Kommunens afgørelse om at standse udbetaling af sygedagpenge den 11. juni 2000 var ugyldig som følge af alvorlige sagsbehandlingsmangler.
Sagen blev samtidig hjemvist til kommunen med anmodning om at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og derpå træffe ny afgørelse om dagpengeret.
Ankestyrelsens afgørelse indebar, at kommunen skulle genoprette ydelsen. Udbetaling af mandens krav måtte dog afvente, at kommunen ved sin fornyede afgørelse på baggrund af et fyldestgørende oplysningsgrundlag havde taget stilling til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.
Der var ikke foretaget en skriftlig helhedsvurdering senest 8 uger efter mandens første henvendelse vedrørende sygedagpenge, jf. retssikkerhedslovens § 7, stk. 2 jf. § 6.
Det fremgik ikke af mandens sag, at kommunen havde foretaget vurdering med henblik på, om der er behov for revalidering eller andre former for bistand, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1.
Der var ikke udarbejdet opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, jf. stk. 1, senest 6 måneder efter første sygedag.
Der var ikke partshørt over statusattest fra sygehus modtaget i kommunen den 18. maj 2000, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, på hvilken baggrund kommunen traf afgørelse om standsning.
Manden blev ikke indkaldt til samtale på baggrund af statusattesten, inden der blev truffet afgørelse, trods aftale herom noteret i mandens journal den 17. april 2000.
Afgørelsen om standsning blev truffet på utilstrækkeligt grundlag, idet ovennævnte statusattest, som kommunen lagde vægt på ved afgørelsen, var behæftet med betydelig uklarhed.
Der var ikke taget udtrykkelig stilling til, om manden fortsat var berettiget til nedsatte dagpenge, jf. dagpengelovens § 5, stk. 2.
Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at disse fejl havde været uden betydning for afgørelsens indhold.
Det blev bemærket, at Ankestyrelsen var enig med kommunen i, at manden ikke var fuldt uarbejdsdygtig på standsningstidspunktet, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af anmodning om dagpengerefusion modtaget i kommunen den 17. maj 2000, at manden pr. 9. april 2000 havde genoptaget arbejdet delvist svarende til 1§ time dagligt.
Kommunen burde imidlertid have taget udtrykkelig stilling til, om manden fortsat var berettiget til nedsatte dagpenge efter dagpengelovens § 5, stk. 2. Inden afgørelse herom burde kommunen have foretaget skriftlig helhedsvurdering, jf. retssikkerhedslovens § 7, jf. § 6, have taget stilling til, om der var behov for revalidering eller andre former for bistand med henblik på at bevare mandens tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1, have udarbejdet opfølgningsplan, jf. § 24, stk. 2, have indhentet yderligere oplysninger om den helbredsmæssige og erhvervsmæssige situation, jf. oplysningsprincippet, og have inddraget manden i sagsbehandlingen, jf. retssikkerhedslovens § 4, herunder have partshørt ham over indkomne oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Efter retssikkerhedslovens § 5 skal kommunen og amtskommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.
Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen efter retssikkerhedslovens § 6 tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.
Efter retssikkerhedslovens § 7, stk. 1, skal kommunen senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse foretage en vurdering efter § 6. Vurderingen skal ske i samarbejde med ansøger, jf. § 4. Efter § 7, stk. 2, skal ansøgeren skriftligt have besked om kommunens vurdering efter § 7, stk. 1. Skriftlighedskravet skyldes, at ansøger skal have klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen.
Disse bestemmelser om helhedsvurdering skal ses i sammenhæng med bestemmelsen om opfølgning i dagpengelovens § 24. Såvel reglerne i retssikkerhedsloven som reglen i dagpengeloven har til formål at sikre en målrettet hjælp med henblik på i videst muligt omfang at sikre ansøgers tilknytning til arbejdsmarkedet og mulighed for at være selvforsørgende.
Af dagpengelovens § 24, stk. 1 fremgår, at kommunen med henblik på at bevare den sikredes tilknytning til arbejdsmarkedet senest efter 8 uger og derefter mindst hver 8. uge skal tage dennes forhold op til vurdering med henblik på, om der er behov for behandling, optræning, revalidering eller andre former for bistand til den pågældende eller dennes familie. Dette skal ske i samarbejde med dagpengemodtageren, læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner, virksomheder og de faglige organisationer samt arbejdsformidlingen.
I mandens tilfælde forelå der alene en opfølgning på den lægelige situation, jf. indhentede statusattester af 17. januar 2000, 24. februar 2000 og attest modtaget den 18. maj 2000. Derimod indgik der ikke i kommunens journalakter, herunder vedrørende eneste opfølgningsmøde den 17. april 2000, en vurdering af, om der kunne være behov for revalidering/omskoling trods oplysningen om, at manden delvist havde genoptaget sit arbejde, men at han havde betydelige vanskeligheder med det vante vinduespudsningsarbejde, idet han ikke kunne gå på stiger og gesimser på grund af den dårlige fod.
I følge dagpengelovens § 24, stk. 2 skal kommunen ved den første opfølgning tage stilling til udarbejdelsen af en opfølgningsplan. Planen skal i alle tilfælde senest udarbejdes, når dagpengemodtageren har været sygemeldt i 6 måneder inden for de sidste 12 måneder. Kommunen burde derfor senest den 6. juni 2000 have udarbejdet en opfølgningsplan, som i medfør af god forvaltningsskik bør være skriftlig. Dette var ikke sket.
For så vidt angår partshøring følger det af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Kommunen foretog ikke partshøring over statusattest fra sygehuset modtaget i kommunen den 18. maj 2000, inden kommunen traf afgørelse om standsning. Attesten blev af kommunen fortolket på en sådan måde, at oplysningerne fremstod som til ugunst for manden i relation til afgørelsen om standsning af sygedagpenge, og den blev tillagt afgørende betydning ved beslutningen om at standse udbetalingen. Partshøring burde således være foretaget forud for afgørelsen.
Det følger af det ulovbestemte princip om officialmaksimen, at myndigheden har pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse - herunder pligt til at søge tvivlsspørgsmål afklaret.
I statusattesten, der dannede grundlag for afgørelsen om standsning, var spørgsmålet, om manden fortsat var uarbejdsdygtig og hvor længe, besvaret "vides ikke". Spørgsmålet, hvornår manden ville kunne genoptage arbejdet som vinduespudser helt eller delvist, blev besvaret "når som helst" uden at angive, om det var helt eller delvist, arbejdet kunne genoptages. Spørgsmålet, om sygdommen ville påvirke mandens fremtidige erhvervsevne og hvis ja - i hvilken grad, og om der ville være skånebehov, blev besvaret "tvivlsomt. Kan ikke sikkert afgøres på nuværende tidspunkt. "
Henset til at statusattesten var uklar, og at det fremgik af anmodning om dagpengerefusion modtaget i kommunen den 17. maj 2000, at manden pr. 9. april 2000 havde genoptaget arbejdet delvist svarende til 1§ time om dagen, og at det fremgik af journaludskrift af 17. april 2000, at manden ikke kunne klare vinduespudsning på grund af bruddet i foden, burde kommunen have søgt spørgsmålet om, hvorvidt manden var helt eller delvist raskmeldt bedre belyst. Kommunen burde endvidere have indhentet oplysninger om, i hvilket omfang mandens normale arbejde bestod i vinduespudsning, som han nu havde vanskeligheder med at udføre.
Som følge af ovennævnte alvorlige formelle mangler var det ikke på standsningstidspunktet den 11. juni 2000 muligt at vurdere om der var grundlag for at standse ydelsen eller, om lovens materielle betingelser for dagpengeudbetaling fortsat var opfyldt. Kommunens afgørelse om standsning var derfor ugyldig.
Ved den fornyede behandling af mandens sag måtte kommunen inddrage de oplysninger, der var tilgået sagen under behandlingen i Ankestyrelsen, samt indhente yderligere nødvendige oplysninger.
Det blev bemærket med henvisning til nævnets afgørelse, der udsatte virkningstidspunktet for dagpengestandsningen i 14 dage som følge af partshøringsmanglen, at en sådan konstruktion savnede hjemmel. Hvis manglen som antaget af nævnet ikke havde haft betydning for afgørelsens resultat, ville afgørelsen ikke være ugyldig. Virkningstidspunktet kunne dermed ikke ændres.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 700372-00
En nu 44-årig mand blev indlagt på hospital den 3. september 1998, hvor han fik konstateret svær leverpåvirkning som følge af alkoholmisbrug og atypisk lungebetændelse med hjernepåvirkning. Han var igennem et langvarigt behandlingsforløb hvorunder han i en længere periode lå i respirator på intensivafdeling. I slutningen af november 1998 blev han overført til et andet hospital med henblik på genoptræning. På dette tidspunkt kunne han ikke støtte på benene. I begyndelsen af januar 1999 blev han igen overført til det første hospitalet på grund af tiltagende sløvhed. Hans tilstand bedredes gradvist og efterhånden kunne han komme ud af sengen og også begynde at gå en anelse. Den 12. februar 1999 blev han udskrevet til en plejebolig på et lokalcenter.
Kommunen modtog den 2. februar 1999 ansøgning om førtidspension fra en socialrådgiver på hospitalet, der henviste til, at manden efter hospitalets opfattelse oplagt var til førtidspension. Det blev oplyst i ansøgningsskemaet, at manden havde et varigt behov for forsørgelse grundet dårligt helbred, og det nævntes at manden havde fået bevilget en permanent plejehjemsplads på lokalcenteret.
Af statusattest fra hospitalet af 12. februar 1999 fremgik, at manden skønnedes uarbejdsdygtig i endnu mange måneder. Der var ikke indikation for yderligere behandling fra hospitalet, men manden havde behov for langvarig optræning. Hvor vidt han ville kunne vende tilbage til et arbejdsområde var endnu alt for usikkert at sige. Efter lægens skøn var det mest relevante formentlig ansøgning om førtidspension. Dette måtte dog afklares, når manden var endelig genoptrænet.
Af journalnotat af 17. marts 1999 fremgik, at mandens sag blev drøftet på teammøde, hvor det blev besluttet, at der skulle indhentes statusattest fra en overlæge på hospitalet. Desuden skulle lokalcenteret udfærdige et førtidspensionsskema. Efter modtagelse af disse oplysninger skulle sagen drøftes på pensionsteammøde.
I brev af 23. marts 1999 oplyste overlægen bl.a., at manden ikke var set på afdelingen siden udskrivningen og der var ikke planer om nogen ambulant opfølgning på hospitalet, hvorfor overlægen ikke var i stand til at bidrage med oplysninger om den aktuelle tilstand. Overlægen havde svært ved at forestille sig, at mandens almentilstand og interesse for omverdenen ville bedres i en sådan grad, at han kunne bestride nogen form for arbejde.
I førtidspensionsskema F af 6. maj 1999 oplyste gruppelederen på lokalcenteret, at manden var i stand til at gå frit omkring ved hjælp af gangrollator. Han klarede selv personlig hygiejne. Spørgsmålet om han ved egen hjælp kunne skære og smøre mad, øse op, spise og drikke, lægge sig i og rejse sig fra seng samt sætte sig i og rejse sig fra stol, blev besvaret ja, men at han ikke selv tilberedte mad, idet han gik i caféen for at spise. Ved spørgsmål om bistands- og plejebehov blev svaret, at der blev ydet hjælp til rengøring og vask, men yderligere behov for bistand havde han ikke. Om han ved hjælpemidler/boligændringer eller lignende kunne blive så selvhjulpen, at vedvarende bistand ikke var nødvendig, blev besvaret med, at det ikke var muligt at vurdere, om tilstanden nu var stabil. Det blev konkluderet, at han klarede sig fint i den aktuelle bolig med lidt sygeplejevejledning og støtte til praktiske gøremål.
Den 21. maj 1999 vurderede kommunen, at der var usikkerhed om den aktuelle tilstand, hvorfor der måtte indhentes generel helbredsattest fra egen læge, inden det blev vurderet, om der var grundlag for at rejse pensionssag. Samme dag blev anmodning om attest sendt. Den 21. juni 1999 rykkede kommunen lægen, idet attesten ikke var modtaget.
Den 1. juli 1999 sendte kommunen brev til manden med orientering om varighedsbegrænsning af sygedagpenge. Det blev oplyst, at dagpengeudbetalingen skulle ophøre senest den 30. september 1999. Kommunen henviste samtidig til bestemmelserne om adgang til forlængelse og meddelte, at manden inden den 30. september 1999 ville modtage underretning om, hvorvidt der i hans tilfælde var mulighed for forlængelse.
Af generel helbredsattest af 19. juli 1999 fra egen læge fremgik bl.a., at manden var blevet mere mobil, idet han de seneste tre uger havde kunne undvære rollatoren i hvert fald ved ture i lokalområdet og i hjemmet. Han gik fortsat til ugentlig behandling hos fysioterapeut. Der resterede smerter i skulderen ved bevægelser op over horisontallinien, og der var bevægelsesindskrænkninger i venstre hånds 4. og 5. finger, som var fastlåste i 90 grader fleksion, men som passivt kunne rettes ud. Han oplevede snurren i hænderne. Funktionsevnen blev vurderet meget svært nedsat. Han kunne i hvert fald ikke klare tidligere arbejde som pladesmed. Han ville heller ikke kunne revalideres ej heller til ikke fysisk arbejde. Han ville næppe kunne gøres arbejdsdygtig. Lægen anbefalede førtidspension.
Den 30. juli 1999 blev sagen drøftet på opfølgningsmøde i kommunen. Det fandtes meget svært på det foreliggende at vurdere funktionsniveauet. Helbredsattesten fra egen læge fandtes at vise en betydelig fremgang.
Samme dag kontaktede kommunen lokalcenteret, som telefonisk oplyste, at det var gået meget fremad, siden manden flyttede ind, hvor han var i en meget dårlig tilstand, så utrolig dårlig ud og var meget mager. Nu gik han uden rollator og kunne færdes i lokalområdet, hvor han tog på besøg hos sine forældre og venner. Det blev dog understreget, at det er en plejebolig, han boede i. Han klarede stort set selv sin hverdag. Han spiste i caféen og gjorde selv rent og vaskede op. Dog under tilsyn, og gruppelederen var usikker på, om det ville gå godt uden tilsyn. Det var gruppelederens indtryk, at årsagen til den store fremgang var, at manden følte sig tryg på lokalcenteret. Hun oplevede ham som et meget skrøbeligt menneske, og var bange for, at der ikke skulle meget til for at "vælte" ham. Gruppelederen var overbevist om, at manden aldrig ville få fuld arbejdsevne. Hun kunne måske forestille sig, at manden ville kunne blive i stand til at bestride et par timers beskyttet arbejde om dagen, men at det under ingen omstændigheder måtte være for svære opgaver. Manden havde problemer med sine hænder, idet to fingre (ring- og lillefinger) ikke fungerede på begge hænder. Hun vurderede endvidere, at manden intellektuelt helt klart havde taget skade. Hun understregede afslutningsvist, at det var vigtigt at være opmærksom på, at manden var en meget sårbar person. Det blev aftalt, at gruppelederen skulle tage en snak med manden for at få et indtryk af, hvad han selv tænkte om fremtiden.
Den 10. august 1999 oplyste gruppelederen telefonisk, at hun nu havde talt med manden, og at det var hendes vurdering, at manden helt klart tænkte i pension, idet han ikke kunne forestille sig, at han ville være i stand til at kunne bestride et job. Samme dag indkaldte kommunen manden til en opfølgningssamtale den 13. august 1999.
Under opfølgningssamtalen den 13. august 1999, som var mandens første personlige møde med forvaltningen, oplyste han, at han nu var kommet så langt, at han gik uden rollator. Han kunne ikke gå så langt, og han gik ikke så hurtigt, og han blev træt. Derudover havde han store problemer med sine hænder. Værst med (dominante) venstre hånd, for eksempel kunne han ikke holde en tallerken. Han havde smerter og sovende fornemmelse i begge hænder. Han kunne ikke selv knappe sine bukser men klarede ellers selv den daglige af- og påklædning. Han lavede ikke selv mad, kunne for eksempel ikke skrælle en kartoffel. Han spiste i caféen, hvilket han havde det godt med. Hver tirsdag fik han trænet ben og hænder ved fysioterapeut. For så vidt angår fremtidig forsørgelse ville han gerne have pension, idet han mente at dette ville være det bedste for ham i hvert fald i nogle år. Han vidste, at det var urealistisk at forestille sig raskmelding til smedearbejde. Adspurgt var han ikke afvisende overfor at forsøge arbejdsprøvning.
På opfølgningsmøde den 19. august 1999 blev det besluttet, at indhente en psykologisk vurdering med henblik på stillingtagen til demens og med vægt på en funktionsevnebeskrivelse som grundlag for kommende beslutning om eventuel revalidering eller rejsning af pensionssag.
På opfølgningsmøde den 21. september 1999 blev det besluttet at forlænge dagpengene under forudsætning af, at manden accepterede psykologisk undersøgelse til brug for afklaring af revalidering/pension.
Ved samtale den 22. september 1999 oplyste manden bl.a., at han fortsat havde problemer med hænder/fingre "som at røre ved et elektrisk hegn", når han skulle bruge dem. Han oplyste, at han tidligere havde arbejdet som karosseripladesmed. Han var udlært ved og havde arbejdet ved samme arbejdsplads i 20 år. Han fortalte, at han var ophørt med arbejdet for fem år siden, da hans bror døde. Han oplyste, at han trivedes på lokalcenteret. Han havde taget på fra 48 kg til 70 kg, og han følte, at han fortsat havde gavn af optræningen. Han gav udtryk for, at han mente, at der var søgt pension til ham. Det blev konstateret, at egen læge havde anbefalet det, men sagsbehandleren orienterede om, at det først skulle afklares, hvorvidt revalidering var udelukket, og at det til afklaring var besluttet at henvise ham til psykologisk undersøgelse. Han kunne ikke umiddelbart se nogen mening med dette men ville gerne medvirke til afklaring af fremtidssituationen og gik derfor ind på at få foretaget undersøgelsen.
Ved afgørelse af 7. oktober 1999 henviste kommunen til, at der blev arbejdet med revalideringsmæssige foranstaltninger, hvorfor man havde besluttet at forlænge sygedagpengene. Det blev oplyst, at det i forlængelsesperioden løbende ville blive vurderet, hvorvidt manden opfyldte reglerne for ret til dagpenge, herunder om revalidering fortsat skønnedes realistisk.
Den 13. december 1999 meddelte psykologen, at man forventede at kunne indkalde til neuropsykologisk undersøgelse i februar 2000. Undersøgelsen blev foretaget den 20. januar 2000 og beskrevet i erklæring af 31. januar 2000.
Af den psykologiske erklærings sammenfatning og konklusion fremgik blandt andet, at manden var 43 år og uddannet karosseripladesmed, og at han havde været arbejdsledig siden 1993. Erhvervsmæssigt havde han haft ca. 20 års fast ansættelse i det samme firma, som han var udlært i. Han blev afskediget i 1993 som følge af samarbejdsvanskeligheder om hvilket han ikke havde uddybende oplysninger, men antydningsvist fik psykologen indtryk af, at de opstod i forbindelse med hans yngre brors pludselige død i en færdselsulykke samme år samt det forhold, at hans ølforbrug blev forøget væsentligt. Aktuelt boede han stadig i plejebolig, men hans fysiske tilstand var tiltagende blevet bedre efter udskrivelsen fra hospitalet. Han var vedvarende belastet af usikker gang samt konstante smerter i begge arme og hænder. Specielt begrænset var hans venstrehåndsfunktioner, dels på grund af kraftnedsættelse og dels fordi lillefinger og ringfinger ikke var anvendelige. Der var atrofi af tommelfingeren. Han var dominant venstrehåndet. Intellektuelt havde han ingen klager over begrænsninger. Han oplevede at være relevant velfungerende. Personlighedsmæssigt fik psykologen det indtryk, at han var et pligtopfyldende men sårbart og skrøbeligt menneske, som gennem mange år havde haft svært ved at integrere sine følelsesmæssige reaktioner ind i en realistisk sammenhæng - hvilket med stor sandsynlighed havde medvirket til, at han havde søgt at "dulme" sin usikkerhed med flere og flere daglige øl. Dette indtryk fandt psykologen bekræftet af rorschach analysen, som blandt andet viste, at mandens realitetssans var lav og på et lidt umodent niveau samtidig med, at hans følelsesmæssige beredskab var sparsomt. Det testpsykologiske billede viste, at den habituelle begavelse måtte skønnes at være indenfor normalområdet, men at han aktuelt var reduceret i forhold til dette hvad angår indlæring og hukommelse af såvel verbalt som visuelt præsenteret materiale. Men billedet viste også, at manden var i stand til at fastholde et relevant koncentrationsniveau og mentalt tempo, og at han ikke havde besværligheder hvad angår visuospatielle færdigheder. Der var således tale om et atypisk testbillede, der ikke umiddelbart pegede på alkoholbetinget demens tilstand; men alligevel en intellektuel reduktion, der ville have konsekvens i form af intellektuelle begrænsninger.
Kommunen modtog den psykologiske erklæring den 15. marts 2000, og det blev noteret i journalen, at pension var anbefalet.
Sagen blev drøftet på opfølgningsmøde den 22. marts 2000. Det blev besluttet, at sagen skulle på teammøde den 27. marts 2000, og at der forinden skulle indhentes oplysninger fra lokalcenterets sygeplejepersonale vedrørende mobilitetsniveau og helbred.
Den 12. april 2000 oplyste en sygeplejerske fra lokalcenteret, at mandens tilstand var rigtig god. Han klarede selv alle huslige gøremål så som tøjvask, indkøb, rengøring, personlig hygiejne etc. Han havde nu ikke anvendt rollator i et halvt års tid. Hans fysiske førlighed kunne således betragtes som fuldt normal. Sygeplejersken havde ingen pejling af den psykiske førlighed, men hun havde en antagelse om, at de fysiske rammer på lokalcenteret udgjorde en stabiliserende faktor i mandens liv. Det var sygeplejerskens opfattelse at manden var for god til at bo på lokalcenteret.
Af journalnotat af 8. maj 2000 fremgik, at der trods anmodning medio april 2000 ikke var modtaget statusattest fra egen læge. Lægen blev derfor rykket.
I statusattest af 9. maj 2000 har egen læge understreget, at han kun havde kendt manden siden 1. januar 2000 og kun havde set ham en gang i konsultationen. Lægen konstaterede, at manden havde alkoholisk betinget leverskade og tidligere lungebetændelser og blodmangel samt mavekatar, og at de sidstnævnte lidelser tvangfrit kunne forklares udfra alkoholforbruget, som manden i øvrigt var kommet ud af. Der havde ligeledes på et tidspunkt været påvirkning af hjernen. Vurderet ud fra journalen syntes tilstanden stabil. Lægen vurderede med udgangspunkt i mandens alder og tilsyneladende stabile tilstand, at revalidering burde være en mulighed, men med ovennævnte forbehold in mente.
Den 11. maj 2000 blev noteret, at statusattesten indikerede, at pension ikke længere var en umiddelbar option. Sagsbehandleren vurderede således at revalideringsmulighederne endnu ikke var udtømte, hvorfor manden måtte indkaldes til en samtale snarest.
Den 17. maj 2000 blev sagen diskuteret på møde, hvor det blev vurderet, at manden ikke opfyldte betingelserne for yderligere forlængelse af dagpengene, jf. dagpengelovens § 22. Det blev aftalt, at revalideringssagsbehandleren ved en samtale med manden den følgende dag skulle drøfte mulighederne for fremtidigt indtægtsgrundlag. Brev om stop for udbetaling af sygedagpenge skulle sendes umiddelbart efter samtalen.
Den 18. maj 2000 havde sagsbehandleren en samtale med manden. Sagsbehandlerens umiddelbare indtryk understøttede ikke, at pension ikke længere var en umiddelbar option. Manden fremtrådte ikke stærk og ressourceholdig, og han kunne ikke anvende sine hænder. Han havde en let foroverbøjet langsom og besværet gang. Mentalt fremtrådte han dog normal, selvom han adspurgt stort set ikke kunne forholde sig til anden beskæftigelse end den hidtidige. Sagsbehandleren noterede, at det på den baggrund var hans anbefaling, at pensionssag blev indledt. Det blev noteret, at der ville blive indhentet en ny helbredsattest til belysning af mandens helbredsmæssige tilstand.
Af journalnotat af 29. maj 2000 fremgik, at manden fortsat ville have ret til dagpenge, hvis den nye helbredsattest viste, at der var grundlag for at rejse pensionssag og ellers ikke.
Af generel helbredsattest modtaget i forvaltningen den 27. juni 2000 fremgik under objektiv undersøgelse vedrørende bevægeapparat "intet at bemærke fraset let tremor manuum" (rysten på hænderne). Manden fremtrådte vågen, klar og fornuftig. Der var blank urin. Lægen konstaterede, at man kunne forsøge med medicinsk behandling for håndrysten, og at leverlidelsen kun kunne behandles ved afholdenhed. Øvrige behandling måtte bestå i genoptræning/revalidering den relativt unge alder taget i betragtning. Lægen fandt ingen indskrænkninger i funktionsevnen udover den lette håndrysten. Prognosen afhang af mandens evne/vilje til genoptræning.
Den 13. juli 2000 blev det ifølge journalnotat besluttet, at der ikke på det foreliggende var grundlag for at rejse sag om førtidspension, da egen læge vurderede at revalideringsmulighederne burde afprøves set i forhold til mandens unge alder. Det blev konstateret, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det almindelige arbejdsmarked ikke var overvejende sandsynlig. Der var ikke grundlag for at rejse sag om førtidspension. De øvrige forlængelsesmuligheder efter dagpengelovens § 22 fandtes heller ikke opfyldt. Det blev derfor besluttet, at udbetalingen af dagpenge skulle standses med sidste udbetalingsdag den 15. august 2000.
Af kommunens afgørelse af 13. juli 2000 fremgik, at sygedagpengene skulle stoppe og at sidste beregningsdag blev den 15. august 2000. Kommunen henviste til, at dagpengene i sin tid blev forlænget, idet man på daværende tidspunkt skønnede, at revalidering var realistisk. Under henvisning til mandens samtale med revalideringssagsbehandleren den 18. maj 2000, var der intet der tydede på, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det almindelige arbejdsmarked var overvejende sandsynlig indenfor kortere tid. Der blev endvidere henvist til, at egen læge umiddelbart efter samtalen blev anmodet om en generel helbredsattest med henblik på at få undersøgt, om der er grundlag for at rejse en sag om førtidspension. Denne var nu kommet retur, hvorefter sagen var drøftet på møde. Der var ikke på det foreliggende grundlag for at rejse en pensionssag. De øvrige forlængelsesmuligheder efter dagpengelovens § 22 fandtes heller ikke opfyldt. Manden blev samtidig indkaldt til samtale den 21. juli 2000, hvor revalideringssagsbehandleren også ville deltage. Formålet med samtalen blev angivet af være, at manden skulle have mulighed for at komme med kommentarer eventuelt spørgsmål til beslutningen om at udbetaling af sygedagpenge stoppede, og at han kunne få råd og vejledning om sin fremtidige økonomiske situation samt drøftelse af, hvilke muligheder der var for revalidering/afprøvning.
Under samtalen den 21. juli 2000 klagede manden over dagpengestoppet. Han blev orienteret om, at der ville blive iværksat arbejdsprøvning, og at dette nødvendigvis måtte foregå på kontanthjælp, idet klagen ikke havde opsættende virkning. Han blev samtidig orienteret om forskellige muligheder for økonomisk bistand. Han var meget utilfreds med at dagpengene skulle stoppe. Han afleverede skriftlig anke. Det blev konstateret, at partshøring ikke gav grundlag for at ændre beslutningen om dagpengestop. Det blev tillige noteret, at manden ikke kunne forestille sig, hvad han helbredsmæssigt kunne klare. Hans største helbredsmæssige problem var, at han kun kunne bruge to fingre på hver hånd. Han mente selv, at det var udelukket, at han kunne vende tilbage til det almindelige arbejdsmarked. Han ønskede pension, men var indstillet på arbejdsprøvning. Da formuleringen i afgørelsen om standsning kunne misforstås blev det besluttet, at fortsætte udbetalingen indtil den 31. august 2000.
I den skriftlige klage var anført, at der efter mandens opfattelse var smølet med opfølgningen af sygedagpengesagen, idet der eksempelvis gik syv måneder fra udskrivningen fra hospital den 12. februar 1999 og indtil han i september 1999 blev indkaldt til møde. Han fandt ikke, at det kunne være rimeligt, at han skulle betale prisen i form af indtægtsnedgang til kontanthjælp, når lovgivningen giver mulighed for at fortsætte enten via revalidering eller ved at der påbegyndes en førtidspensionssag.
Ved det sociale nævns afgørelse af 3. november 2000 blev kommunens afgørelse tiltrådt. Nævnet kritiserede samtidig, at kommunen ikke havde overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse. Nævnet fandt imidlertid efter en konkret væsentlighedsvurdering, at kommunens afgørelse af 13.07.2000 var indholdsmæssigt korrekt, uanset den manglende overholdelse af partshøringsreglerne og af reglerne om begrundelse. Nævnet fandt derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig.
Manden klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at han fandt, at hans rettigheder var blevet tilsidesat. Han mente ikke, at der var sket noget fra kommunens side, siden han blev udskrevet den 12. februar 1999 og til nu. Da han gennem sin fagforening kontaktede borgmesteren den 5. oktober 2000, kunne han pludselig komme til speciallæge den 12. oktober 2000 og få sine hænder undersøgt, så nu skete der da i det mindste noget. Han henviste til, at Danmarks Grundlov bygger på rettigheder og pligter. Han følte, at hans rettigheder var fjernet ved at sygedagpengene var taget fra ham inden sagens afslutning, idet der havde været tid nok.
Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den. Nævnet kunne tilslutte sig anmodningen om antagelse af sagen, idet nævnet fandt, at sagen var egnet til belysning af rækkevidden af SM D-18-00, herunder især spørgsmålet om tilsidesættelse af formelle regler i alle tilfælde medfører ugyldighed, eller om der kan foretages en konkret væsentlighedsvurdering.
Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende oplysninger fra mandens fagforening vedlagt kopi af erklæring af 15. november 2000 fra en speciallæge i neurokirurgi.
Af erklæringen fremgik, at undersøgelsen blev foretaget den 12. oktober 2000, og at den var ønsket som led i vurdering af muligheder for revalidering på anmodning af kommunen.
Under overskriften "aktuelle klager" fremgik, at manden aktuelt døjede med en konstant summen i de tre radiale fingre på begge hænder. Der var smertefulde dysæstesier ved berøring, hvorfor han ikke kunne tage fat om ting med nogen kraft. Han kunne således ikke holde på værktøj af nogen art, ej heller på håndsæbe. Han brugte badesvamp ved vask. Der havde ikke været nogen bedring i tilstanden hvad angår hænderne igennem det sidste år. Til daglig klarede han personlig hygiejne. Han købte færdigmad, som han varmede. Han klarede støvsugning i hjemmet. Derudover foretog han sig intet fysisk krævende.
Objektivt neurologisk var manden ikke symptomaggraverende. Han var tydeligt præget af tidligere sygdom og misbrug. Der var nogen inkoherens (usammenhængende tankegang) og indtryk af påvirket hukommelse. Ved undersøgelse af armene blev konstateret frie led og normal kraft over skulder- og albueled. Der var dårlig kraftudfoldelse på begge hænder og fingre på grund af udtalt dysæstesi af de tre radiale fingre ved berøring. Der var tydeligt nedsat fingerspil. Der var ingen synlig håndatrofi. Der blev observeret en fin tremor manuum (rysten på hænderne). Der var svage dybe reflekser. Sensorisk var der svær dysæstesi af tre radiale fingre på begge hænder. Mandens gang blev konstateret naturlig. Af- og påklædning foregik med tydeligt besvær på grund af generne fra hænderne.
Det blev konkluderet i erklæringen, at der resterede en svær dysæstesi af de tre radiale fingre, der bevirkede, at mandens hænder i praksis var stort set ubrugelige. Ved den objektive undersøgelse var der tydelig dysæstesi og særdeles dårlig kraftudfoldelse på grund af dette. Der var nedsat fingerspil og fin håndrysten. Det blev konstateredet, at de objektive fund var i overensstemmelse med de subjektive klager. På det foreliggende bedømtes erhvervsevnen i hidtidige erhverv at være nedsat med over 2/3. Revalidering til andet manuelt arbejde fandtes ikke realistisk. Manden havde en beskeden skolegang bag sig. Hans cerebrale tilstand skønnedes påvirket på baggrund af den svære tidligere sygdom samt det tidligere alkoholoverforbrug. Det blev konkluderet at tilstanden måtte betragtes som stationær, og der var ikke forslag til yderligere undersøgelser eller behandling.
Ankestyrelsen sendte kopi af alle sagens akter til manden. Manden anførte herefter med henvisning til kommunens redegørelse til nævnet af 3. august 2000, at egen læges vurdering desværre var blevet brugt til at stoppe sygedagpengene fremfor at blive anvendt til at overveje revalidering, som ville kunne have forlænget dagpengene.
Sagen blev behandlet med henblik på afklaring af virkningen af manglende overholdelse af formelle regler.
