Ankestyrelsens principafgørelse C-50-02

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 98

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) - pkt. 9, kapitel 6-8

Note:

*) Se også SM C-10-99, sag nr. 3 og 4.

* * * * *

Sagen vedrørte en 27-årig mand, der led af cerebral parese og som ikke havde noget forståeligt verbalt sprog. Han var kørestolsbruger. Han kommunikerede ved hjælp af kropssprog, ansigtsmimik samt ved hjælp af specielt udviklede PC-hjælpeprogrammer og headmouse. Han var i besiddelse af en stationær computer, som han bl.a. benyttede til kommunikation, når han opholdt sig i hjemmet.

Ansøgeren søgte amtskommunen om hjælp til en bærbar computer med det nødvendige specialudstyr. Begrundelsen for ansøgningen var, at ansøgeren med udstyret ville opnå en højere grad af selvstændighed og være i stand til at kommunikere sine behov og ønsker ud i enhver given situation, også udenfor hjemmet.

Amtskommunen bevilgede den ansøgte bærbare computer med særlige informationsteknologiske hjælpemidler som nødvendigt udstyr til computeren. Computeren blev bevilget som et forbrugsgode, der var en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 98, stk. 2, i lov om social service, med 50 % egenbetaling af prisen for en standard bærbar computer.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse. Nævnet vurderede således, at den bærbare computer også havde en forbrugsgodeværdi for ansøgeren, idet computerens anvendelsesmuligheder til bl.a. at lagre og genanvende data, mulighed for at sende og modtage elektronisk post, mulighed for adgang til internettet samt muligheden for at udskrive tekst, der var færdigbehandlet på computeren m.v. havde en forbrugsgodeværdi for ansøgeren. Dette gjaldt også, selv om ansøgeren havde en stationær PC-er.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøgeren havde en stationær computer i hjemmet, som han kunne bruge til at lagre og genanvende data, mulighed for at sende og modtage elektronisk post, mulighed for adgang til internettet og mulighed for at udskrive tekst, der var færdigbehandlet på computeren m.v. Han havde altså en computer, som opfyldte alle de forbrugsgodeværdier, som alle andre mennesker uden handicap også havde.

Ansøgeren havde brug for en bærbar computer for at få de specielt udviklede PC-hjælpeprogrammer og headmouse, som han bl.a. kommunikerede ved hjælp af, med, når han færdedes udenfor sit hjem for at kunne kommunikere med andre mennesker. At den bærbare computer så også kunne bruges til andet, var ikke nødvendigt for ansøgeren, da det behov allerede var dækket af den stationære PC.

Det var videre anført, at ansøgeren havde brug for den bærbare computer som talemaskine og hjælpemiddel som supplement til den stationære computer, der også var et forbrugsgode.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en bærbar computer måtte betragtes som et forbrugsgode, der skulle bevilges med 50 % egenbetaling, jf. § 98, stk. 4, i lov om social service, eller om der var tale om et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, hvor den fulde anskaffelsesudgift skulle bevilges, jf. lovens § 98, stk. 6, i den situation, hvor der allerede er bevilget en stationær computer som forbrugsgode med 50 % egenbetaling.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til anskaffelse af en bærbar computer (Rough-computer), således at ansøgeren selv skulle betale 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art, jf. § 98, stk. 2, 4 og 5, i lov om social service sammenholdt med § 2, stk. 2, nr. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen fandt således, at en bærbar computer er et forbrugsgode i henhold til § 98, stk. 1, jf. stk. 4, i lov om social service og § 1, stk. 2, 2. pkt., i ovennævnte bekendtgørelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelsen i lovens § 98, stk. 6, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 3, hvorefter de fulde anskaffelsesudgifter betales, hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, var opfyldt i ansøgerens tilfælde.

Ankestyrelsen fortolkede ovennævnte bestemmelser i overensstemmelse med kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne, jf. pkt. 9, i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Afgørende for, om et forbrugsgode udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, fandtes på denne baggrund at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede er en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserer for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt på baggrund heraf, at en bærbar computer også for ansøgeren havde en forbrugsgodeværdi, selv om han ifølge det i sagen oplyste skulle benytte den bærbare computer som talemaskine, når han færdedes udenfor hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at bl.a. computerens anvendelsesmuligheder for at lagre og genanvende data, afspilning af musik-cd, mulighed for adgang til at sende og modtage elektronisk post samt adgang til internettet havde samme forbrugsgodeværdi for ansøgeren som for andre uden funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen var klar over, at ansøgeren havde en stationær computer i hjemmet, som han kunne benytte til de ovenfor nævnte formål, men Ankestyrelsen fandt ikke, at dette kunne give anledning til en anden vurdering, da det afgørende var, om ansøgeren havde mulighed for at udnytte den bærbare computer efter dens formål som forbrugsgode, og ikke, om han rent faktisk gjorde det, jf. punkt 42 i ovennævnte vejledning vedrørende bekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.