Ved ansøgning af 22. august 2001 søgte behandlende overlæge og socialrådgiveren på sygehuset om godtgørelse i henhold til dagpengelovens § 19 a til en mor i forbindelse med hendes søns indlæggelse på sygehuset den 14. august 2001. Indlæggelse og pasning i hjemmet var i ansøgningen forventet at ville blive over 25 dage.
Kommunen traf den 11. september 2001 afgørelse om afslag på tabt arbejdsfortjeneste efter dagpengelovens § 19 a. Kommunen henviste til oplysningerne fra hospitalet, hvoraf fremgik, at varigheden var under 25 dage, og der ikke var tale om behandling i hjemmet.
Af brev af 2. oktober 2001 fra behandlende overlæge på sygehuset fremgik, at sønnen var indlagt på børneafdelingen med svær salmonellainfektion i mave-tarmkanalen. Hans sygdom startede den 12. august 2001 og han blev indlagt med svært væskeunderskud den 14. august 2001.
Det blev et langvarigt sygdomsforløb, og han blev udskrevet til Distriktspædiatrien den 1. september 2001, hvilket betød, at han formelt stadig var indlagt, men var hjemme og blev tilset af sygeplejerske 3 gange dagligt i forbindelse med behandling med antibiotika. Den 3. september 2001 fik han på ny diarré og feber, hvorfor der den 4. september 2001 på ny blev taget blodprøver. Svaret på blodprøverne forelå endeligt den 5. september 2001, hvor han blev afsluttet fra Distriktspædiatrien. Efterfølgende blev det tilføjet, at svaret på bloddyrkningen først kunne foreligge tidligst den 10. september 2001. Sygehuset anbefalede derfor, at sønnen blev holdt som rekonvalescent indtil dyrkningsvaret forelå.
Ved revurderingen af sagen fastholdt kommunen sin afgørelse. Det blev anført, at ud fra de oplyste datoer, hvor sønnen var indlagt og behandlet i hjemmet var der tale om en periode på under 25 dage. Kommunen anførte, at der i perioden fra den 4. til den 11. september 2001 ikke var tale om behandling, og at disse dage derfor ikke kunne medregnes.
Nævnet fandt ikke moderen havde ret til de ansøgte sygedagpenge. Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet var enigt med kommunen i, at kun perioden frem til 5. september 2001 kunne medregnes i forhold til § 19 a, stk. 1, hvor der stilles krav om 25 dage. Da sygdommen startede 14. august 2001, og sluttede med udskrivning 5. september 2001, hvorefter der var tale om rekreation, var der i alt tale om 22 dage, hvor behandling eller pleje i hjemmet kunne sidestilles med ophold på hospital, jf. bekendtgørelsen om dagpenge ved sygdom og fødsel § 49. Nævnet kunne ikke tilslutte sig, at rekonvalescens/rekreationsperioden fra 5. til 11. september 2001 skulle medregnes.
I klagen var anført, at man ønskede en principiel stillingtagen til, hvornår retten til sygedagpenge i h. t. dagpengelovens § 19 a indtræder. Det var klagers opfattelse, at moderen havde ret til at modtage dagpenge på grundlag af hospitalets skøn over behandlingens varighed. Forvaltningen kunne ikke efterfølgende - på grundlag af det faktiske forløb fratage hende retten, jf. bekendtgørelsens § 49.
Forvaltningen modtog ansøgning om udbetaling af dagpenge med brev fra sygehuset af 22. august. Ifølge hospitalet skønnedes barnets behandling og pleje at vare udover 25 dage, jf. dagpengelovens § 19 a og bekendtgørelsens § 49.
Det blev gjort gældende, at moderen derfor havde ret til udbetaling af dagpenge med virkning fra d. 12. august, hvor sønnen blev syg. Dagpengelovens kriterium er ikke behandlingens faktiske varighed, men derimod et lægeligt skøn over den forventede varighed. Det forhold, at det senere kan vise sig, at behandlingen varer mindre end 25 dage er der taget højde for i vejledningens pkt. 105.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår retten til sygedagpenge indtræder, jf. dagpengelovens § 19 a og § 49 i bekendtgørelse om dagpenge ved fødsel eller sygdom.
