Ankestyrelsens principafgørelse U-17-02

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

04-10-2011

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 32, stk. 1 og § 32, stk. 6

Almindelige forvaltningsretlige principper - Ulovbestemte forvaltningsretlige principper -

Det fremgik af sagen, at sikrede i november 1990 under sit arbejde som sygeplejerske var udsat for en rygskade.

Den 11. marts 1991 havde Arbejdsskadestyrelsen anerkendt det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade efter lov om arbejdsskadeforsikring. Styrelsen bemærkede samtidig, at der ved en eventuel fastsættelse af erstatning ville blive taget hensyn til forudbestående lidelse.

Ved afgørelse af 11. oktober 1991 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen det varige mén til 5%. Den 6. december 1991 traf styrelsen den afgørelse, at erhvervsevnen ikke kunne anses for nedsat med 15% eller derover som følge af den anerkendte arbejdsskade.

Den 3. september 1996 vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at ménet som følge af skaden var 8%. Styrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at sikrede havde følger efter ulykken i form af daglige smerter samt let til moderat bevægeindskrænkning. Den 13. december 1996 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på de lægelige oplysninger, hvoraf det fremgik, at hun havde daglige smerter og indskrænket bevægelse i lændehvirvelsøjlen. Ifølge den vejledende méntabel gav daglige smerter med let til moderat bevægeindskrænkning 8% i mén.

Ved afgørelse af 2. april 1998 vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at tabet af erhvervsevne stadig var mindre end 15%. Styrelsen lagde vægt på, at hun søgte førtidspension, og at pensionssagen endnu var i oplysningsfasen, men styrelsen ville selv tage spørgsmålet om erhvervsevnetabets størrelse op den 1. august 1998.

Den 5. marts 1997 bevilgede kommunen hende 3 til 6 måneders arbejdsprøvning inden for hendes tidligere arbejdsområde.

Den 7. juli 1998 bevilgede kommunen hende mellemste førtidspension, fordi erhvervsevnen blev anset for at være nedsat med mere end 2/3 af helbredsmæssige årsager. Pensionen blev tilkendt med virkning fra 1. november 1997.

Det fremgik af de lægelige oplysninger, at der ved den objektive undersøgelse var fundet lette abnorme krumninger både i forfra- og sideplanet i bryst- og lændehvirvelsøjle. Der var højredrejet rygskævhed på overgangen mellem bryst- og lændehvirvelsøjle. Der var ved foroverbøjning normalt bevægemønster i lænderyggen. Let ømhed af muskulaturen på begge sider af torntappene. Der var let indskrænket bevægelighed ved sidebøjning men ingen smerteudløsning. Der var ingen tegn på påvirkning af nervefunktionen i hvile fra lænderyggen til benene. Der var normal bevægelighed i hofteled, knæled og fodled. Intet muskelsvind svarende til sædemuskulaturen, lår, læg eller fødder. Der var lette slidgigtforandringer på niveau mellem 5. og 6. halshvirvel.

Ved afgørelse af 2. februar 1999 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabet til 50% med udbetaling som løbende ydelse fra 1. november 1997. Ved afgørelse af 20. maj 1999 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Begrundelsen for afgørelsen var, at arbejdsskaden havde medført begrænsninger i sikredes erhvervsevne, idet hun havde vedvarende smerter i ryggen, og var udtrådt af arbejdsmarkedet og modtog fortidspension.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af en ændret førtidspensionspraksis for mulighed for at genoptage arbejdsskadesagen forvaltningsretligt.

Ankestyrelsen besluttede at genoptage sagen.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen i sin afgørelse af 20. maj 1999 ved vurderingen af hendes samlede erhvervsevnenedsættelse bl.a. lagde til grund, at den tilkendte mellemste førtidspension ikke var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis i tilsvarende sager, hvor den sikrede havde en funktionsnedsættelse i forhold til rygbelastende arbejde på grund af en ryglidelse svarende til sikredes. Forudsætningerne for denne vurdering var ændret på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 om førtidspension, hvorefter pensionspraksis er ændret. Ankestyrelsen havde derfor efter en konkret vurdering fundet grundlag for at genoptage sagen.

Arbejdsskaden fandtes efter Ankestyrelsens fornyede vurdering at have medført tab af erhvervsevne på 65%, jf. lovens § 27, stk. 1 og 2, med virkning fra 1. november 1997, jf. lovens § 27, stk. 6. Sikrede fik derfor yderligere 15% i erstatning for tab af erhvervsevne.

Begrundelsen for afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne var, at arbejdsskaden havde medført kroniske smerter og bevægeindskrænkning i ryggen. Disse følger ansås for at være den overvejende årsag til hendes arbejdsophør og overgang til førtidspension. Ankestyrelsen havde på den baggrund fundet, at det samlede erhvervsevnetab på baggrund af den indtrufne skade sammenholdt med sikredes alder, evner, uddannelse og tidligere erhvervsforhold, måtte ansættes til 65%.

Ankestyrelsen fandt således, at der - på baggrund af de helbredsmæssige oplysninger, sikredes alder, uddannelse, tidligere beskæftigelse og det fejlslagne forsøg på arbejdsprøvning - ikke var mulighed for nærmere at belyse en resterhvervsevne, der med overvejende sandsynlighed talte imod, at erhvervsevnetabet fastsattes svarende til den tilkendte mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde herved blandt andet vægt på, at resultatet af arbejdsprøvningen, som blev påbegyndt den 1. maj 1997 resulterede i, at sikrede på grund af sin ryglidelse måtte ophøre, idet arbejdsgiveren anså det for ikke-formålstjenligt at fortsætte arbejdsprøvningen.