Ansøger indgav ansøgning om dansk folkepension på grundlag af optjent bopælstid i Danmark. Ved ansøgningen var hun canadisk statsborger og havde bopæl i et andet EU-medlemsland end i Danmark. Hun var gift med en dansk statsborger.
Ansøger var dansk statsborger og havde bopæl og beskæftigelse i Danmark, indtil hun i marts 1968 udrejste til Canada som 35-årig. Fra 1968 til 1983 havde hun bopæl og var arbejdstager i Canada. Hun søgte om canadisk statsborgerskab, så snart den lovpligtige frist for tildeling af statsborgerskab, 5 års ophold i Canada, var udløbet. Hun fik tildelt canadisk statsborgerskab i april/maj 1973. Hun fik på ny bopæl og beskæftigelse som arbejdstager i Danmark fra 1983. Hun bevarede det canadiske statsborgerskab. I 1985 blev hun gift med en dansk statsborger, men bevarede fortsat sit canadiske statsborgerskab. Ansøgeren flyttede sammen med sin ægtefælle i 1989 til en andet EU-medlemsland og under bopæl der søgte hun om dansk folkepension den 19. april 1999.
Sikringsstyrelsen traf afgørelse om afslag på pension, idet hun var canadisk statsborger og derfor ikke var omfattet af personkredsen i EF-forordning nr. 1408/71.
Hun var heller ikke omfattet af konventionen mellem Danmark og Canada om social sikring. Konventionens personkreds er danske og canadiske statsborgere med bopæl i Danmark eller Canada.
Ankestyrelsen tiltrådte Sikringsstyrelsens afgørelse.
På baggrund af anbringender om, at ansøgeren havde ret til pension i medfør af EF-forordning nr. 1408/71 enten selvstændigt eller som familiemedlem til en arbejdstager, har Ankestyrelsen genoptaget sagen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på fortolkning af EF-forordning nr. 1408/71 art. 2, stk. 1 i relation til pensionslovens § 2.
Under sagen har Ankestyrelsen modtaget udtalelser fra Socialministeriet og fra Kammeradvokaten.
Kammeradvokaten har i den forbindelse navnlig henledt opmærksomheden på, at Domstolen udover Belbouab-dommen (10-78) har fortolket art. 2 i EF-forordning 1408/71 i dommen af 14. november 1990 i sag C, 105-89, Buhari (Saml. 1990 I, side 4211).
Kammeradvokaten har særligt bemærket, at Domstolen i denne sag vedrørende den anden betingelse i art. 2, stk. 2 i forordning 1408/71 om statsborgerskab gentog det, den allerede havde fastslået i Belbouab-sagen, nemlig at betingelsen skal fortolkes således, at arbejdstageren skal være statsborger i en medlemsstat på det tidspunkt, hvor han er beskæftiget, betaler bidrag for forsikringsperioder og erhverver hertil svarende rettigheder, og at kravet om statsborgerskab skal bedømmes således, at det afgørende er det tidsrum, hvori arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende udøvede sit erhverv (præmis 17 og 18).
Domstolen tilføjede, at:
"Denne statsborgerskabsbetingelse kan ikke anses for at være opfyldt i et tilfælde, hvor den pågældende på det tidspunkt, da han var beskæftiget og betalte bidrag, var statsborger i en stat, som endnu ikke var medlem af Fællesskabet, og hvor han mistede sit statsborgerskab i denne stat, før den tilstrådte som medlem" (præmis 19).
"Herved må der henvises til, at Domstolen allerede, jf ovennævnte dom i Bebouab-sagen, har kendt for ret, at forordningen til gennemførelse af EØF-kontrakten art. 51 skal fortolkes i lyset af den målsætning, der søges virkeliggjort i art. 51, som er gennmført af den størst mulige frie bevægelighed for vandrende arbejdstagere i fællesmarkedet (præmis 20)".
