Ankestyrelsens principafgørelse C-14-01

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 28, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 44

Note:

*) Se også SM O-34-99

Sagen vedrørte en ansøgning om betaling af en computer til et barn født i 1992. Det fremgik, at barnet var en normal begavet dreng med cerebral parese. Han havde et meget dårligt syn (20/100), skelede meget og havde svært ved at fokusere. Drengens hørelse var i orden og hans sprog var veludviklet. Han brugte kørestol, som han selv kunne skubbe. Han kunne sidde på en almindelig stol og gå ved voksenhjælp. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vurderede drengens handicap var af vidtgående karakter i henhold til folkeskolelovens § 20, stk. 2 om specialundervisning.

På baggrund af en syns- og computerafprøvning konkluderede kommunens hjælpemiddelafdeling, at EDB-udstyret skulle gøre det lettere for ham at udvikle de førskolefærdigheder, alle børn har brug for at udvikle før skolealderen. Det drejede sig om kognitive funktioner som billedforståelse og begrebsforståelse m.v. Hjælpemiddelafdelingen havde på baggrund heraf givet afslag efter dagældende bestemmelse i bistandsloven § 58 om hjælpemidler. Kommunen vurderede ansøgningen efter dagældende bestemmelse i bistandslovens § 48 om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, og gav ligeledes afslag, da drengens handicap ikke forhindrede ham i at deltage i aktiviteter af anden art. Ansøgningen blev ligeledes vurderet efter folkeskolelovens bestemmelser af Amtskommunen samt efterfølgende af Undervisningsministeriet. Begge instanser meddelte afslag på ansøgningen.

Faderen henviste til, at man i følge kommunens papirer betragtede hans søn som vidtgående handicappet. Han krævede hjælp til alt, hvad han skulle foretage sig. Han var ikke i stand til at gå og kunne ikke selv komme hverken op i eller ned af sin kørestol. På grund af hans dårlige syn og motoriske handicap, kunne han endvidere ikke sidde og tegne/lege som andre børn. Det blev anført, at han med en computer kunne få nogle oplevelser i stil med børn uden handicap. Han ville kunne se billeder på computerskærmen af sig selv, familien m.fl., som børn uden handicap med stor fornøjelse ser på i almindelige fotoalbum. Såfremt han ikke var handicappet, ville han være i stand til at spille på en Nintendo ligesom sin storebror. På den baggrund mente forældrene, at der var tale om en merudgift.

Det fremgik i øvrigt af sagen, at der i medfør af bistandslovens § 48 var bevilget transport til handicapridning, at han ikke selv kunne cykle, og at familien derfor var bevilget en tandemcykel.

Nævnet fandt, at forældrene var berettiget til en computer til deres søn, jf. servicelovens § 28.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at efter en vurdering af de foreliggende oplysninger om sagens omstændigheder, herunder faderens egne ubestridte udtalelser om sønnens fritidsmuligheder i en tilværelse, der var begrænset af hans handicap, var en computer i dette tilfælde en nødvendig udgift ved forsørgelsen. Nævnet henviste til principperne i SM O-34-99, hvorefter en computer efter en konkret vurdering kunne anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en 8-årig dreng.

Kommunen klagede og anførte, at det ikke tidligere har været praksis, at bevilge til yderligere fritidsaktiviteter som aflastning i henhold til servicelovens § 28, når barnets nedsatte funktionsevne ikke forhindrede det i at deltage i fritidsaktiviteter, hvor en computer ikke indgik som nødvendigt tilbehør for fritidsaktiviteten.

Det anførtes i forhold til SM O-34-99, at der i aktuelle sag ikke var bevilget spil som nødvendigt tilbehør, som afledte behov for bevilling af computer som aflastning efter servicelovens § 28.

Dernæst anførte kommunen, at målgruppen måtte være en mindre del af den målgruppe, der modtager hjælp til merudgiftsydelse, idet det formodes at være en yderligere forudsætning for at være berettiget til bevilling af en computer som aflastning, at det drejer sig om de tilfælde, hvor det er en naturlig følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet/den unge har behov for computer i hjemmet.

Kommunen ønskede en præcisering af, hvornår barnets/den unges nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne berettiger til dækning af merudgiftsydelse til computer, da nævnet med sin afgørelse bredte den ud til "alle" børn/unge med rimeligt svære funktionsnedsættelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere afgrænsning af, i hvilke tilfælde udgift til en computer må anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, jf. servicelovens § 28. Sagen blev antaget som supplement til SM O-34-99.

Ankestyrelsen fandt ikke, at barnets forældre var berettiget til økonomisk støtte til en computer i medfør af servicelovens § 28 om merudgifter ved forsørgelsen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at selvom barnet kunne have nytte af en computer, så kunne udgiften til en computer i hans tilfælde ikke anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at barnet havde et behov for en computer til eget personligt brug, som det var nødvendigt at tilgodese. Ankestyrelsen fandt heller ikke, at hans muligheder for beskæftigelse i fritiden ved hjælp af en computer indebar merudgifter ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på beskrivelsen af hans dårlige syn og motoriske handicap § men intellektuelt alderssvarende § hvorefter han kunne deltage i aktiviteter som f.eks. handicapridning. Den omstændighed at han ikke som andre børn kunne sidde og tegne/lege, se i fotoalbum eller spille på Nintendo fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde bevilling af computer.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at 82% af børnefamilier med børn i alderen fra 7-15 år (1998), i følge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, har computer i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om en merudgift vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn omfattet af personkredsen har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om nødvendige merudgifter vægt på, at det ligeledes af forarbejderne fremgår, at der bag bestemmelsen ligger flere hensyn. Således hensynet til børns mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne og hensynet til at hindre, at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.

Om principperne i SM O-34-99, hvorefter en computer efter en konkret vurdering kunne anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en 8-årig, bemærkede Ankestyrelsen at det i den pågældende afgørelse er fremhævet, at en computer efter en konkret vurdering måtte anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ved vurderingen af, hvorvidt der var tale om en nødvendig merudgift ved forsørgelsen lagde Ankestyrelsen særlig vægt på oplysninger om, at bevilling af en computer ansås for at være nødvendigt for at forældrene bedre var i stand til at beholde barnet i hjemmet trods den sygdomsbetingede meget belastende adfærd. Derudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at det i den konkrete sag fandtes nødvendigt med en computer til barnets eget personlige brug.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen traf samtidig afgørelse om, at forældrene ikke skulle tilbagebetale det beløb, der efter nævnets afgørelse var bevilget til en computer.