Ankestyrelsens principafgørelse C-53-01

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 97, stk. 1, nr. 1, § 97, stk. 1, nr. 2, § 97, stk. 2, nr. 4, § 98, stk. 1, § 98, stk. 2, § 98, stk. 4 og § 98, stk. 6

Hovedstadens Ordblindeskole ansøgte på en da 29-årig mands vegne kommunen om hjælp til en computer, en printer, en scanner, software til syntetisk tale samt andet udstyr, der var nødvendigt for at få tingene til at fungere. Baggrunden for ansøgningen var, at ansøgeren var massivt ordblind. På Hovedstadens Ordblindeskole havde man således efter mange overvejelser måttet opgive tanken om at lære ham at læse. Ansøgeren var ordblind i et sådant omfang, at han i supermarkedet ikke kunne afgøre, om det var den rette flaske shampoo eller type mel, han havde fat i. Aviser, blade og breve fra det offentlige var han ude af stand til at tyde.

Ansøgeren ville dog kunne få mulighed for at kommunikere med og fungere i dagens informationssamfund på anden måde, nemlig ved computerassistance. En computer udstyret med scanner og syntetisk talesoftware ville sætte ansøgeren i stand til at scanne breve, aviser, busplaner, bøger og så videre ind, og et tilknyttet syntetisk taleprogram ville kunne gøre indholdet forståeligt for ham. Selv om det ville være en besværlig proces, så ville ansøgeren ved egen kraft kunne kommunikere med omgivelserne. Ansøgerens ordblindhed var så massiv, at man på Hovedstadens Ordblindeskole langt fra hvert år stødte på en person med et så massivt handicap. Det var en overordentlig sjælden begivenhed.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med henvisning til, at der ikke hos ansøgeren forelå et alvorligt synshandicap eller manglende evne til at kunne skrive. Ansøgeren påklagede kommunens afgørelse til nævnet, der hjemviste sagen med den begrundelse, at afslag på hjælp til computer m.v ikke kunne begrundes med henvisning til, at hjælp kun kunne ydes i tilfælde af bestemte handicap. Kommunen måtte således bl.a foretage en konkret vurdering af, om hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af ansøgerens nedsatte funktionsevne og således i væsentlig grad lette hans daglige tilværelse eller være nødvendigt for, at han kunne udøve et erhverv.

Kommunen traf herefter en ny afgørelse, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på det ansøgte. Begrundelsen var, at bestemmelsen om, at hjælpemidlerne ville betyde en væsentlig lettelse i dagligdagen, ikke var opfyldt. Det var kommunens opfattelse, at et egentligt kommunikationsproblem skulle forstås således, at man på grund af nedsat funktionsevne havde talebesvær eller manglende tale og derfor havde behov for en talemaskine eller en personlig computer, der gjorde det muligt at kommunikere med omverdenen. Kommunen mente, at ansøgerens handicap ikke betød, at han ikke kunne kommunikere med sine omgivelser og omverdenen. Ansøgeren kunne således kommunikere verbalt, følge med i samfundet via radio og TV, ligesom der var ydet hjælp til en læsebåndoptager. Endelig henviste kommunen til, at der kunne ydes hjælp i en revalideringssituation, men at det var oplyst at et revalideringsforløb var afbrudt.

Ansøgeren påklagede kommunens afgørelse til nævnet, der fandt, at ansøgeren efter en samlet konkret vurdering af hans funktionsevne kunne være omfattet af den personkreds, der kan modtage støtte til hjælpemidler og køb af forbrugsgoder i henhold til §§ 97 og 98 i lov om social service. Nævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgerens behov for kommunikation var så væsentligt, at der var grundlag for at pålægge kommunen at yde støtte til det ansøgte. Nævnet fandt således ikke, at de ansøgte hjælpemidler i væsentlig grad kunne lette ansøgerens daglige tilværelse i hjemmet.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på de foreliggende oplysninger om ansøgerens behov for kommunikation, herunder at han aktuelt modtog kontanthjælp. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren allerede havde fået hjælp i form af en læsebåndoptager.

Nævnet bemærkede, at ansøgeren påny ville kunne søge om hjælp til computer og standard software i forbindelse med, at han påbegyndte et arbejde eller i forbindelse med revalidering.

I ansøgerens klage til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse var det bl.a anført, at ansøgeren ikke fandt det fyldestgørende for sine muligheder for almen kommunikation at have en læsebåndoptager.

Det var endvidere fremhævet, at ansøgerens læsevanskeligheder var uden hensyn til, om han var på kontanthjælp eller i en arbejdssituation. Ansøgerens ordblindhed havde altid hindret ham i at opnå fodfæste på arbejdsmarkedet og dermed selvforsørgelse. Ansøger kunne ikke læse eller skrive og havde et kommunikationsproblem i alle forhold.

Endvidere var det anført, at det måtte være et almindeligt krav i nutidens samfund at kunne kommunikere med omverdenen på skrift og ved læsning. Ansøgeren fandt det meget uværdigt at være afhængig af andre personer i almindelige kommunikationsforhold.

Endvidere var det anført, at kommunikationsproblemer var andet end egentligt talebesvær. I et skriftsamfund var det således ikke muligt at kommunikere med omverdenen, hvis man ikke kunne læse eller skrive. Ansøgers revalideringsforløb blev netop afbrudt på grund af kommunikationsproblemer.

Endelig var det anført, at ansøgeren anså sagen for at være af stor betydning for ham selv, men den havde også principielle og generelle aspekter for alle ordblinde, hvis man havde til mål at ligestille disse med det mål at opnå ordinær beskæftigelse og selvforsørgelse via brug af hjælpemidler.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af svær ordblindhed i forhold til den ansøgte hjælp til kommunikationsudstyr efter §§ 97 og 98 i lov om social service.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren efter en samlet konkret vurdering af hans funktionsevne som massivt ordblind var omfattet af den personkreds, der kan modtage støtte til hjælpemidler og køb af forbrugsgoder i henhold til §§ 97 og 98 i lov om social service.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøgeren var berettiget til hjælp til køb af computer med standardsoftware og printer med 50% egenbetaling efter § 98, stk. 1, jf. stk. 4, i lov om social service og § 19, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen fandt også, at ansøgeren var berettiget til hjælp til anskaffelse af særlige informationsteknologiske hjælpemidler i form af en scanner, software til syntetisk tale samt andet nødvendigt udstyr efter § 97, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om social service sammenholdt med § 2, stk. 2, nr. 4, § 2, stk. 3 og § 1, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøgerens meget svære ordblindhed (dysleksi) fandtes at medføre en varig nedsættelse af hans funktionsevne, der i væsentlig grad kunne afhjælpes og hvor den daglige tilværelse kunne lettes ved det ansøgte udstyr.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge ansøgningserklæring fra Hovedstadens Ordblindeskole af 23. november 1998 var massivt ordblind, og man havde efter mange overvejelser måttet opgive tanken om at lære ham at læse. I supermarkedet kunne han ikke afgøre, om det var den rette flaske shampoo eller type mel, han havde fat i, og aviser, blade og breve fra det offentlige var han ude af stand til at dechifrere. Det var ensbetydende med at han på mange måder var udenfor samfundet. Det var endvidere oplyst, at det er overordentligt sjældent, at ordblindheden er så massiv.

Begrundelsen for, at ansøgeren var berettiget til hjælp til køb af computer med standard software og printer med 50% af købsprisen var, at computeren og printeren sammen med det ansøgte specialudstyr fandtes i væsentlig grad at kunne afhjælpe de varige følger af hans ordblindhed og i væsentlig grad lette hans daglige tilværelse, men at computeren og printeren måtte betragtes som forbrugsgoder efter servicelovens § 98, stk. 1, jf. stk. 4, samt § 1, stk. 2, 2. pkt. i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at betingelsen i § 98, stk. 6, i lov om social service, jf. § 19, stk. 3, i ovennævnte bekendtgørelse, hvorefter hjælpen omfatter den fulde anskaffelsespris, hvis forbrugsgodet på grund af den nedsatte funktionsevne udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, ikke var opfyldt i ansøgerens tilfælde.

Den ansøgte computer og printer havde således for ansøgeren en forbrugsgodeværdi, idet computerens anvendelsesmuligheder for bl.a at lagre og genanvende data, afspilning af musik-cd, mulighed for adgang til at sende og modtage elektronisk post samt adgang til internettet samt muligheden for at udskrive tekst, der er færdigbehandlet på computeren, havde samme forbrugsgodeværdi for en massivt ordblind som for en ikke-ordblind.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at ansøgeren på grund af sin ordblindhed ikke ville kunne benytte samtlige af computerens og printerens funktioner, men Ankestyrelsen fandt ikke, at dette kunne give anledning til en anden vurdering.

Begrundelsen for, at ansøgeren var berettiget til hjælp til anskaffelse af en scanner, software til syntetisk tale samt andet nødvendigt udstyr var, at der var tale om særlige informationsteknologiske hjælpemidler, som i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af hans ordblindhed og i væsentlig grad lette hans daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det efter sagens oplysninger drejede sig om kommunikationshjælpemidler, herunder specialprogrammer og andet særligt tilbehør til personlige computere, der kunne afhjælpe det kommunikationshandicap, der fulgte af ansøgerens massive ordblindhed, jf. § 2, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ifølge ansøgningserklæring af 23. november 1998 fra Hovedstadens Ordblindeskole med den ansøgte computer udstyret med scanner og syntetisk tale-software ville blive i stand til at scanne breve, aviser, busplaner, bøger m.v. ind, og et tilknyttet syntetisk taleprogram ville kunne gøre indholdet forståeligt for ham. Selv om det ville være en besværlig proces, ville han ved egen kraft kunne kommunikere med omgivelserne, hvilket han på grund af sin ordblindhed ikke var i stand til uden det ansøgte udstyr.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.