B kommune anmodede i april 2001 A Kommune om refusionstilsagn for de iværksatte hjælpeforanstaltninger vedrørende en ung kvinde, der sammen med sin datter havde ophold i et børn & unge center i B kommune.
A kommune svarede, at kommunen ikke kunne efterkomme B kommunes anmodning, idet A kommune i en for barnet uopsættelig situation udelukkende havde handlet på B kommunes vegne. A kommune anførte i den forbindelse, at B kommune havde været opholdskommune for kvinden siden dennes indflytning på børn & unge centret, idet hun vedvarende havde anført, at hun ikke ønskede at returnere til A kommune.
B kommune fastholdt kravet om, at A kommune gav refusionstilsagn og B kommune henvendte sig derfor til det sociale nævn med henblik på at få afklaret uenigheden.
Af A kommunes journal fremgik det bl.a., at A kommune i oktober 2000 besluttede, at kvinden blev anbragt sammen med sit spædbarn på et familiebehandlingssted, og at det ville kunne blive nødvendigt at anbringe barnet, hvis kvinden ikke indvilgede i dette. Kvinden meddelte medio oktober 2000, at hendes boligsituation var forværret, idet hun var blevet bedt om at fraflytte sin hidtidige bolig pr. 1. december 2000. Kvinden og datteren flyttede ind på børn & unge centret i B kommune den 1. december 2000. A kommune fortsatte med at være handlekommune i sagen efter aftale med B kommune og kvinden.
I marts 2001 anbefalede børn & unge centret, at barnet blev anbragt i en plejefamilie. Efter orientering om indholdet af anbefalingen blev det medio marts 2001 akut nødvendigt at anbringe barnet på centrets spædbørneafdeling, hvilket kvinden efterfølgende accepterede. Det blev herefter overvejet hvilken boligløsning, der kunne findes til kvinden, som ønskede at bo i B kommune. A kommune besluttede herefter at oversende sagen til B kommune. Sagen blev primo april 2001 oversendt til B Kommune. Endelig var det oplyst, at barnet medio juli 2001 blev anbragt i familiepleje.
Det sociale nævn fandt, at A kommune var forpligtet til at give refusion til B kommune i forbindelse med at kvindens barn blev anbragt uden for hjemmet.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der var tale om et ubrudt forløb fra kvinden i december 2000 under medvirken fra A kommune tog ophold med sin nyfødte datter på børn & unge centret i B kommune (jf. servicelovens § 51) til det i marts 2001, akut blev nødvendigt at anbringe datteren på centrets spædbørneafdeling.
Nævnet fandt endvidere, at B kommune, da den blev anmodet herom, burde have påtaget sig opgaven som handle- og opholdskommune, da kvinden opholdt sig i B kommune.
I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune bl.a., at nævnets afgørelse var juridisk inkonsekvent. Nævnet pålagde således A kommune at bære betalingsforpligtelsen for en anbringelse, som B kommune burde have iværksat. A kommune fandt det principielt væsentligt at få afklaret, om det var den tidligere eller den aktuelle opholdskommune, der bar betalingsforpligtelsen, når anbringelsen af et barn efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11 blev forudgået af en undersøgelse, der blev iværksat af den tidligere opholdskommune efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 4, jf. § 38.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om opholdskommune og mellemkommunal refusion i en situation, hvor en kvinde med henblik på afklaringen af forældreevnen, under medvirken af A kommune, tog ophold med sin nyfødte datter på et amtskommunalt børn og unge center i B kommune, og hvor det 3 1/2 måned senere blev nødvendigt at anbringe datteren på centrets spædbørneafdeling. Sagen blev desuden behandlet med henblik på belysning af, om der i denne situation var tale om et ubrudt anbringelsesforløb, og om B kommune i en sådan situation kun kunne anses for at være midlertidig opholdskommune.
