Ankestyrelsens principafgørelse P-22-01

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 14 og § 15

Det drejede sig om en 56-årig gift kvinde, der siden 1972 havde arbejdet på sygehus 17 1/2 time ugentligt, hvor hun havde været beskæftiget med maduddeling og sengeredning frem til sygemelding i juni 1998.

Ansøger pådrog sig i 1994 - efter behandling med lavdosis nervemedicin - ufrivillige rykvise trækninger omkring øjnene. Behandlingen med nervemedicin blev standset, men uden indvirkning på symptomerne. Der var sket en gradvis forværring af tilstanden med ufrivillige trækninger i begge sider af ansigtet. Der var desuden let styringsbesvær og tendens til rysten på højre hånd. Lidelsen havde været forsøgt behandlet , men kun med ringe virkning.

Trækningerne omkring øjnene forværredes ved psykisk pres og ved gang, hvilket medførte balanceproblemer.

Samtidig med arbejdet på hospitalet, havde ansøger taget flere fag på HF-niveau, men har måttet ophøre med dette, da hun ikke kunne læse, medmindre hun med en finger holdt øjenlåget oppe.

Kommunen havde opgivet revalideringsmæssige foranstaltninger som urealistiske, da ansøger fungerede som blind og ikke kunne færdes alene.

Ansøger kunne med besvær og kun med ægtefællens hjælp klare madlavning, sengeredning og tøjvask. Resten af det huslige arbejde klaredes af ægtefællen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på vurdering af erhvervsevnenedsættelsen.

Ansøger havde ret til mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1 i lov om social pension, idet Ankestyrelsen fandt, at ansøgers erhvervsevne vurderet i supplerende erhverv varigt var nedsat med omkring 2/3 af helbredsmæssige grunde. Det bemærkedes, at erhvervsevnen ikke kunne anses for nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv, som er forudsætningen for højeste førtidspension efter lovens § 14, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger led af blepharospasmer, en neurologisk lidelse med ufrivillige sammenknibninger af øjnene, og at lidelsen var forværret trods behandlingsforsøg.

Lidelsen var af en sådan sværhedsgrad, at ansøgeren ikke var i stand til at se.

Revalideringsmæssige foranstaltninger var på grund af lidelsen opgivet, da det skønnedes at være urealistisk, idet ansøger ud over at fungere som blind ikke kunne færdes alene.

Ankestyrelsen lagde derudover vægt på, at ansøger med besvær og kun med ægtefællens hjælp, kunne klare de huslige funktioner i hjemmet. Senest var det oplyst, at ægtefællen klarede det meste i hjemmet, og ansøger mest gik til hånde.

Ankestyrelsen ændrede således kommunens og nævnets afgørelse.