Ankestyrelsens principafgørelse R-9-01

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

03-09-2012

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 11, stk. 1, nr. 2, § 9a, stk. 1, nr. 1 og § 9a, stk. 1, nr. 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Note:

Afløst af 120-12

En mand havde i perioden 8. februar - 31. oktober 1998 ophold på et privatdrevet botilbud i A kommune.

Manden blev den 23. januar 1998 noteret som tilknyttet amtets misbrugscenter i A kommune og boede på et værelse hos en bekendt i B kommune.

A kommune anmodede B kommune om refusion for udgifter efter bistandsloven og aktivloven under mandens ophold i botilbuddet.

B kommune afslog at yde refusion, idet kommunen ikke fandt, at boformen var omfattet af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1 nr. 7.

Ved sin afgørelse af 8. februar 2000 tiltrådte det sociale nævn B kommunes afgørelse, idet nævnet fandt, at botilbuddet ikke var en boform, der kunne sidestilles med de boformer, der var nævnt i retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 1-6, herunder heller ikke boformer oprettet efter servicelovens § 94.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at lederens omsorgsmæssige indsats uden medarbejdere med relevant uddannelsesmæssig baggrund ikke fandtes at kunne sidestilles med en boform efter servicelovens § 94.

Nævnet fandt derfor ikke grundlag for i medfør af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 7 at pålægge B kommune at refundere A kommune udgifterne vedrørende manden.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var A kommunes opfattelse, at der i botilbuddet blev arbejdet i overensstemmelse med både servicelovens § 94 samt intentionerne bag denne. Personer bosat i botilbuddet var typisk personer, som var henvist fra forsorgshjem, hvor de ikke havde passet ind, og botilbuddet fremstod således i mange tilfælde som et sikkerhedsnet for forsorgshjemmene i forhold til en bestemt persongruppe.

A kommune anmodede om, at sagen blev optaget principielt og generelt med den væsentlige begrundelse, at det arbejde, der foregik på botilbuddet havde et ligeså systematisk og professionelt skær, som det i øvrigt skete på forsorgshjem og lignende, og at det ikke i denne sammenhæng var væsentligt, om der var ansat lønnet personale eller ej.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den beskrevne institutionstype kunne antages at falde ind under retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 7, og dermed var omfattet af det institutionsbegreb, der gav adgang til refusion.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune skulle yde refusion til A kommune for udgifter til manden under dennes ophold i botilbuddet i perioden 8. februar - 31. oktober 1998.

Begrundelsen for afgørelsen var for så vidt angik perioden 8. februar til 30. juni 1998, at botilbuddet måtte betragtes som en "lignende behandlingsinstitution" i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2´s forstand. Ifølge praksis efter bistandsloven kunne også private institutioner, der opfyldte samme formål, som institutioner oprettet og drevet efter bistandsloven, falde ind under bestemmelsen, jf. SM O-65-94. Refusion efter denne del af § 11 forudsatte ikke medvirken fra en tidligere opholdskommune eller anden offentligt myndighed.

Begrundelsen for afgørelsen var for så vidt angik perioden 1. juli til 31. oktober 1998, at botilbuddet som boform fandtes at høre under retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 7, og dermed gav opholdskommunen ret til at få sine udgifter til manden refunderet af B kommune, hvorfra han flyttede til botilbuddet i A kommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at botilbuddet trådte i stedet for og kunne sidestilles med et forsorgshjem efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 1, nr. 1, og servicelovens § 94. Botilbuddet anvendtes til at opfylde samme behov, som et forsorgshjem.

Det fremgik af botilbuddets projektbeskrivelse, at det var et åbent bofællesskab uden forudgående visitation. Folk flyttede ind og ud ligesom på et forsorgshjem eller herberg. Målgruppen var hjemløse med adfærds- og misbrugsproblemer, kriminelle og andre med psykiske og sociale problemer. Især dem, der var "opgivet af systemet".

Der var samarbejde med både A kommune, amtets misbrugsrådgivning og andre forsorgshjem og herberger i landet, og amtets specialrådgivningsafdeling førte tilsyn med bofællesskabet.

Ifølge lovbemærkningerne til § 9a, stk. 1, nr. 7, (lovforslag L 140, 1998-1999), jf. også Socialministeriets Vejledning 2000 om retssikkerhedsloven, tog opsamlingsbestemmelsen i § 9 a, stk. 1, nr. 7, højde for, at der var måder at organisere hjælp på, der kunne sidestilles med de boformer, som direkte var nævnt i § 9 a, stk. 1, nr. 1-6, idet de opfyldte samme behov. Sigtet med reglen var at medvirke til fleksibilitet ved at modvirke, at formelle krav til organisering var en forhindring for at udvikle nye boformer.

Der var således ikke formelle krav til f.eks. personalenormering, aflønningsform og organiseringen af boformen.

Det fremgik endvidere af bemærkningerne, at private boformer også kunne være omfattet af nr. 7.

Efter § 9 a, stk. 1, var det endvidere en forudsætning for refusion, at den tidligere kommune eller "anden offentlig myndighed" havde medvirket til personens ophold i boformen.

Det fremgik af lovbemærkningerne, at medvirken forelå i det tilfælde, hvor lederen af et forsorgshjem indskrev en person på forsorgshjemmet.

Da bofællesskabet kunne sidestilles med et offentligt forsorgshjem, fandt Ankestyrelsen, at lederens indskrivelse af manden i botilbuddet havde samme retsvirkning i relation til refusionsreglen i retssikkerhedslovens § 9a, skt. 1, nr. 7, som hvor lederen af et offentligt forsorgshjem indskrev en person, det vil sige, at kravet om medvirken ansås for opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.