Ankestyrelsens principafgørelse A-13-01

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 51, stk. 1 og § 52, stk. 2

Ansøger, der var udsat for en trafikulykke i november 1996 fik efterfølgende smerter i højre skulder. Hun var før ulykkestilfældet i arbejde. Efter ulykken modtog hun sygedagpenge med højeste dagpengesats fra november 1996.

I januar 1997 forsøgte ansøger at genoptage arbejdet på halv tid med supplerende sygedagpenge på sin tidligere arbejdsplads, men ophørte hermed i april 1997, da arbejdet var for tungt.

I april 1997 attesterede ansøgers læge, at hun havde opsagt arbejdet på grund af helbredsmæssige problemer. Attesten var udstedt til brug for arbejdsløshedskassens sagsbehandling. Lægen frarådede arm- og skulderbelastende arbejde. Ansøger raskmeldte sig herefter i april 1997. Hun modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge med en sats, der lå under dagpengemax frem til 10. november 1997, hvor hun igen blev sygemeldt, da hun skulle opereres.

Ansøger modtog siden nedsatte sygedagpenge, beregnet på baggrund af arbejdsløshedsdagpenge, også under forrevalidering, indtil hun fik bevilget et uddannelsesforløb med revalideringsydelse.

Af bevillingsskrivelsen fremgik, at ansøger ville modtage ydelsen med satsen for unge under 25 år.

Ansøgers advokat klagede over kommunens afgørelse. Begrundelsen var, at det fremgik af lov om aktiv socialpolitik § 52, stk. 3, nr. 2, at en revalidend under 25 år var berettiget til fuld revalideringsydelse, når ansøger havde haft arbejdsindtægter, der gav ret til højeste sygedagpenge.

Ansøger var på ulykkestidspunktet 23 år og modtog højeste sygedagpenge fra kommunen fra den 10. november 1996, hvor hun blev sygemeldt. På den baggrund mente advokaten, at ansøger var berettiget til fuld revalideringsydelse.

Advokaten mente, at når ret til fuld revalideringsydelse for en person under 25 år afhang af, om personens arbejdsindtægter gav ret til højeste sygedagpenge, så var fastsættelsen af arbejdsløshedsdagpengebeløbet uden betydning for retten til fuld revalideringsydelse.

Kommunen anførte ved sagens oversendelse til nævnet, at ansøger ikke umiddelbart inden overgang til revalideringsydelse modtog højeste sygedagpenge, som hun gjorde i 1996.

Advokaten anførte overfor nævnet, at det efter hendes vurdering var en fejl, at ansøger havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden april 1997 til november 1997, idet det fastholdtes, at ansøger havde været sygemeldt i denne periode. Ansøger holdt op med at arbejde på halv tid i april 1997 på grund af sygdom. Hun havde aldrig været raskmeldt. Endvidere opfordredes kommunen til at oplyse, hvorvidt ansøger reelt havde været berettiget til at modtage fuld dagpengesats fra april 1997, hvis der var blevet anmodet herom.

Kommunen meddelte herefter, at a-kassen var anmodet om at efterberegne den fastsatte ydelse. Advokaten oplyste efterfølgende til kommunen, at beregningen var korrekt med en sats brutto pr. dag på 514 kr.

Denne sats var brugt i kommunens beregning af sygedagpenge som svarede til 2.570 kr. ugentligt. Ud fra disse oplysninger fastholdt kommunen afgørelsen om, at ansøger ikke umiddelbart før overgang til revalidering havde modtaget højeste sygedagpenge. Kommunen fastholdt endvidere, at ansøger kun var berettiget til halv revalideringsydelse.

Kommunen oplyste endelig, at det ikke kunne oplyses, om ansøger ville have været berettiget til fuld dagpengesats fra april 1997, idet der ikke forelå noget beregningsgrundlag for indtægtsgrundlaget på daværende tidspunkt.

Hvis der opstod en ny sygeperiode efter, at ansøger var raskmeldt, skulle beregning af dagpenge til lønmodtagere, der var i arbejde på sygemeldingstidspunktet, som hovedregel ske på grundlag af den timeindtægt og det antal timer, som lønmodtageren ville have haft, hvis hun ikke havde været sygemeldt.

Kommunen gjorde herved opmærksom på, at ansøger blev raskmeldt med sidste sygedag den 21. april 1997.

Advokaten fastholdt, at det var en fejl, at ansøger havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden, da hun var ude af stand til at påtage sig arbejde i normalt omfang på grund af sygdom. Det fremgik af en foreliggende erklæring, at ansøger var blevet undersøgt i maj 1997 på grund af smerter. Efter denne undersøgelse blev hun opskrevet til artroskopi. Undersøgelsen blev foretaget i november 1997, fra hvilket tidspunkt ansøger på ny modtog sygedagpenge fra kommunen. Hun havde således aldrig været rask.

Nævnet var enig med kommunen i, at ansøger kun havde ret til halv revalideringsydelse.

Nævnet lagde til grund, at hun ikke forud for seneste sygemelding havde haft indtægter, som gav ret til højeste sygedagpenge.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger blev raskmeldt fra den 22. april 1997, og at hun herefter havde modtaget nedsatte dagpenge fra A-kasse indtil 10. november 1997, hvor hun igen blev sygemeldt, og at denne indtægt ikke gav ret til højeste sygedagpenge.

Nævnet havde ved afgørelsen taget den praksis i betragtning, som fremgik af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse meddelt i SM D-24-95.

Endvidere bemærkede nævnet, at nævnet ingen kompetence havde til at afgøre, om ansøger uberettiget havde modtaget dagpenge fra A-kasse, eller om beregningen havde været forkert, da dette hørte under A-kassen og direktøren for arbejdsløshedsforsikringen.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at ansøger havde modtaget revalidering på grund af den nedsatte erhvervsevne som skaderne ved ulykken pådrog hende. Forløbet siden sygemeldingen i november 1996 måtte vurderes som en sammenhængende periode. Der var derfor ikke grundlag for at indfortolke "den seneste sygemelding" i § 52, stk. 3, nr. 1 i lov om aktiv social politik.

Nævnet bemærkede efterfølgende, at ansøger blev raskmeldt den 22. april 1997, og at det var nævnets opfattelse, at det var indtjeningen umiddelbart forud for overgangen til revalidering, der skulle lægges til grund for vurderingen af, om hun var berettiget til fuld revalideringsydelse (de sygedagpenge hun ville være berettiget til, såfremt hun ikke var under revalidering).

Af lovbemærkningerne fremgik endvidere, at det var forudsat, at der skulle ske en harmonisering af reglerne efter kapitel 4 og 6 i aktivloven for personer under 25 år.

Ankestyrelsen indhentede under sagens behandling journaloplysninger fra kommunens dagpengekontor for perioden fra december 1996. Af notaterne fra marts-april 1997 fremgik, at ansøger var blevet oplyst om, at hun kunne sygemeldes på fuld tid, men at hun valgte at raskmelde sig.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på en afklaring af, fra hvilket tidspunkt vurderingen af ansøgers arbejdsindtægter, jf. § 52, stk. 3, nr. 2, skulle ske.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger alene var berettiget til halv revalideringsydelse ved iværksættelsen af erhvervsplanen, jf. aktivlovens § 52, stk. 2.

Efter aktivlovens § 52 beregnes revalideringsydelse som et månedligt beløb på grundlag af højeste dagpengebeløb efter § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Af § 52, stk. 2 fremgår at en revalidend får halvdelen af beløbet i stk. 1, og det udbetales til udløbet af den måned, hvori den pågældende fylder 25 år.

Af stk. 3 fremgår, at en revalidend under 25 år dog får revalideringsydelse efter stk. 1, når

1) den pågældende forsørger egne børn i hjemmet eller

2) den pågældende har haft arbejdsindtægter, som giver ret til højeste sygedagpenge.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for at modtage en højere ydelse efter aktivlovens § 52, stk. 3, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at § 52, stk. 3, nr. 2 var en undtagelsesbestemmelse fra hovedreglen i § 52, stk. 2, hvorefter unge under 25 år fik halvdelen af beløbet i stk. 1.

Det blev endvidere lagt til grund, at revalideringsydelsen udbetales, når erhvervsplanen iværksættes, jf. aktivlovens § 51, stk. 1. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at bestemmelsen forudsætter, at pågældende kan blive på sit hidtidige forsørgelsesgrundlag, eksempelvis sygedagpenge eller kontanthjælp indtil iværksættelsen.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at det af forarbejderne til den tidligere bistandslovs § 43 fremgik, at undtagelsesbestemmelsen skulle omfatte personer, der gennem forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet havde indrettet sig på et leveniveau på minimum det højeste dagpengebeløb. Af rapporten fra udvalget om kontanthjælp, aktivering og revalidering fremgik, at betingelserne for at opnå ret til revalideringsydelsen efter § 52, stk. 1 skulle være tilstede umiddelbart før erhvervsplanen iværksattes. Dette svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 43, stk. 2, 2. Pkt. samt til revalideringsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, 4. pkt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger forud for erhvervsplanens iværksættelse ikke havde haft arbejdsindtægter, som gav ret til højeste sygedagpenge.

Der var herved lagt vægt på, at ansøger forud for udbetaling af revalideringsydelsen modtog nedsatte sygedagpenge på baggrund af nedsatte arbejdsløshedsdagpenge. Overgang til arbejdsløshedsdagpenge skete på grund af en raskmelding i april 1997.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det anførte om, at det var en fejl, at ansøger raskmeldte sig i april 1997, kunne lægges til grund for afgørelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at det faldt uden for Ankestyrelsens kompetence at tage stilling til beregning af ansøgers arbejdsløshedsdagpenge.