Ankestyrelsens principafgørelse A-41-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 74b

Ansøger, der var 57 år, havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet i 27 år, inden han blev afskediget på grund af længere varende sygdom.

Af de helbredsmæssige oplysninger fremgik, at der ikke var påvist psykiatrisk sygdom som sådan, men at ansøger var præget af sin personlighed som en primært rethaverisk og muligvis præparanoid person. Herudover led han af dårlig ryg samt af koncentrationsbesvær. Han havde svært ved at lære nyt på grund af sin personlighedsstruktur.

Af en udtalelse fra Revacentret fremgik, at ansøger havde været positivt indstillet og samarbejdet om afprøvningen. Arbejdstempoet havde været væsentligt nedsat. Engagementet havde været svingende. Kvaliteten af det udførte arbejde havde været i orden. Instruktionsforståelsen havde ligeledes været i orden ved enkle opgaver, men ansøger havde ind i mellem haft problemer med koncentration, hukommelse og overblik. Han kunne arbejde i 4-5 timer dagligt, hvorefter han måtte standse på grund af smerter i ryg og ben.

Reva konkluderede, at ansøger ville kunne magte et arbejde på nedsat tid, med enkle arbejdsopgaver og i et job, hvor han havde mulighed for at gå lidt for sig selv.

Efter opholdet på Revacentret var ansøger i arbejdstræning i 7 måneder. Han fik bevilget ledighedsydelse fra 1. august 2000.

I april 2001 orienterede Jobformidlingen kommunen om, at det ikke var muligt at finde et fleksjob til ansøger på grund af hans mange begrænsninger - ikke mindst hans manglende evne til at tilegne sig nye færdigheder samt langsommelighed kombineret med alder og fysisk formåen.

Ansøger havde været i praktik 3 forskellige steder, men var ikke blevet tilbudt arbejde nogen af stederne. Der havde i alle praktikjobbene været tale om meget enkle arbejdsfunktioner.

Kommunen fandt på baggrund heraf, at ansøger ikke længere havde ret til ledighedsydelse, og at han skulle overgå til kontanthjælp.

Ifølge kommunens journalnotater vurderede forvaltningen, at aktiveringsmulighederne og mulighederne for job på særlige vilkår var udtømte. Det skulle derfor overvejes, om der skulle rejses sag om førtidspension. Kommunen anmodede samtidig ansøgers læge om supplerende oplysninger til brug herfor.

Nævnet tiltrådte, at ansøger ikke længere havde ret til ledighedsydelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at mulighederne for arbejde på særlige vilkår var tilstrækkeligt afprøvede, og at ansøger derfor ikke længere ventede på fleksjob.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det ikke var på grund af manglende vilje, at ansøger ikke var blevet ansat i fleksjob.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var hjemmel til at standse udbetalingen af ledighedsydelse, hvis det viste sig, at det ikke længere var realistisk at etablere et fleksjob, og om kommunen som følge deraf var forpligtet til at rejse sag om førtidspension.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger fortsat havde haft ret til at få udbetalt ledighedsydelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ikke formelt havde truffet afgørelse om at ophæve visitationen til fleksjob. Kommunen havde heller ikke truffet afgørelse om, hvad der videre skulle ske i sagen.

Ankestyrelsen henviste til det anførte i pkt. 4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om ændring af reglerne om fleksjob, ledighedsydelse, sagsbehandling m.v., hvorefter kommunen skulle sikre sig, at den før ophøret af en foranstaltning (f.eks. ophør af sygedagpenge) havde taget stilling til, hvad der videre skulle ske. Lovændringerne trådte i kraft pr. 1. juli 2001.

På baggrund af oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen det ikke muligt at godtgøre, at ansøger ikke havde medvirket ved de tilbudte arbejdspraktikker efter bedste evne. Der var derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at han ikke ønskede at stå til rådighed for et fleksjob.

Såfremt kommunen skønnede, at sagen ikke var tilstrækkelig oplyst til, at der kunne træffes afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at rejse sag om førtidspension, havde kommunen heller ikke haft det nødvendige grundlag for at vurdere, om ansøger fortsat havde en arbejdsevne, som gjorde det muligt for ham at yde en arbejdsindsats, der mindst svarede til 1/3 af det normale på det relevante arbejdsområde.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fortsat behandling på ovennævnte grundlag.