Ankestyrelsens principafgørelse F-6-01

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 27 og § 28, stk. 2, nr. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 40, stk. 2, nr. 1 og § 46, stk. 1

En knap 3-årig pige blev med samtykke fra moderen, der havde forældremyndigheden, i april måned 1999 af kommunen visiteret til en specialinstitution for småbørn. Beslutningen blev truffet i henhold til lov om social service § 40, stk. 2, nr. 1.

Moderen havde forinden haft det psykisk dårligt og var af kommunen bevilget samtaler med psykolog.

Den 28. maj 1999 var moderen til møde med kommunens socialrådgiver, hvor også psykologen deltog. Moderen ønskede pigen hjemgivet.

Kommunens socialrådgiver meddelte, at dette kun kunne accepteres, hvis pigen kom i børnehave på hverdage mellem kl. 9.00 og 15.00, da hun fandt, at pigen havde behov for at blive udviklet med hensyn til socialt samvær med andre børn. Kommunen ville søge pigen opprioriteret til børnehaveplads. Moderen blev orienteret om, at kommunen fandt det nødvendigt at videregive oplysninger om pigens udviklingsbehov og om moderens forhold til den daginstitution, som pigen blev optaget i.

Kommunen meddelte afgørelsen skriftligt i brev af 3. juni 1999, hvor det var anført, at beslutningen om daginstitutionsophold var truffet efter lov om social service § 40, stk. 2, nr. 1, og at sagen ville blive forelagt rådmanden til afgørelse efter lovens § 41, hvis moderen ikke ville efterkomme beslutningen.

Moderen klagede over afgørelsen til det sociale nævn og anførte, at hun var enig i, at pigen skulle i børnehave, men at hun ikke ønskede oplysninger om pigens og hendes forhold videregivet til børnehaven, da hun ønskede, at pigen skulle starte på lige fod med andre børn.

Det sociale nævn indhentede fra kommunen en nærmere specifikation af, hvilke oplysninger, kommunen fandt det nødvendigt af videregive.

Kommunen oplyste i brev af 16. august 1999, at kommunen fandt, at pigen havde et væsentligt behov for støtte, hvorfor kommunen havde pligt til at yde hjælp.

De oplysninger, som kommunen fandt det nødvendigt at videregive til daginstitutionen ville være, at pigen havde været anbragt 2 måneder på institutionen, i forbindelse med, at moderen havde det psykisk dårligt, og at det oplevedes, som om moderen havde svært ved at skelne mellem barnets og sine egne behov, således at man på længere sigt måtte frygte, at pigen ikke kunne få plads til at udvikle en selvstændig personlighed.

Desuden ville man på grundlag af institutionens vurdering oplyse, at pigen havde behov for at lære sociale færdigheder blandt andre børn, da hun legede på afstand under opholdet.

Det blev videre anført, at man fandt det nødvendigt med et samarbejde med den kommende børnehave for at føre tilsyn med pigens udvikling og for at sikre, at forholdene i hjemmet var tilfredsstillende, da moderen tidligere havde bevæget sig på grænsen til det psykotiske.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte moderen, at kommunens afgørelse var begrænset til en 6 måneders observationsperiode og at denne periode nu var udløbet. Desuden fandt hun, at reelle grunde talte for, at afgørelsen ikke skulle gennemføres, idet forholdene havde ændret sig væsentligt siden.

Moderen oplyste, at hun var flyttet til en anden kommune, at pigen havde gået i børnehave siden september og at både hun og moderen trivedes.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af, om det var i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 27 og 28, at kommunen som led i en beslutning om hjælpeforanstaltning efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, havde truffet beslutning om, at der skulle videregives oplysninger om rent private forhold til den daginstitution, som barnet skulle optages i.

Ankestyrelsen fandt - ligesom det sociale nævn - at det var berettiget på det da foreliggende grundlag at kommunen traf afgørelse om, at pigen skulle i dagtilbud/børnehave på hverdage fra 9.00 til 15.00. Ankestyrelsen bemærkede, at det fremgik af sagen, at moderen ikke havde været uenig i, at pigen havde behov for at have daglig kontakt med andre børn og derfor var enig i, at hun skulle i daginstitution.

Ankestyrelsen fandt ligeledes - som det social nævn - at det var berettiget på det da foreliggende grundlag, at kommunen i forbindelse med denne afgørelse traf afgørelse om, at der skulle videregives oplysninger om, at pigen havde været anbragt 2 måneder på institution i forbindelse med, at moderen hade det psykisk dårligt, og at det var vurderet, at hun havde svært ved at skelne mellem sine egne behov og pigens behov, således at man frygtede, at der på længere sigt var risiko for, at pigen ikke fik plads til at udvikle en selvstændig personlighed, og at pigen have behov for at udvikle færdigheder i at være sammen med andre børn. Det var dette, som moderen var uenig i.

Begrundelsen for afgørelsen om ophold i daginstitution var, at det ud fra oplysningerne om moderens og pigens forhold, som førte til anbringelsen på institutionen, fandtes berettiget, at kommunen traf afgørelse efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, om ophold i daginstitution, da det fremgik af udtalelse af 18. juni 1999, at pigen havde behov for at udvikle sociale færdigheder i samvær med jævnaldrende.

Begrundelsen for afgørelsen med hensyn til videregivelse af oplysninger var, at det ud fra de da foreliggende oplysninger og det forudgående forløb af hensyn til pigens særlige behov for støtte, jf. servicelovens § 40, fandtes berettiget, at kommunen havde besluttet at videregive de ovennævnte oplysninger til den daginstitution, som pigen skulle optages i, for at formålet med foranstaltningen kunne opnås.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3 kan videregivelse af rent private oplysninger ske, selv om den, som oplysningerne vedrører, ikke giver samtykke, når videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at anvende denne bestemmelse om videregivelse var opfyldt, idet det tjente varetagelsen af pigens tarv og opfyldelsen af formålet med foranstaltningen.

Med hensyn til det, moderen havde anført i klagen til Ankestyrelsen om, at kommunens afgørelse kun kunne have virkning i 6 måneder, bemærkede Ankestyrelsen, at der hverken i kommunens notater om mødet med moderen den 28. maj 1999 eller i afgørelsen af 3. juni 1999 var anført noget om, at der skulle være tale om en 6 måneders periode eller andet, der kunne tolkes som en tidsbegrænsning af afgørelsen.

Efter de regler, der gælder, fremgår det af servicelovens § 46, at foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42a, skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år. Der var således heller ikke her anden tidsbegrænsning end at formålet med foranstaltningen skulle følges op.

Det fremgik imidlertid af sagen, at moderen flyttede til en anden kommune, før end afgørelsen om, at pigen skulle i daginstitution, blev iværksat.

Det var dermed den anden kommune, der som opholdskommune skulle følge op på den første kommunes afgørelse.

Ankestyrelsen stadfæstede med de anførte begrundelser nævnets afgørelse på det da foreliggende grundlag.