En kommune gav en 76-årig tabletbehandlet diabetiker afslag på en ansøgning om betaling af op til 150 teststrimler og fingerprikker årligt. Kommunen anførte som begrundelse for afslaget, at der ikke var lovgrundlag for ydelse af det ansøgte. Kommunen oplyste desuden, at der kun kunne bevilges hjælp såfremt sukkersygen var opstået i en relativ ung alder - før 65 års alderen.
Det fremgik af sagen, at ansøger var 69 år, da han fik konstateret sukkersyge. Af de lægelige oplysninger fremgik, at ansøger var velbehandlet på diæt og tabletbehandling. Lægen anbefalede, at ansøger regelmæssigt foretog blodsukkermålinger og såfremt der var muligheder for tilskud til dette udstyr, kunne lægen kun anbefale det.
Kommunen henviste i et brev til nævnet bl.a. til Socialministeriets skrivelser af 8. februar og 15. maj 2000, hvor der var givet udtryk for, at kommunerne ved bevilling skulle forudsætte, at patientens
sygdom var diagnosticeret i en relativ ung alder. I skrivelsen fra maj var anført, at Diabetesforeningen tidligere havde oplyst, at foreningen forventede, at aldersgrænsen ville blive sat ved 65 år. Kommunen skulle således iflg. bekendtgørelsen og de udsendte vejledninger i samråd med lægerne skønne om begreberne "relativ ung alder" og "restlevealder" ved regelmæssig måling af blodsukker. Dette så kommunen sig ikke i stand til, hvorfor afgørelsen blev truffet på grundlag af Diabetesforeningens egne oplysninger om, at de forventede, at aldersgrænsen blev sat ved 65 år.
Nævnet stadfæstede kommunes afgørelse. Nævnet lagde særlig vægt på, at det ikke kunne anses for godtgjort, at jævnlig blodsukkermåling var påkrævet. Det var nævnets opfattelse, at lægelig anbefaling af blodsukkermåling ikke i sig selv indebar, at denne var påkrævet.
I klagen var det bl.a. anført, at ansøgning om støtte til teststrimler og fingerprikker skyldtes et ønske om at kunne holde øje med sukkersygen og dermed mindske risikoen for senkomplikationer. Det anførtes, at nævnet var enig med Diabetesforeningen i, at der ikke ses at være hjemmel til at give afslag med henvisning til, at lidelsen ikke er diagnosticeret i en relativ ung alder. Nævnet har ikke i sagen taget stilling til, om denne betingelse har været opfyldt. Afslutningsvis anførtes, at når lægen anbefalede, at der foretoges hjemmemåling af blodsukker, måtte det vel betragtes som påkrævet.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt en lægelig anbefaling var tilstrækkelig til at udløse tilskud til op til 150 stk. teststrimler og fingerprikker årligt, jf. § 10, stk. 3 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. Sagen blev desuden behandlet med henblik på afklaring af, hvorvidt der af § 10, stk. 3 i nævnte bekendtgørelse kunne udledes en forudsætning om, at patientens sygdom var diagnosticeret i en relativ ung alder.
