Sikrede var i januar 1998 kommet til skade med sin ryg under sit arbejde som pædagog.
Hændelsen var anerkendt som en arbejdsskade.
Det fremgik af sagen, at sikrede siden hun i 1997 blev færdig med sin uddannelse havde været beskæftiget som pædagog på en aflastningsinstitution for voksne og børn. På grund af følger efter ulykken, herunder operation for diskusprolaps, var hun sygemeldt i længere perioder, og blev opsagt til fratrædelse med udgangen af september 1999.
Erhvervsplanen blev siden forlænget på grund af stort sygefravær, og blev senere ændret således at sikrede blev bevilget revalidering til læreruddannelsen i perioden 1. august 2001 - 30. juni 2005.
Arbejdsskadestyrelsen traf i april 2000 og november 2000 afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne med 25%. Ved afgørelsen i april 2000 blev der lagt vægt på, at sikrede var under revalidering.
Arbejdsskadestyrelsen traf herefter den 10. januar 2002 afgørelse om at sikrede fortsat var berettiget til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne med 25%. Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at sikrede fortsat var under revalidering.
Forsikringsselskabet klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Selskabet anførte, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 10. januar 2002 ikke var i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens praksis, jf. "Nyt om arbejdsskader" nr. 8 af 31. august 2001. Forsikringsselskabet henviste til, at efter denne praksis kunne en midlertidig lønnedgang under revalidering ikke i sig selv begrunde erstatning for erhvervsevnetab. Der skulle derimod foretages en konkret vurdering af den skadelidtes fremtidige indtjeningsmuligheder efter endt revalidering, og der kunne kun ydes erstatning i revalideringsperioden, hvis det med sikkerhed kunne forudses, at der efter endt revalidering ville være et varigt erhvervsevnetab som følge af skaden. Forsikringselskabet fandt ikke, at der var foretaget en sådan konkret vurdering.
Arbejdsskadestyrelsen anførte, at klagen ikke kunne begrunde en ændret afgørelse, idet styrelsen i forbindelse med sagens oversendelse til Ankestyrelsen havde lagt vægt på, at sikrede den 1. oktober 1999 startede med at få erstatning for erhvervsevnetab under revalidering, og at hun således havde indrettet sig på erstatning i forbindelse med sin revalidering.
I dommen af 10. januar 2002 (UfR 2002.730 H) havde Højesteret forhøjet erstatningen for erhvervsevnetab til en lærer fra 15% til 30 % i en periode, hvor læreren havde nedsat arbejdstiden med henblik på efteruddannelse. Sagen drejede sig om en gymnasielærer, der underviste i idræt og billedkunst. Hun pådrog sig en knæskade, som gjorde, at hun ikke kunne undervise i idræt. Hun var ikke i stand til at opretholde fuldt timetal gennem faget billedkunst. Efter arbejdsskaden fik hun bevilget 2/3 nedsat arbejdstid (og dermed også nedsat løn) med henblik på at gennemføre relevant efteruddannelse (bl.a. undervisning i religion og kommunikation).
Af sagens præmisser fremgår
I den foreliggende sag har Ankestyrelsen den 23. maj 2000 truffet midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab i en situation, hvor den sikredes helbredstilstand som følge af en anerkendt arbejdsskade var afklaret, og hvor det også var klart, at hun havde lidt et delvist erhvervsevnetab, medmindre det gennem omskoling lykkedes at genoprette hendes erhvervsevne fuldt ud. Hun var altså ikke i en situation, hvor der var tale om tabt arbejdsfortjeneste i anledning af, at arbejdsskaden havde forårsaget en umiddelbar forringelse af hendes økonomiske forhold. Afklaringen af hendes erhvervsmæssige situation beroede imidlertid på resultatet af omskolingen. Under disse omstændigheder er det naturligt, at tidsperspektivet for en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab begrænses til den periode, hvori usikkerheden gør sig gældende. Der er da heller ikke efter lovens ordlyd eller forarbejder grundlag for at antage, at den midlertidige erstatning i denne situation skal ydes ud fra et skøn på afgørelsestidspunktet over skadelidtes erhvervsevne efter endt omskoling. Såvel lovens formål som det oplyste om praksis taler tværtimod for, at erhvervsevnetabet fastsættes ud fra, hvad det aktuelt er - altså uden hensyn til, at det kan vise sig, at erhvervsevnen genoprettes helt eller delvis gennem omskolingen. Da sikrede må antages i omskolingsperioden fuldt ud at udnytte sin erhvervsevne, som den aktuelt er, finder Højesteret, at hun fra den 1. august 1999 og indtil videre har lidt et erhvervsevnetab på 30%, og Højesteret tager derfor hendes påstand til følge.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af Højesterets dom af 10. januar 2002 for de sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse efter retningslinierne i SM U-29-01 (som byggede på afsagte landsretsdomme i 2001, og som blev ophævet på baggrund af Højesterets dom).
