En 20-årig mand var i 1998 udsat for en alvorlig trafikulykke, hvor han pådrog sig en svær hjernskade. I december 1998 blev han udskrevet fra sygehus til sine forældres hjem i B kommune.
Forud for udskrivningen fra sygehuset fandtes bo- og aktivitetsmulighederne i prioriteret rækkefølge at være bofællesskab for senhjerneskadede, anden bolig med døgndækning af socialpædagogisk personale, ophold hos forældrene, hvor moderen fik økonomisk kompensation for at passe den unge mand, og der samtidig skulle sikres aktiviteter i form af "genoptræning" på gård, eller som sidste prioritet plejehjemsbolig med socialpædagogisk personale.
Det fremgik af sagen, at den unge mand havde behov for konstant opsyn. Under opholdet hos sine forældre var der ansat to fuldstidsstøttepersoner med henblik på optræning og tilsyn i tidsrummet 7.00 til 18.00 seks dage om ugen. Derudover var der etableret aflastning i plejefamilie hver 14. dag og i ferier. I starten var moderen ansat som den ene støtteperson, men pr. 1. april 1999 valgte hun at gå tilbage til sit job. Den unge mands forældre varetog opsynet i aften- og nattetimerne samt hveranden weekend. Den unge mand var afhængig af, at der var personer omkring ham i alle vågne timer, idet hans adfærd ville bevirke, at han kom galt afsted på næsten alle områder.
Indtil udskrivningen fra sygehuset havde den unge mand adresse i A kommune, hvor han forud for ulykken var i landbrugspraktik. A kommune havde i et samarbejde med sygehuset lavet en handlingsplan gående ud på, at den unge mand blev udskrevet til forældrene.
A kommune meddelte afslag på B kommunes anmodning om refusionstilsagn. B kommune indbragte herefter sagen for det sociale nævn.
Nævnet fandt, at B kommune havde ret til at få sin andel af udgifterne til hjælp efter serviceloven til den unge mand refunderet af A kommune, idet A kommune havde lagt handlingsplan og således været medvirkende til, at den unge mand blev udskrevet til pleje i forældrenes hjem i B kommune.
Nævnet fandt, at den unge mands ophold i forældrenes hjem kunne sidestilles med og trådte i stedet for anbringelse i en boform efter §§ 91-94 i lov om social service eller anbringelse i plejehjem efter § 140 i lov om social service.
Nævnet lagde herved vægt på, at den unge mand på grund af de svære følger efter hjerneskade havde behov for omfattende hjælpeforanstaltninger og skulle være under konstant opsyn, og at det ville have været nødvendigt at anbringe ham i en boform eller i et plejehjem, hvis det ikke havde været muligt at udskrive ham til forældrene med massiv støtte.
Nævnet bemærkede, at afgørelsen blev truffet i henhold til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a, stk. 1, nr. 7.
I klagen til Ankestyrelsen anmodede A kommune om, at sagen blev optaget til principiel vurdering af, om ophold i forældres hjem kunne sidestilles med ophold i en boform efter §§ 91-94 i lov om social service.
A kommune anførte, at § 9a, stk. 1, nr. 7, i retssikkerhedsloven tager sigte på ophold, der ikke formelt er etableret som boform efter nr. 1-6, men som kan sidestilles med sådanne tilbud. Kommunen fandt ikke, at et ophold i forældres hjem kan sidestilles med ophold i en af de nævnte boformer.
Nævnet genvurderede afgørelsen og besluttede at fastholde afgørelsen, idet det fortsat var nævnets opfattelse, at den unge mands udskrivning fra sygehus til pleje i forældrenes hjem med meget omfattende hjælpeforanstaltninger trådte i stedet for anbringelse i en boform eller i et plejehjem, og at A kommune var pligtig at yde refusion.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den unge mands ophold hos sine forældre kunne sidestilles med og trådte i stedet for boformer m.v. nævnt i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1-6, jf. nr. 7, herunder om indførelsen af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1 ændrede på den tidligere retstilstand, jf. SM O-31-95, hvorefter udslusning fra hospital til pleje hos forældre med omfattende hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven kunne begrunde refusionpligt, jf. bistandslovens § 11.