Sagen vedrørte moderen til et barn, der var født 10 uger for tidligt med lav fødselsvægt på grund af svangerskabsforgiftning, som havde medført manglende næring til barnet under de sidste uger af graviditeten.
Moderen søgte om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i fire til seks måneder i forlængelse af barselsorloven.
Af sygehusjournaler og udskrivningsbrev fremgik blandt andet, at barnet vægtmæssigt fulgte sin egen percentil fuldstændig både med hensyn til længde og vægt. Der var normal motorik og normale reflekser.
Af statusattest fra egen læge fremgik, at barnet havde været indlagt, og at barnet fortsat gik til kontrol på børneambulatoriet på grund af ringe vægtstigning. Motorisk var barnet ikke alderssvarende udviklet. Lægen anførte, at dette for tidligt fødte barn, der ikke var i trivsel, fortsat havde brug for pasning i rolige, vante omgivelser i eget hjem. Barnet måtte under ingen omstændigheder på daværende tidspunkt passes sammen med andre børn på grund af infektionsrisikoen.
Af udtalelse fra børneambulatoriets overlæge fremgik, at barnet var født 10 uger for tidligt med en fødselsvægt på 1150 g. Det umiddelbare forløb var relativt ukompliceret, idet barnet havde behov for respirationsunderstøttende behandling i de første dage samt lidt lys på grund af gulsot. Fem uger gammel fik barnet noget, der lignede en infektion, uden at dette dog kunne påvises med sikkerhed. Efter udskrivelsen var forløbet noget kompliceret, idet barnet var meget uroligt og krævende og meget grædende i lange perioder, formentlig med en del kolik.
Det fremgik videre af udtalelsen, at barnet voksede svarende til en kurve, som lå klart under normalen. Barnet fremtrådte neurologisk fuldstændig normalt med en fin udvikling. Ifølge overlæge var der ingen tvivl om, at forløbet efter den meget for tidlige fødsel med meget lav fødselsvægt havde været noget kompliceret og uroskabende. Situationen syntes at stabilisere sig, men der var ikke tvivl om, at moderen havde behov for at være sammen med barnet i en længere periode end den normale barselsorlov.
Det var ifølge overlægen erfaringsmæssigt uhensigtsmæssigt at sætte for tidligt fødte børn i daginstitution for tidligt, idet selv banale luftvejs- og maveinfektioner kunne medføre alvorlige komplikationer. Der var ikke tvivl om, at det langvarige og komplicerede forløb under indlæggelsen havde påvirket mor-barnforholdet, og at der således var behov for yderligere en stabiliseringsperiode. Det blev derfor anbefalet, at der blev ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til moderen for at barnet kunne blive i hjemmet i yderligere ½ år efter udløbet af barselsorloven.
Kommunen gav moderen afslag på hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29. Kommunen vurderede, at barnet ikke var i målgruppen til § 29, og at betingelserne for at bevilge hjælp derfor ikke var opfyldte. Kommunens lægekonsulent havde vurderet, at barnet ikke var omfattet af personkredsen, idet barnets helbred ikke var af en sådan karakter, at det havde alvorlige følger i den daglige tilværelse. Det vurderedes som hensigtsmæssigt, at barnet fortsat blev passet hjemme af moderen, men at det ikke ville være uforsvarligt at tilbyde pasning i f.eks. dagpleje.
Moderen indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn.
I forbindelse med klagen fremlagde moderen udtalelser fra sundhedsplejerske og yderligere en overlæge.
Af sundhedsplejerskens udtalelse fremgik blandt andet, at barnet efter udskrivningen havde udviklet sig meget langsomt og lå langt under middel på vækstkurven, som barnet kun lige fulgte. På tidspunktet for udtalelsen blev barnet fortsat ammet og kunne kun introduceres til anden kost ganske langsomt. Barnet blev beskrevet som meget taktilsky og urolig, blev let overstimuleret og havde svært ved at falde til ro. Barnets hud og slimhinder blev let irriterede og barnet fik let eksem og forkølelser.
Af udtalelsen fra overlægen fremgik blandt andet, at barnet var indlagt på sygehusets neonatalafdeling i to måneder, hvor det initialt blev behandlet for umodne lunger, lavt blodsukker og tendens til langsom hjerteaktion. På grund af mistanke om blodforgiftning blev der behandlet med antibiotika en uge. Ved udskrivningen var barnets vægt 2550 g. Trivslen hjemme var præget af en del spiseproblemer, uro og indsovningsbesvær. Otte måneder gammel var vægten 5,8 kg og længden 60 cm, svarende til et barn på tre måneder født til tiden. Udviklingen var god, men af hensyn til barnets fortsatte trivsel, stabile udvikling og for at undgå unødig smitte med vægtstagnation til følge var det lægeligt tilrådeligt, at barnet blev passet hjemme i yderligere fire til seks måneder.
Nævnet fandt, at moderen var berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste svarende til fuld tid i op til seks måneder efter barselsorlovens udløb i henhold til servicelovens § 29.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var muligt at yde tabt arbejdsfortjeneste, når der var tale om et barn, der på grund af f.eks. nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko ikke kunne være i et dagtilbud. Nævnet henviste til, at det var muligt at yde hjælp for en kortere periode, hvis barnet ikke måtte omgås andre på grund af smittefare. Nævnet lagde vægt på, at barnet, der var født 10 uger for tidligt, fortsat ikke var i trivsel, og at det derfor var uhensigtsmæssigt, at barnet kom i daginstitution af hensyn til risikoen for infektioner, som kunne give alvorlige komplikationer.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen blandt andet, at nævnet ikke havde forholdt sig konkret til barnets situation, men lagt vægt på de generelle lægelige oplysninger om mulige komplikationer hos for tidligt fødte børn, der passes i daginstitution. Efter kommunens opfattelse var nævnets afgørelse ikke i overensstemmelse med SM C-22-01.
Kommunen henviste endvidere til en sagsfremstilling udarbejdet af kommunens lægekonsulent, der blandt andet anførte, at nævnet i den konkrete afgørelse i væsentlig grad havde lagt mor-barnforholdet til grund, og at der yderligere var lagt vægt på nedsat immunforsvar og stor sygdomsrisiko. Lægekonsulenten oplyste, at der i kommunen var velfungerende pasningsordninger til børn med nedsat immunsystem, f.eks. børn i immunsuprimerende behandling. Efter lægekonsulentens opfattelse var barnets immunsystem ikke nedsat i en grad, som kunne sidestilles med børn i immunsupressiv behandling. Der forelå således ikke oplysninger om, at barnet havde haft brug for yderligere lægelig behandling eller forebyggelse af infektionssygdomme. Det var lægekonsulentens opfattelse, at barnet kunne sidestilles med alle andre børn på 1/2 år og derunder, som generelt ikke havde et veludviklet immunforsvar.
Kommunens lægekonsulent anførte videre, at det forhold, at barnet var født 10 uger for tidligt efter gængs kutyme fra lignende sager ikke i sig selv udgjorde en lægelig begrundelse for tildeling af lønkompensation, men at dette kriterium kunne tages med i en samlet betragtning, hvis der forelå andre tegn på svær umodenhed, f.eks. bronkopulmonal dysplasi. Vurderingen af, at barnet var i dårlig trivsel, syntes at bygge på moderens opfattelse af, at barnet havde været meget uroligt og krævende efter udskrivelsen.
Nævnet oplyste efterfølgende blandt andet, at der ved vurderingen af, om det var tale om en indgribende langvarig lidelse, var lagt vægt på, at barnet var født meget for tidligt med lav fødselsvægt, at forløbet var beskrevet som noget kompliceret, og at barnet udviklede sig svarende til en kurve, der lå klart under normalen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at barnet af hensyn til den fortsatte trivsel og stabile udvikling skulle passes hjemme til det var 14 måneder gammel, og at selv banale øvre luftvejsinfektioner og maveinfektioner kunne medføre alvorlige komplikationer førende til hospitalsindlæggelser. Nævnet lagde endelig vægt på, at det efter en lægelig vurdering måtte anses for nødvendigt, at barnet blev passet i hjemmet som følge af lidelsen, og at det på grund af barnets alder måtte anses for mest hensigtsmæssigt, at pasningen blev varetaget af forældrene.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et for tidligt født barn, som har behov for pasning i hjemmet i en periode efter udløbet af moderens barselsorlov, kan anses for omfattet af personkredsen i servicelovens § 29 sammenholdt med Ankestyrelsens praksis, jf. SM C-21-01 og C-22-01.
