Ansøger anmodede kommunen om kontanthjælp den 13. december 1999. Han havde siden 1. juni været ansat i en privat virksomhed med løntilskud fra kommunen i henhold til lov om aktiv socialpolitik § 16, stk. 2, nr. 2. Han ophørte med arbejdet på grund af sygdom. Sidste udbetaling af sygedagpenge var den 16. december. Denne udbetaling skulle række frem til 29. december.
Ansøger ville være kontanthjælpsberettiget pr. 30. december 1999 indtil 1. udbetaling af aktiveringsydelse dog max 3 måneder (31. marts 2000).
Han ville blive indkaldt til samtale angående aktiveringsmuligheder den 22. december 1999.
Af notat af 24. februar 2000 fremgik, at der arbejdedes på fremskaffelse af relevant aktiveringstilbud.
Den 23. marts 2000 var kommunen ved at undersøge muligheden for, at han kunne fuldføre sin uddannelse - dog først med start i august måned. Der var muligvis en plads på jobcenterets medielinie ledig, således at tiden frem til august kunne udnyttes godt.
Der blev herefter bevilget kontanthjælp i perioden 1. april 2000 til 30. juni 2000.
Den 4. juli 2000 henvendte ansøger sig i forvaltningen, da kontanthjælpsbevillingen var udløbet. Af journalnotatet af samme dato fremgik det, at han skulle starte i aktivering den 24. juli 2000 på medielinien.
Han underskrev samme dag et ansættelsesbrev. Sagsbehandleren bevilgede herefter kontanthjælp i perioden 1. juli til 30. september 2000.
Af ansættelsesbrevet fremgik, at ansøger den 24. juli 2000 var blevet ansat på Produktionsskolen medielinien som Edb-medarbejder i individuel jobtræning. Arbejdstiden var 37 timer ugentlig, og han ville i den forbindelse modtage kontanthjælp samt beskæftigelsestillæg.
Ansøger klagede til nævnet over kommunens beslutning om aktivering på Produktionsskolen, og han anmodede om at blive fritaget herfor. Han henviste i klagen til, at han for måneder siden havde anmodet om aktivering i en forening, men dette var ikke sket.
Ved oversendelse af sagen til nævnet anførte kommunen, at formanden for det sociale udvalg havde truffet beslutning om at fastholde afgørelsen om, at den tilbudte aktivering fandtes rimelig og passende og ville kunne medvirke til, at ansøger blev bragt ud af ledighed, idet han havde forudsætninger indenfor EDB-området. Kommunen vedlagde sit notat herom.
Af dette notat fremgik bl.a., at i henhold til § 21 i aktivloven skulle der efter en sammenhængende periode på 12 måneder med kontanthjælp tilbydes aktivering. Kommunens socialudvalg havde på dette område besluttet, at der skulle iværksættes aktivering så tidligt som muligt, hvorfor ansøger blev tilbudt aktivering før 12 måneders reglen.
I henhold til aktivlovens § 16 omhandlende tilbud om aktivering var der mulighed for, jf. stk. 2, nr. 6, at godkende frivillige og ulønnede aktiviteter efter personens eget ønske, som kommunen anså for at have samfundsmæssig betydning eller betydning for den pågældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige situation. Udgangspunktet var således, at kommunen vurderede, om et sådant tilbud skulle imødekommes frem for øvrige tilbud, som kommunen kunne stille til rådighed for personen.
I den konkrete sag var der taget udgangspunkt i, at det drejede sig om en 42-årig kontanthjælpsmodtager, der ikke igennem længere tid havde været tilknyttet det ordinære arbejdsmarked. Det kunne konstateres, at han havde været under videregående uddannelse, men ikke havde færdiggjort denne.
Der henvistes til et brev fra juni 2000 fra arbejdsmarkedsteamet, hvor ansøger var anmodet om at redegøre om konkrete forhold vedrørende foreningen til brug ved kommunens vurdering af, om aktiveringen kunne godkendes i dette regi. Den 23. juni 2000 modtog kommunen svar.
Den 4. juli 2000 modtog ansøger kommunens tilbud på medielinien. Under samtalen fremgik det ikke, at han ikke ønskede at modtage tilbudet.
Endvidere fremgik det, at under hensyn til alder, manglende ordinær arbejdstilknytning var det ikke vurderet, at han i et aktiverende forløb via foreningen ville opnå en nærmere arbejdsstilknytning.
Ansøger blev informeret om, at en aktiveringsforløb i henhold til § 16, stk. 2, nr. 6, (frivillig ulønnet aktivitet af samfundsmæssig betydning) skulle forelægges socialudvalget.
Endvidere fremgik det af kommunens oplysninger, at under henvisning til at ansøger havde en lungelidelse og en ufærdiggjort videregående uddannelse, burde han indkaldes til en samtale med henblik på at afdække, om han opfyldte revalideringskriterierne af helbredsmæssige grunde, herunder om han var interesseret i at færdiggøre sin uddannelse. Dette som et led i kommunens pligt til at udøve et helhedssyn.
Den 17. august 2000 tiltrådte socialudvalgsformanden forvaltningens indstilling som et passende aktiveringstilbud.
Det besluttedes, at ansøger skulle indkaldes til 8 ugers opfølgningsmøde, jf. retssikkerheds- og administrationslovgivningen i forhold til en helhedsvurdering, om aktiveringsindsats ville være tilstrækkeligt eller om yderligere social foranstaltning ansås for nødvendig.
Midt i september 2000 meddelte kommunen ansøger, at spørgsmålet om aktivering i foreningen havde været forelagt det sociale udvalg. På mødet blev truffet følgende beslutning.
"Det er udvalgets opfattelse, at ansøger har fået et passende relevant aktiveringstilbud. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at der kun ud fra en konkret individuel vurdering kan tages stilling til, om aktiveringstilbud i foreningen eller lign. organisationer skønnedes relevant og passende".
Kommunen anmodede på den baggrund ansøger om at meddele, om han ønskede at arbejdsmarkedsteamet skulle undersøge aktiveringsmuligheden for ham i foreningen, eller om nuværende handleplan var tilfredsstillende herunder den indgåede aftale omkring revalidering.
Ansøger meddelte, at han ønskede denne undersøgelse. Desuden gjorde han opmærksom på, at han endnu ikke efter to måneders aktivering havde modtaget nogen meddelelse om, hvorvidt kommunen ville bevilge ham PC-kørekort. Hvad var så idéen med at aktivere ham på en "medielinie"?
Ansøgers hjælper anførte, at ansøgers eget ønske ikke var indgået i kommunens undersøgelsesmateriale i forbindelse med beslutningen om aktiveringstilbud. Allerede dette måtte gøre kommunens afgørelse ugyldig. Ansøger var endvidere uforstående overfor henvisningen til hans EDB-forudsætninger. Hans erfaringer på området var meget begrænsede, hvilket hans faglærer gerne ville bekræfte.
I en periode på 8 måneder havde kommunen ikke undersøgt andre aktiveringsmuligheder end Produktionsskolen. Det kunne ikke udlægges anderledes end at kommunen ikke havde vurderet ansøgers aktivering ud fra aktivlovens § 1. Faktisk end ikke forsøgt at registrere, hvad han selv var motiveret for. Der var i den forbindelse endvidere en overtrædelse af retssikkerhedslovens § 4.
I brevet blev det oplyst, hvilke aktiviteter en aktivering i foreningen ville indebære.
Den 4. oktober 2000 meddelte ansøger nævnet, at han ønskede at opretholde klagen med hensyn til proceduren - altså at kommunen ikke havde undersøgt andre muligheder for aktivering med udgangspunkt i hans egne ønsker, og at man heller ikke havde noget formål med den nuværende aktivering på Produktionsskolen.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger var blevet aktiveret på Produktionsskolen, Medielinien.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den tilbudte aktivering måtte ses i forlængelse af ansøgers tidligere beskæftigelse i et EDB firma, og at aktiveringen måtte antages at medføre en forbedring af ansøgers EDB-mæssige kundskaber, hvilket samlet skønnedes at forøge ansøgers muligheder for at opnå beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Den tilbudte aktivering sås således at være i overensstemmelse med bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik § 1.
Nævnet så endvidere ikke, at der fra ansøger eller hans juridiske rådgiver var fremkommet oplysninger, der kunne bekræfte, at ansøgers ønske om aktivering i foreningen havde været drøftet med kommunen forud for den 4. juli 2000.
Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøger ved brev fra nævnet den 8. september 2000 var blevet gjort bekendt med sagens akter, uden at han i den anledning havde påpeget, at disse indeholdt fejl eller mangler.
Det fulgte endvidere af bestemmelsen i lov aktiv socialpolitik § 21, at personer, der var fyldt 30 år først havde krav på et aktiveringstilbud efter en periode med 12 måneders kontanthjælp.
Det af ansøgers juridiske rådgiver anførte, om at kommunen i en periode af 8 måneder havde udvist passivitet kunne således ikke tillægges vægt. Dette skulle ses i sammenhæng med, at kommunen, efter ansøgers sygdomsperiode i slutningen af 1999, havde været opmærksom på ansøgers behov for aktivering i en beskæftigelse, der også kunne tilgodese ansøgers helbredsmæssige forhold.
Nævnet havde endelig fundet, at kommunen ikke havde tilsidesat bestemmelsen i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 4, idet ansøger havde været løbende orienteret om sagsforløbet. Han havde været orienteret om, at hans ønske om aktivering i foreningen skulle forelægges for socialudvalget.
I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at ansøger havde anmodet kommunen om oplysninger, som ikke var indgået i det hidtidige sagsforløb.
I supplerende bemærkninger til klagen, oplyste ansøger, at han aldrig havde været aktiveret i et EDB-firma eller på anden måde arbejdet med edb.
Med brevet var vedlagt kommunens brev til ansøger, hvori var angivet hvilke datoer ansøger havde anmodet om aktivering i foreningen.
Nævnet anførte efterfølgende til Ankestyrelsen, at ansøger klagede over, at kommunens havde tilbudt aktivering på Produktionshøjskole, Medielinien, og ikke havde tilbudt aktivering i foreningen.
Nævnet fandt derfor ikke anledning til at vurdere sagen i forhold til bestemmelserne i § 6 og § 7 i retssikkerhedsloven i forbindelse med ansøgningen om kontanthjælp den 13. december året før.
Uanset om det måtte antages, at ansøger forud for den 4. juli 2000 havde fremsat et ønske om at blive aktiveret i foreningen, var det kommunens forpligtelse at etablere en aktivering, der så vidt muligt var målrettet mod arbejdsmarkedet.
Nævnet havde fundet, at den af kommunen etablerede aktivering tilgodeså dette formål. Afgørelsen var endvidere truffet under hensyn til bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 68.
Ansøger anførte efterfølgende, at hverken han, foreningen eller dennes jurist havde modtaget et brev med anmodning om jobbeskrivelse for en eventuel aktivering af ham i foreningen.
Kommunen oplyste efterfølgende til Ankestyrelsen, at ansøger havde været sygemeldt i perioden den 25. oktober til 12. december 1999, hvor han havde modtaget sygedagpenge. Herefter startede en ny kontanthjælpsperiode.
Det blev endvidere oplyst, at ansøger nu var godkendt som revalidend og skulle færdiggøre sin universitetsuddannelse. Han påbegyndte revalideringen den 1. september 2001. Han ophørte på Produktionsskolen i december 2000. I perioden 1. august til 1. september 2001 var han aktiveret i foreningen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kommunens forpligtelse efter retssikkerhedslovens kapitel 2, herunder bl.a. § 4 vedrørende borgerens medvirken. Endvidere til afklaring af hvilket oplysningsniveau, der er nødvendigt for at kunne foretage en konkret individuel vurdering i forbindelse med et aktiveringstilbud.
