Ankestyrelsens principafgørelse U-9-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 4 og § 10, stk. 1, nr. 2

Sagen vedrørte anerkendelse af en knælidelse hos en nu 46-årig mand.

Om mandens arbejdsforhold fremgik det af en journal fra 1997 fra Arbejdsmedicinsk Klinik, at han havde været fuldtidsansat som arbejdsmand i samme virksomhed fra 1973-97.

Manden var de første 5 år udelukkende og herefter frem til 1988 overvejende beskæftiget med mastearbejde.

Arbejdet indebar, at manden klatrede op i master, der var 12-16 meter høje, med 1-3 kabler over skulderen. Kablerne vejede skønsmæssigt op til 50 kg. Desuden bar han under klatringen en taske med 10-20 kg værktøj i et bælte ved højre hofte. I toppen af masten rakte han med de øvrige kabler hængende over skulderen ét kabel ad gangen 1§ meter ud til siden op på en tværpind og ned på et hjul monteret på pinden. Når han havde løftet alle 3 kabler ud og op på tværpindens hjul, klatrede han ned igen og gik videre til næste mast.

Når kablerne var blevet lagt over et antal master, blev de strammet op fra jorden og fastspændt. Derefter gik manden tilbage og klatrede påny op i masterne, hvor han - hængende i masten - med skulderen stemte mod kablerne for at fjerne hjulet og stramme kablet ind mod isoleringsklokkerne, hvor det blev bundet fast. Når de 3 kabler var fastspændt, klatrede han ned og gik videre til næste mast.

Under klatringen havde han §klatresko§ på, det vil sige stive sko påmonteret en buet metalskinne med to kroge på medialsiden af foden og to på spidsen af buen ca. 20 cm fra skosnuden. Desuden anvendte han et §klatrebælte§, som lå omkring masten.

Arbejdsmedicinsk Klinik havde beskrevet, at foden under klatringen var indaddrejet, og i toppen var forfoden derved bøjet nedad, fordi han ellers ikke kunne få støtte med hele skoen på den tynde mast. Manden var højrehåndet, og alt tungere arbejde foregik til hans højre side, hvor han også havde værktøjet. Ved arbejdet på de 2 yderste kabler arbejdede han således ofte udelukkende med vægten på den højre fod i ovennævnte stilling, hængende i bæltet ud under tværpinden og ofte med betydelig vægt på. Det var oplyst, at manden dog fandt klatringen nedad mest belastende, fordi han ved hvert skridt måtte udføre en stødende bevægelse med benet for at få støtte.

Gennemsnitligt havde han dagligt klatret mindst 10 gange op og ned, og arbejdet i den enkelte mast kunne vare mere end 1 time.

Fra 1988-92 var manden primært beskæftiget med afmontering af lavspændingsmaster og kabler, hvilket næsten udelukkende foregik på jorden. Ca. 3 måneder om året i denne periode medvirkede han dog til eftersyn af højspændingsmaster. I den forbindelse klatrede han typisk op i 15 master dagligt og foretog et kortvarigt eftersyn af installationen, hvorefter han klatrede ned igen.

Fra 1992-97 var han beskæftiget med almindeligt lagerarbejde. Det mest belastende for knæene var i denne periode gang på trappe og stige.

Om mandens helbredsforhold fremgik det af den arbejdsmedicinske journal fra 1997, at han havde forklaret, at generne i højre knæ gradvist var opstået efter 10-12 års masteklatring. Generne startede i 1984-85, hvor han begyndte at føle uro i knæet af og til, særligt om aftenen, og han begyndte at få

problemer med at klatre ned fra masterne, ligesom han følte små §klem§ inde i knæet. I 1984 fik manden under fodboldspil et spark på lateralsiden af højre knæ, men allerede ugen efter spillede han igen fodbold uden gener. I 1989 var manden udsat for et voldsomt stødtraume på højre knæ under nedklatring på strakt ben. Han tilskrev dog heller ikke denne episode nogen afgørende betydning.

I journalen var det dog oplyst, at ifølge mandens praktiserende læge havde han efter stødtraumet i april 1989 bevægeindskrænkning og smerter i knæet, og ved artroskopi i 1989 fandtes en svær kondromalaci i højre knæ.

Det fremgik endvidere, at manden ikke mærkede meget til knæet i årene efter undersøgelsen i 1989, men herefter blev symptomerne langsomt forværret, og i oktober 1996 var der daglige smerter, aflåsningstilfælde og tilfælde af svigt af højre ben. Røntgenundersøgelse viste intet unormalt. Mandens symptomer blev yderligere forværret i januar 1997 i forbindelse med spark til en kabeltromle, hvorved han fik et hørbart smæld i knæet. Ved artroskopi i februar 1997 fandtes igen svær chondromalaci.

Arbejdsmedicinsk Klinik havde i sin konklusion anført, at klinikken intet erfaringsgrundlag havde for at bedømme en eventuel årsagssammenhæng med arbejdet, men en sammenhæng forekom plausibel mellem mange års intensiv belastning af højre knæ i fastlåst, uhensigtsmæssig stilling og udvikling af chrondromalaci og knæsmerter. Masteklatrerarbejdet var formentligt særligt knæbelastende. Imidlertid var chondromalaci med den nuværende viden ikke en arbejdsbetinget lidelse.

Mandens arbejdsgiver havde som kommentar til arbejdsbeskrivelsen fra Arbejdsmedicinsk Klinik særligt anført, at arbejdet ikke havde bestået af daglige klatringer. Fordelingen mellem arbejde med og uden klatring var ca. 45-55% med klatring. Endvidere havde den gennemsnitlig tid i masterne ifølge arbejdsgiveren været på § time.

Arbejdsmedicinsk Klinik havde i 1998 foretaget en undersøgelse af yderligere 4 masteklatrere fra samme virksomhed. De undersøgte havde i 8-20 år overvejende været beskæftiget med masteklatring, og alle havde efter 8-14 års arbejde som masteklatrer symptomer fra det mest belastede knæ. Arbejdsmedicinsk Klinik fandt, at selvom der hos 4 af de 5 undersøgte fandtes flere mulige konkurrerende årsagsfaktorer til knælidelsen, var det samlede indtryk, at masteklatringen havde været en væsentlig årsag til de pågældendes knæproblemer.

Mandens helbredsforhold var endelig beskrevet i en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring fra 1999. Det fremgik heraf bl.a., at manden ikke havde mærket noget til højre knæ, før vridtraumet i april 1989.

Det var desuden oplyst, at der ved artroskopien i 1989 blev påvist degenerative forandringer i brusken retropatellart. Ved artroskopien i 1997 blev brusken retropatellart afglattet, og samtig blev Hoffas fedtlegeme fjernet. På grund af yderligere forværring af generne blev der i 1998 påny foretaget artroskopi, hvor arvæv og irriteret ledhindevæv blev fjernet. Herefter var smerterne samlet omkring patellasenen, og ved MR-skanning blev der påvist tendinit forandringer.

I speciallægeerklæringen var det konkluderet, at mandens kroniske knælidelse meget vel kunne være følger efter det mangeårige mastearbejde, hvor han havde belastet på bøjet knæ, men symptomdebuten var relateret til det beskrevne traume. Det var endvidere konkluderet, at den yderligere forværring af symptomerne efter operationen i 1997 muligvis kunne forklares med, at man resecerede Hoffas fedtlegeme og dermed øgede belastningen i det femoropatellare led.

Arbejdsskadestyrelsen forelagde sagen for Erhvervssygdomsudvalget i marts 2000. Udvalget indstillede sagen til afvisning.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en lidelse, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at lidelserne bruskforandringer på bagsiden af knæskallen og irritationstilstand i højre knæskalssene ikke var optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Arbejdsskadestyrelsen lagde endvidere vægt på indstillingen fra Erhvervssygdomsudvalget.

Erhvervssygdomsudvalget havde ved sin vurdering lagt til grund, at manden fra 1973 til 1998 havde været ansat i en virksomhed, hvor han især frem til 1988 var beskæftiget med at rejse master og montere højspændingskabler. Desuden var det lagt til grund, at det fremgik af den ortopædkirurgiske speciallægeerklæring, at manden havde bruskforandringer på bagsiden af knæskallen og irritationstilstand i højre knæskalssene.

Erhvervssygdomsudvalget lagde vægt på, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for, at lidelserne var arbejdsbetingede, jf. § 10, stk. 1, nr. 2.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev der fra Arbejdsmedicinsk Klinik indhentet en videooptagelse fra 1998 om masteklatrearbejdet i den virksomhed, som manden havde været ansat i. Vedkommende, der udførte masteklatrearbejdet på videoen, sås ikke at have foden indaddrejet ved op- og nedklatring, men derimod udaddrejet. Desuden blev højre og venstre fod anvendt lige meget. Af videoen sås endvidere, at vedkommende ved udførelse af arbejdet i toppen af masten hang dels hvilende med ryggen mod bæltet, og dels i det ene ben med vægten på foden mod masten og næsten strakt ben, mens det andet ben var bøjet i knæet uden at knæet stødte imod masten. Det varierede under arbejdets udførelse, om vedkommende hvilede/støttede på højre eller venstre ben.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den anmeldte lidelse kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme, og § 10, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den lidelse, der var konstateret hos manden (kronisk chondromalaci/bruskforandringer på bagsiden af højre knæskal og kronisk betændelse i senen, der gik fra højre knæskals spids), ikke var optaget i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Begrundelsen for afgørelsen var endvidere, at der efter Ankestyrelsens vurdering ikke var lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem mandens type lidelse (kronisk chondromalaci og kronisk betændelse i en knæskalssene) og de arbejdsmæssige påvirkninger, som han havde været udsat for. Lidelsen kunne derfor ikke anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led.

Begrundelsen for afgørelsen var endelig, at mandens arbejde i perioden 1973-92, hvor han var beskæftiget med mastearbejde, efter Ankestyrelsens vurdering ikke havde indebåret en sådan tilstrækkelig særlig påvirkning og belastning af højre knæ, at det kunne antages at medføre en særlig risiko for udvikling af chondromalaci i knæet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at mastearbejdet i perioden 1973-88 en stor del af arbejdstiden indebar dels op- og nedklatring i høje master, hvilket havde belastet både højre og venstre knæ, og dels især udførelse af arbejde i masternes top, hvor manden overvejende havde hvilet med ryggen mod bæltet og med vægten på højre fod mod masten, angiveligt med højre knæ næsten strakt.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at mandens arbejde i perioden 1988-92 indebar, at han ca. 3

måneder årligt deltog i eftersyn af højspændingsmaster, hvor han klatrede op i ca. 15 master dagligt, foretog et kortvarigt eftersyn og klatrede ned igen, hvilket havde belastet både højre og venstre knæ.

Ved vurderingen var der desuden lagt vægt på, at hverken op- og nedklatringen eller udførelsen af arbejdet i toppen af masterne havde indebåret en mekanisk påvirkning af højre knæ, og at arbejdet måtte anses for at have indebåret størst belastning af foden og ryggen.

Endvidere var der lagt vægt på, at efter den nuværende lægelige viden kunne mekaniske påvirkninger af knæskallen og arvelig tilbøjelighed medføre knælidelsen chondromalaci - iøvrigt var årsagerne til lidelsen ukendte.

Hertil kom, at der ikke var en klar tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelsen for masteklatring og mastearbejde og udviklingen af mandens knælidelse. Efter det oplyste startede knæsmerterne angiveligt ved et stødtraume i april 1989, og efter en artroskopi i 1989 mærkede han i årene herefter ikke meget til knæet. Knæsmerterne blev dog langsomt forværret i begyndelsen eller midten af 1990'erne, efter at han i 1992 var overgået til almindeligt lagerarbejde, og i januar 1997 indtrådte der en større forværring i forbindelse med et spark til en kabeltromle.

Det blev bemærket, at mandens tilstand yderligere blev forværret i 1998, og at smerterne efter en ny artroskopi nu var samlet omkring den højre knæskalssene. Ved MR-skanning blev der herefter påvist betændelsesforandringer i senen. Den yderligere forværring kunne dog skyldes arten af indgrebet ved artroskopien i 1997.

Ankestyrelsen fandt det derfor ikke godtgjort, at mandens knælidelse udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art, og lidelsen kunne således heller ikke anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at Arbejdsmedicinsk Klinik havde foretaget en undersøgelse af yderligere 4 masteklatrere fra samme virksomhed, og at det samlede indtryk - selvom der hos 4 af de 5 undersøgte fandtes flere mulige konkurrerende årsagsfaktorer til knælidelsen - var, at masteklatringen havde været en væsentlig årsag til de pågældendes knæproblemer.

Ankestyrelsen var af ovennævnte grunde ikke enig heri. Det blev bemærket, at Ankestyrelsen ikke er bundet af vurderinger fra speciallæger, og at Ankestyrelsen efter loven foretager en selvstændig bedømmelse i hver enkelt sag.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.