Ankestyrelsens principafgørelse D-1-02

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 19a, stk. 1 og § 19a, stk. 2

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 26, stk. 1 og § 26, stk. 2

Et barn født i september 1999 havde fra slutningen af december 2000 haft gentagne perioder med feber og var fra den 9. marts 2001 blevet fulgt på børneambulatoriet på et hospital.

Moderen søgte om dagpenge under pasning af barnet i hjemmet fra den 12. marts 2001.

Hospitalet skønnede, at sygdomsforløbet ville medføre sygdom i mere end 25 dage. Der henvistes til, at barnet havde været i kontakt med børneafdelingen i flere omgange på grund af vedvarende feber og tegn på lungebetændelse. Barnet var efterhånden blevet mere sløj og kronisk præget med påvirket almentilstand, træthed og dårlig trivsel. På grund af det langvarige forløb og den efterhånden påvirkede almentilstand skønnedes det nødvendigt, at barnet forblev i hjemmet, til det igen var i stand til at blive passet i institution.

Kommunen gav afslag på dagpenge. Kommunen henviste til, at det ikke fremgik af lægeudtalelserne fra hospitalet, at der var tale om en alvorlig sygdom, der skønnedes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution, jf. dagpengelovens § 19 a.

I klagen til nævnet henviste forældrene til egen læges journal og en ny udtalelse fra børneafdelingens overlæge. Af sidstnævnte fremgik bl.a., at barnet havde været syg siden nytår og siden begyndelsen af marts havde været henvist til afdelingen med henblik på vurdering. Der havde været temperaturforhøjelse igennem længere tid fra 37,5 om morgenen til 38,5 om aftenen.

Selv om foretagne undersøgelser ikke gav en egentlig forklaring på barnets sygdom, var det fortsat sløj med forhøjet temperatur, specielt i aftentimer op til 38,5. Ved gentagne vurderinger på afdelingen havde man ikke fundet barnet indlæggelseskrævende, men samtidigt anbefalede man at passe det hjemme i en periode for at give det mulighed for at komme sig efter de infektioner, det havde haft, samt undgå at forværre dets tilstand ved udsættelse for mulig smitte fra andre børn i institutionen.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at moderen var omfattet af personkredsen i dagpengelovens § 19 a. Nævnet lagde vægt på oplysningerne om barnets sygdom og skønnede på baggrund heraf, at sygdommen medførte behov for pleje i hjemmet i 25 dage eller mere.

Afgørelsen blev anket af kommunen, der bl.a. anførte, at barnet ikke var fundet indlæggelseskrævende, og at der heller ikke havde været indikation for behandling i hjemmet. Der havde ikke på noget tidspunkt været tale om sygdom, hvor der ud fra et lægeligt skøn havde været tale om en forventet varighed på minimum 25 dage. Kommunen henviste endvidere til SM D-7-00.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af, hvilken personkreds, der har ret til dagpenge efter dagpengelovens § 19 a, stk. 1 og 2.

Moderen havde ikke ret til dagpenge efter dagpengelovens § 19 a i perioden fra den 12. marts 2001.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der ikke hos barnet var tale om sygdom, der medførte behov for ophold på hospital eller lignende institution i 25 dage eller mere.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at pasning af barnet i hjemmet ikke skulle træde i stedet for ophold på hospital eller lignende institution, men skyldtes et skånebehov i forhold til pasning uden for hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.