Ankestyrelsens principafgørelse P-8-01

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 68, stk. 1

Ansøgeren var en 41-årig kvinde, der tidligere i 1990 havde fået afslag på ansøgning om førtidspension, tiltrådt af Ankestyrelsen. I september 1994 tilkendte kommunen hende forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1. med kontrol efter 2 år.

Hun klagede over denne afgørelse og revaliderings- og pensionsnævnet traf den 28. april 1995 beslutning om tilkendelse af mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 1 med virkning fra 1. september 1993.

En ny ansøgning om pensionsforhøjelse blev indgivet den 15. januar 1996 og kommunen indstillede, at der kunne tilkendes højeste førtidspension.

Ved efterfølgende afgørelse af 13. juni 1997 meddelte revaliderings- og pensionsnævnet afslag på forhøjelse. Ankestyrelsen tiltrådte denne afgørelse den 12. august 1997.

Kommunen traf en ny afgørelse den 2. februar 1999 om afslag på forhøjelse af mellemste førtidspension.

På baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 rettede ansøgeren henvendelse til kommunen med anmodning om genoptagelse af sin pensionssag. Kommunen behandlede sagen og meddelte ved afgørelse af 18. april 2000, at hun var berettiget til højeste førtidspension efter lovens § 14, stk. 1 med virkning fra 1. februar 1996.

Ansøgeren klagede og gav udtryk for, at der var enighed i, at ansøgeren var berettiget til højeste førtidspension, men at man ønskede alene at klage over tilkendelsestidspunktet, som man mente skulle være fra 1. september 1993. Der blev henvist til at revaliderings- og pensionsnævnet tidligere havde ændret kommunens afgørelse, således at der blev tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra 1. september 1993.

Det sociale nævn traf afgørelse den 22. maj 2000 og bemærkede, at nævnet ikke tog stilling til tilkendelsestidspunktet uden samtidig stillingtagen til pensionsberettigelsen. Nævnet henviste til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 68, stk. 1, hvoraf det fremgik at nævnet under sagsbehandlingen ikke var bundet af parternes påstande.

Sagen blev antaget til principiel behandling af spørgsmålet om en anke kunne begrænses til alene at omfatte spørgsmålet om tilkendelsestidspunktet. Samtidig behandlede Ankestyrelsen sagen med henblik på afklaring af hvilken myndighed, der havde kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at genoptage en sag på baggrund af Højesteretsdommen af 22. december 1999.

Ved behandlingen af en klage over en afgørelse om førtidspension, kunne det sociale nævn og Ankestyrelsen tage stilling til såvel pensionstilkendelsen som fra hvilket tidspunkt pensionen i givet fald kunne tilkendes.

Klageren kunne således ikke begrænse klagemyndighedens efterprøvelse til alene at angå tilkendelsestidspunktet.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at styrelsen og de sociale nævn ikke var bundet af parternes påstande og var uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen i den enkelte sag, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 68, stk. 1.

Bestemmelsen om Ankestyrelsens uafhængighed var en videreførelse af tidligere tilsvarende bestemmelser i den sociale styrelseslov og i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Af forarbejderne til tidligere lov om Den Sociale Ankestyrelse fremgik det, at styrelsens afgørelse kunne gå ud på afvisning, stadfæstelse, ophævelse eller ændring af den påklagede afgørelse, og at styrelsen ikke var bundet af parternes påstande.

Dette indebar, at der skulle træffes en korrekt afgørelse i forhold til lovgivningen og praksis, også selv om den ville være til ugunst for klageren.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der var en sådan sammenhæng mellem bedømmelsen af, om lovens betingelser for at tilkende pension var opfyldt, og fra hvilket tidspunkt betingelserne var opfyldt, at bedømmelsen måtte foretages samlet, jf. lov om social pension § 33, stk. 2, 2. pkt., hvorefter pensionen tidligst kunne udbetales fra den 1. i måneden efter, at betingelserne for tilkendelse af pension var opfyldt.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik dette spørgsmål.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunen havde haft kompetence til at genoptage og ændre kommunens egen afgørelse af 2. februar 1999 på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 i en sag om førtidspension. Kommunen havde derimod ikke kompetence til at genoptage ansøgerens tidligere pensionssag og tilkende højere førtidspension med virkning fra 1. februar 1996. Kommunen havde herved som underordnet myndighed ændret Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 12. august 1997, hvorefter ansøger ikke var fundet berettiget til højeste førtidspension. Afgørelsen om genoptagelse af denne sag burde være truffet af Ankestyrelsen, og kommunens afgørelse var således som udgangspunkt ugyldig på grund af kommunens manglende kompetence.

Efter den forvaltningsretlige litteratur, jf. Poul Andersen, Forvaltningsret p. 294, ville en begunstigende forvaltningsakt dog undtagelsesvis kunne anses for gyldig trods denne form for inkompetence.

Ankestyrelsen fandt efter de helt særlige omstændigheder i ansøgers sag ikke grundlag for at erklære kommunens afgørelse af 17. april 2000 for ugyldig. Der skete således ingen ændringer i den højeste førtidspension, hun havde fået beregnet og udbetalt med virkning fra 1. februar 1996.