkaldeapparat modtog hun besøg af hjemmeplejen en gang i timen.
Det var endelig oplyst, at kvinden fik bragt varm mad dagligt og at hun fik hjælp til tilberedning og anretning af aftensmad og mellemmåltider. Hjemmeplejen doserede herudover medicin og ydede hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb.
Kommunen fandt, at kvinden skulle overflyttes til et særligt botilbud, da hun med sin adfærd og manglende indsigt i egne behov, når hun var i affekt, var til egentlig fare for sig selv og det hjælpepersonale, der omgav hende i den nuværende beskyttede bolig.
Det var oplyst, at kvinden kun havde meget få dage, hvor hun ikke var utilfreds med den aftalte hjælp og de medarbejdere, der kom i hjemmet for at udføre opgaverne. Utilfredsheden gav sig udslag i udadreagerende affekt. Det var anført, at det ikke var muligt, at udføre den relevante pleje og omsorg. Situationen var således, at der altid var 2 personer i hjemmet - en sygeplejerske og en hjælper - ved løsning af plejemæssige opgaver. I forbindelse med løsning af de plejemæssige opgaver måtte de 2 personer - af hensyn til deres sikkerhed - afbryde opgaverne, når kvinden blev grebet i affekt. I perioder lod kvinden sig falde ned på gulvet fra sin kørestol, badestol eller seng.
Det var ikke muligt at opretholde et nødkald hos kvinden, da hun misbrugte apparatet ved at ringe uafladeligt, når hun blev utryg ved at være alene eller når hun blev vred. Hun var ryger og det vurderedes, at hun i affektsituationer ville kunne brænde sit tøj og i værste fald sig selv. Det var derfor nødvendigt, at hun havde et nødkald, som hun kunne bruge, hvis det var påkrævet.
Det var endvidere anført, at hun var periodisk svært deprimeret - særligt om vinteren. Hun havde i disse perioder været egentligt selvmordstruende. Hjemmeplejen kunne ikke hjælpe hende i disse situationer, da hun generelt havde den holdning, at hun nødigt tog medicin, og når hun indtog medicin gjorde hun det i den dosering, hun fandt nødvendig. I de perioder, hvor hun slet ikke tog medicin var hun psykisk dårlig.
Det var oplyst, at det ikke var muligt, at få kvinden til at forstå, at den beskyttede bolig ikke længere var en tilstrækkelig ramme for hende. Hun kunne heller ikke forstå, at hun havde behov for støtte fra sin alment praktiserende læge og fra det gerontopsykiatriske team i amtet. Kvindens tilstand med svigtende dømmekraft bevirkede, at hun latent var til fare for sig selv, idet hun ikke kunne bedømme sin situation og konsekvenserne af sine handlinger.
Det blev afslutningsvist oplyst, at opholdet på psykiatrisk afdeling i perioden 19. februar 2001 - 5. marts 2001 viste, at kvinden - kontinuert omgivet af det fornødne faglige personale - opnåede den tryghed, der basalt skulle være tilstede, for at hun kunne modtage den omsorg og pleje, som hun havde brug for. Hospitalsopholdet medførte således, at kvinden fik det langt bedre og den affektlignende adfærd, hvor hun ideligt bragte sig i situationer, der var farlige for hende selv eller omgivelserne, aftog hurtigt.
Det forhold, at det ikke havde været muligt, at fastholde denne forbedrede situation efter kvindens udskrivning, understøttede vurderingen af behovet for overflytning til et særligt botilbud.
Det fremgik af udtalelsen fra kvindens egen læge, at kvinden indtil februar 1998 var i behandling med antidepressiv medicin. Behandlingen ophørte efter hendes eget ønske og hun udviklede efterfølgende en depression. I april 1998 udtrykte hun et dødsønske overfor personalet. Kvinden udviklede efterfølgende tiltagende aggressiv vredladen adfærd, hvilket vanskeliggjorde plejen af hende. Egen læge forsøgte ved flere lejligheder forgæves at motivere hende til at tage medicin. I december 1999 forsøgte kvinden at strangulere sig selv ved at binde et sjal om henholdsvis hals og sengegalge.
Kvindens aggressive adfærd ekskalerede efterfølgende gradvist, idet hun fra primært verbal agressiv adfærd gradvist blev mere og mere fysisk aggressiv og voldelig ved at slå, spytte og nive personalet. I løbet af vinteren 2000/2001 optrappedes situationen. Det var oplyst, at kvinden blev tiltagende truende overfor personalet, at hun forlod hjemmet uden tøj på, at hun truede med en kniv og fremsatte selvmordstrusler. I februar 2001 blev hun herefter tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling.
Det fremgik i forlængelse heraf af journalnotaterne vedrørende indlæggelsen, at hun under indlæggelsen fremtrådte rolig, ikke agiteret eller anspændt, uden åben psykotisk tankeindhold og ikke mistænkt sværere deprimeret. Det var oplyst, at hun fremtrådte ganske udskældende og vredladen, men at hun kunne korrigeres heri. Hun fremtrådte noget cerebralt reduceret, muligt på baggrund af demensproblematik.
Det var oplyst, at kvinden efter 48 timers tvangsindlæggelse valgte at fortsætte indlæggelsen på frivillig basis. Hun modtog ikke medicin.
Den beskikkede advokat havde afgivet en udtalelse til brug for nævnets behandling af sagen. Det fremgik bl.a. heraf, at advokaten 2 gange havde besøgt kvinden, der begge gange optrådte fornuftigt og besvarede de stillede spørgsmål. Kvinden havde overfor advokaten oplyst, at hun ikke ville flyttes og at hele miseren skyldes, at den ledende hjemmesygeplejerske havde taget kaldeapparatet fra hende. Som begrundelse for at hun ikke ville flyttes angav hun, at hun havde det udmærket med det øvrige personale, at hun havde sine venner i bopælskommunen og at hendes mand i øvrigt var begravet på byens kirkegård.
Advokaten havde endvidere anført, at han ikke havde nogen lægelig fornemmelse af, hvorvidt der var lægelig indikation for at anbringe kvinden på en institution for psykiatriske patienter.
Advokaten anførte imidlertid, at kvinden ikke virkede aggressiv eller truende overfor ham, at hendes udtalelser eller reaktioner ikke, efter advokatens opfattelse, adskilte sig væsentligt fra, hvad der kunne forventes under de givne omstændigheder og henset til hendes alder og familiære forhold, at hendes åndsevner, hvorved advokaten mente opfattelsesevne og evnen til at bearbejde forelagte problemstillinger, syntes at være i orden, at hun formodentlig kunne fremtræde stædig og besværlig, og at det ikke kunne udelukkes, at hun modsatte sig rimelige plejeforanstaltninger og -tilbud.
Advokaten konkluderede herefter, at kvinden formodentlig var en vanskelig plejehjemsbeboer, der godt i visse situationer kunne have brug for en mere håndfast behandling for opfyldelse af nødvendige plejefunktioner, men at hendes forhold ikke var af en sådan karakter, at hun udgjorde en direkte fare for sig selv eller andre, og at der, efter advokatens opfattelse, skulle meget tungtvejende lægelige grunde til, at hun kunne overflyttes til en psykiatrisk institution mod sin vilje.
Advokaten kunne således ikke anbefale eller tiltræde, at kvinden blev flyttet mod sin vilje.
Som bilag til advokatens brev var vedlagt et notat om et af advokatens besøg hos kvinden.
Det fremgik bl.a. heraf, at kvinden under advokatens hjemmebesøg havde svaret adækvat på alle de spørgsmål, der blev stillet, og at hun iøvrigt virkede fornuftig, havde selverkendelse og at hun bestemt ikke var aggressiv overfor advokaten.
Nævnet fandt ikke, at kvinden kunne optages i et særligt botilbud uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e.
Nævnet fandt, at kvinden ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke forelå fornøden faglig dokumentation for, at kvindens psykiske funktionsevne var betydelig og varigt nedsat.
Nævnet fandt endvidere, at det ikke var sandsynliggjort, at optagelse i et særligt botilbud var absolut påkrævet for at hun kunne få den nødvendige hjælp, idet hjælpen kunne gennemføres i hendes nuværende bolig, jf. lovens § 109 e, stk. 1.
Nævnet fandt endelig, at der ikke var sandsynliggjort tilstrækkelig konkret risiko for, at kvinden ville udsætte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, jf. lovens § 109 e, stk. 2.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden var beskrevet som psykisk meget svingende, vred og udadreagerende, hvorfor det ikke var muligt at udføre den relevante pleje og omsorg, som hun havde behov for.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden i perioder var svært deprimeret, at hun havde været egentlig selvmordstruende, at hun nødigt tog medicin og når hun gjorde det, da i den dosering, som hun selv fandt egnet. I de perioder, hvor kvinden var psykisk dårlig, tog hun slet ikke medicin.
Nævnet fandt det på baggrund af ovenstående ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at betingelserne for optagelse i særligt botilbud efter servicelovens § 109, jf. § 109 e var opfyldt.
Nævnet kunne således ikke godkende kommunens indstilling.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kvindens vanskelige situation i hjemmet (den beskyttede bolig) havde strakt sig over år med fremadskridende og gradvis forværring.
Det var således oplyst, at kvinden ved et morgenbesøg den 20. juni 2001 blev fundet ukontaktbar af personalet. Hun blev tilset af vagtlægen og det blev aftalt, at hun behøvede akut sygehusindlæggelse. I løbet af en lille times tid begyndte hun imidlertid at kommunikere lidt. Hun nægtede at lade sig indlægge og slog voldsomt ud efter falckpersonalet, da de kom og forsøgte at overtale hende til at komme med og tog afsæt til at løfte hende over på transportbåren. Efter aftale med almen praktiserende læge blev indlæggelsen aflyst.
Det var endvidere oplyst, at kommunen samtidig med ankens indgivelse havde anmodet såvel almen praktiserende læge som det tidligere behandlende sygehus om yderligere udtalelser til sagen.
Det fremgik bl.a. af de efterfølgende oplysninger fra sygehuset, at kvinden var let til moderat dementielt reduceret, men at en demensudredning ikke havde været mulig, idet hun havde modsat sig at tale med egen læge. Hun havde ligeledes modsat sig indlæggelse på det afsnit på sygehuset, hvor demensudredningen kunne gennemføres. Det var oplyst, at hun ikke var psykotisk, men at hun følte afmagt og tristhed over den situation hun var i. Uheldigvis projicerede hun denne afmagt og tristhed ud over for omverdenen, som hun bestandigt forholdt sig meget aggressiv og kritisk overfor, når hun ikke var i et beskyttet miljø. Det var derfor ikke muligt, at komme til at hjælpe hende i hjemmet, idet hun modsatte sig kontakt med de mennesker, som skulle hjælpe hende.
Det var oplyst, at hun havde modsat sig antidepressiv behandling og at situationen var fuldstændig kørt fast. Kvinden modsatte sig behandling og var så aggressiv overfor de mennesker, som skulle hjælpe hende, f.eks. hjemmeplejen, at hun næsten var umulig at komme til, idet hun viste folk væk fra sit hjem.
Situationen havde varet, som ovenfor beskrevet, i over et år og der var ikke udsigt til bedring, fordi tilstanden dels skyldtes hendes isolation, dels hendes handicap og samtidig måtte man vurdere, at hendes demenslidelse formentlig ville være fremadskridende, i hvertfald var der ikke udsigt til bedring.
Det var i forlængelse heraf anført, at kvinden under indlæggelser havde vist, at hun trivedes i et institutionsmiljø. Hun modsatte sig imidlertid en flytning, som hun ville profitere af, muligvis fordi hun ikke forstod, at hun havde behov for det.
Det bemærkedes afslutningsvist, at den eneste hjælpemulighed for kvinden syntes at være en varig institutionsanbringelse.
Kvindens egen læge havde bl.a. oplyst, at kvindens somatiske tilstand kombineret med de tidligere beskrevne psykiske forhold ikke, efter lægens vurdering, levnede skyggen af tvivl om, at patienten havde behov for optagelse i et særligt botilbud.
Ankestyrelsen fik under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyst, at kommunen ikke havde anmodet statsamtet om at beskikke en værge for kvinden. Statsamtet havde således ikke indledt en værgemålssag.
