Ankestyrelsens principafgørelse R-12-01

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 3, stk. 1 og § 3, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 102, stk. 2

En far ansøgte første gang i juli 1994 om en lejlighed gennem kommunens boliganvisning. Familien havde 3 børn herunder en svært handicappet datter. I ansøgningen noteredes det, at der ønskedes en stuelejlighed med et stort badeværelse og et stort køkken. Den 18. maj 1995 meddelte kommunen, at familiens boligsag havde fået 1. prioritet i det daværende boligformidlingsudvalg.

I perioden oktober 1995 til og med januar 1996 blev familien tilbudt 3 lejligheder, hvoraf de to var beliggende på stueetagen og den 3. på 5. sal. Familien afslog tilbudene, da man ikke fandt at boligerne var handicapvenlige. Familien meddelte i januar 2000 kommunen, at man ikke ønskede at få flere tilbud, før kommunen selv, ud fra tegninger, havde vurderet, at lejligheden kunne bruges. I marts 1996 anmodede kommunen angivelig efter aftale med familien - om, at familiens ansøgning i bolig- formidlingsudvalget blev stillet i bero. Familien var ikke enig i, at man havde anmodet om dette.

I april 1999 rettede familien på ny henvendelse til kommunen og meddelte, at der måtte komme en løsning på familiens boligproblem. I august 1999 fik familien tilbudt en 3-værelses lejlighed på 3. sal. Efter december 1999 vurderede en ergoterapeut en boligs egnethed konkret i forhold til familiens behov.

Kommunen traf i november 1995 afgørelse om afslag på hjælp til anskaffelse af ejerbolig efter bistandslovens § 48, idet kommunen fortsat arbejdede på at finde egnet lejebolig.

Kommunen traf den 7. marts 2000 afgørelse om at yde familien økonomisk hjælp til dækning af udgifter til anskaffelsen af en anden bolig, i henhold til servicelovens § 102, stk. 2.

Ved afgørelsen blev der bl.a. lagt vægt på, at kommunens anvisningsmuligheder af en egnet bolig konkret til ansøger og dennes familie måtte antages at være udtømte.

Det sociale nævn fandt ved sin afgørelse, at kommunen burde have fastsat en frist for, hvor lang tid der måtte gå, inden der skulle være truffet en afgørelse vedrørende anvisning af ny bolig.

Nævnet lagde herved til grund, at kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at kommunen skal fastsætte en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Det blev i afgørelsen bemærket, at nævnet alene kan påse, om der er fastsat en frist for den pågældende sagstype, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt.

Det blev yderligere bemærket, at en klage, der vedrører sagsbehandlingens tilrettelæggelse eller ekspeditionsfejl, ikke kan behandles af nævnet, men kan indgives til borgmesteren.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at sagen ønskedes behandlet som en principiel klage over kommunens sagsbehandling. En afklaring af kommunernes forpligtelse ville kunne give en bedre sagsbehandling til meget stor gavn for forældre til handicappede børn.

Ansøger fandt, at den sagsbehandling man havde været udsat for, var meget tæt på totalt at opløse familien. At dette ikke skete, skyldtes udelukkende, at man heldigvis var stærke nok til at kæmpe den kamp, det havde været.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en fortolkning af retssikkerhedslovens § 3, herunder hvilken kompetence de sociale nævn og Ankestyrelsen har i forhold til bestemmelsen.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ved ikke at fastsætte en frist for sagsbehandlingen, jf. retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, havde handlet i strid med loven.

Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at handicapcenterchefen i brev af 18. april 2000 havde oplyst, at kommunen endnu ikke havde fastsat en tidsfrist i forbindelse med anvisning af ny bolig, jf. serviceloven § 102, stk. 2.

Ved Ankestyrelsens vurdering blev der lagt vægt på, at efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, 1. pkt., er det et absolut krav, at kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. At det er i strid med loven ikke at fastsætte en tidsfrist står herudover direkte i lovbemærkningerne til § 3, stk. 2.

En frist skulle således være fastsat, da faderen den 8. april 1999 rettede henvendelse til kommunen.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunens sagsbehandling ikke opfyldte kravet i retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, hvorefter spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Ved denne vurdering blev der bl.a. lagt vægt på, at der ifølge kommunens egne oplysninger til sagen gik 11 måneder fra henvendelsen den 8. april 1999 til kommunen traf afgørelse samt, at det først var efter december 1999, at en ergoterapeut vurderede en boligs egnethed konkret i forhold til ansøgeren og dennes families behov.

Der blev herudover lagt vægt på, at det følger af retssikkerhedslovens § 4, at sagsbehandlingen skal tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren kan medvirke ved behandlingen.

Kommunen burde, efter samråd med ansøgeren, på et tidligt tidspunkt have fastsat nogle retningslinier for, hvilke krav en ny bolig skulle opfylde for at være egnet bolig for ansøger og dennes familie fx om det var nødvendigt, at boligen var beliggende på gadeplan, som der var ansøgt om.

Ankestyrelsen fandt, at Ankestyrelsen og de sociale nævn som ankeinstanser, hvor der er truffet en materiel afgørelse, som ankeinstanserne har kompetence til at tage stilling til, kan påse at ovennævnte bestemmelser er overholdte.

Det følger dog bl.a. af lovforslaget til retssikkerhedsloven, at der ikke er særlige sanktionsregler knyttet til § 3. Ankestyrelsen havde således ikke hjemmel til at træffe afgørelse om en sanktion på grund af kommunens overtrædelse af ovennævnte lovregler.

Borgeren havde imidlertid en mulighed for at rette henvendelse til de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, som ville kunne gå ind i en bedømmelse af en overtrædelse af bestemmelsen.

Ankestyrelsen havde, ved en kopi, informeret Socialministeriet om afgørelsen i sagen.

Det kunne herudover vejledende oplyses, at klager over fx personalets optræden, sagsbehandlingens tilrettelæggelse og ekspeditionsfejl behandles af den pågældende myndigheds ledelse. Ankestyrelsen havde bemærket, at faderen havde gjort brug af denne klagemulighed ved i november 1995 og juni 1999 at kontakte borgmesteren.

Om klage over lang sagsbehandlingstid bemærkedes, at en helt uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid vil kunne sidestilles med et afslag med den virkning, at klageinstansen kan behandle sagen. Dette er bl.a. beskrevet i Ankestyrelsens klagevejledning på det sociale område.

Endelig bemærkedes, at Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til sagsbehandlingen før 1999. Dette skyldes, at det beroede på en bevismæssig vurdering, om det var aftalt mellem ansøger og kommunen, at sagen blev sat i bero i 1996. Retssikkerhedsloven var herudover ikke trådt i kraft på dette tidspunkt. Før retssikkerhedslovens ikrafttræden fulgte det alene af god forvaltningsskik, at myndigheden skulle træffe en afgørelse hurtigst mulig. Ankestyrelsen vurderede derfor henvendelsen til kommunen i april 1999 som en ny ansøgning om hjælp, og vurderede ansøgningen efter reglerne i retssikkerhedsloven.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse, men med en noget ændret begrundelse.