Ankestyrelsens principafgørelse A-39-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 82

Lov om psykologer m.v. - lov nr. 494 af 30. juni 1993 - § 2

Ansøger gik til behandling hos en psykoterapeut og søgte kommunen om hjælp til fortsatte behandlinger hos den af ansøgeren valgte psykoterapeut.

Kommunen meddelte, at man kunne imødekomme ansøgningen om hjælp til støttesamtaler, men betingede hjælpen af, at behandlingerne foregik hos en uddannet psykolog, autoriseret af Psykolognævnet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med begrundelsen, at samtaler hos psykoterapeut ikke i tilstrækkeligt omfang kunne anses for helbredsmæssigt velbegrundede.

Nævnet bemærkede, at der ikke fandtes grundlag for at kritisere de vejledende retningslinjer om, at der alene blev bevilget hjælp til behandling hos en psykolog, der er autoriseret af Psykolognævnet, fordi Psykolognævnets bedømmelse sikrede, at en terapeut havde tilstrækkelig psykoterapeutisk erfaring. Nævnet fandt konkret ikke grundlag for at fravige retningslinjerne.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at hverken psykologer eller psykoterapeuter er en del af det offentlige system. Det blev også anført, at amtslige behandlingsinstitutioner har ansat både psykoterapeuter og psykologer til behandling af deres patienter.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende oplysninger fra den behandlende psykoterapeut, hvoraf fremgik, at terapeuten havde gennemgået en uddannelse som psykoterapeut og at der blev ydet behandling af ansøger i form af samtaleterapi, bl.a. psykodynamisk psykoterapi, støttende psykoterapi m.v.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde med henblik på om der kunne bevilges hjælp i medfør af aktivlovens § 82 til støttesamtaler hos en af ansøgeren valgt psykoterapeut.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at bevilge hjælp til fortsatte støttesamtaler hos den af ansøgeren valgte psykoterapeut.

Begrundelsen for afgørelsen var, at sådanne samtaler ikke i tilstrækkelig grad kunne anses for helbredsmæssigt velbegrundede.

Ankestyrelsen fandt det på denne baggrund relevant - og inden for lovens rammer - at anvende en vejledende retningslinje, hvorefter der som udgangspunkt alene blev ydet hjælp til samtaler hos en psykolog, der er autoriseret af Psykolognævnet med det formål at sikre, at behandleren havde tilstrækkelig terapeutisk erfaring.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at det fremgår af lov nr. 494 af 30. juni 1993 om psykologer, § 2, at der som en betingelse for at opnå autorisation som psykolog kræves en kandidateksamen eller en eksamen ligestillet hermed samt praktisk erfaring med en af Psykolognævnet nærmere bestemt supplerende uddannelse af 2 års varighed, og at Psykolognævnet fører tilsyn med autoriserede psykologers faglige virke.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i det konkrete tilfælde havde været grundlag for at fravige retningslinjen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det etablerede behandlingsforløb ikke havde haft en længerevarende karakter, ligesom der ikke var oplysninger om, at det ville være velfærdstruende at skifte behandler.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.