Ankestyrelsen fandt, at det var uden betydning for eventuel hjælp til køb af en hvilestol, at stolen kunne købes hos en almindelig møbelforhandler. Ligeledes fandt Ankestyrelsen, at en stol, som kunne købes hos en almindelig møbelforhandler, ikke alene af den grund kunne anses for at være "sædvanligt indbo", hvortil der ikke kan ydes hjælp.
Begrundelsen herfor var, at det fremgik af lov om social service § 98, stk. 1, at kommunen yder hjælp til forbrugsgoder, når betingelserne i § 97, stk. 1 om hjælpemidler er opfyldt, med mindre der er tale om forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Efter § 97, stk. 1, kan hjælp ydes, hvis der er tale om personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller er nødvendig for at man kan udøve et erhverv.
Begreberne hjælpemidler og forbrugsgoder er nærmere defineret i § 1, stk. 2, i Social-ministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. Det fremgår heraf, at hjælpemidler omfatter produkter der er fremstillet m.h.p. at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, mens forbrugsgoder er defineret som produkter, der er fremstillet og forhandles bredt m.h.p. sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Det fremgår således direkte af lovens § 98 og bekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2. punktum, at der kan ydes hjælp til forbrugsgoder, der forhandles bredt m.h.p. sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed, når betingelserne i § 97, stk. 1 er opfyldt, med mindre der er tale om forbrugsgoder der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Ankestyrelsen fandt derfor, at det ikke var i overensstemmelse med retsgrundlaget, at kommunen og nævnet til grund for at give afslag på hjælp til den ansøgte stol, bl.a. havde lagt vægt på, at der var tale om en stol, som kunne købes hos en almindelig møbelforhandler.
Ankestyrelsen fandt, at der ved vurderingen af, hvorvidt et forbrugsgode har en væsentlig handicapkompenserende funktion for en person med varigt nedsat funktionsevne, jf. § 98, stk. 1, i loven og § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen må foretages en konkret vurdering i forhold til det ansøgte forbrugsgode.
Der må således konkret lægges vægt på, om det ansøgte forbrugsgode skønnes specielt egnet, eller indrettet til at tilgodese funktionsnedsættelsen/lidelsen, eller iøvrigt skønnes udformet til i væsentlig grad at kompensere for følgerne af lidelsen eller et specifikt handicap.
Er betingelserne om væsentlighed og en varig funktionsnedsættelse opfyldt er hovedreglen, at der kan ydes hjælp til anskaffelse af et forbrugsgode som forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. En mindre del af forbrugsgoder kan der dog ikke ydes hjælp til, - nemlig den del der er så almindelige, at de normalt indgår i sædvanligt indbo, jf. lovens § 98, stk. 1, og bekendtgørelsens § 19, stk. 5.
I ansøgers sag fandt Ankestyrelsen imidlertid, at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger om hans lidelse/funktionsnedsættelse og om karakteren og udformningen af den ansøgte stol til, at der på det foreliggende kunne tages stilling til, hvorvidt betingelserne for at yde hjælp til den ansøgte stol var opfyldt, eller om stolen, han havde behov for, måtte anses for at være sædvanligt indbo.
Ankestyrelsen hjemviste således sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen efter ovenstående retningslinier, og efter indhentelse af nærmere lægelige oplysninger og nærmere oplysninger om, hvilken slags stol han havde behov for.
Såfremt ansøger efter ovenstående retningslinier fandtes berettiget til hjælp til en hvilestol som forbrugsgode, skulle kommunen udmåle hjælpen efter reglerne i § 19 i bekendtgørelsen om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.
