Sagen drejede sig om opkrævning og beregning af den del af egenbetalingen for opholdet i et opholdssted, der vedrørte serviceydelser, som var en integreret del af opholdet.
Der var tale om et socialpædagogisk opholdssted, der var godkendt efter servicelovens § 49, stk. 2. På opholdsstedet var 4 af de 8 beboere fyldt 18 år. Amtskommunen meddelte kommunen, at der ikke var noget til hinder for, at de voksne personer havde ophold i et socialpædagogisk opholdssted efter servicelovens § 49, stk. 2, når blot betalingen for opholdet skete efter reglerne for voksne i servicelovens § 91.
Opholdsstedet oplyste, at den samlede månedstakst for døgnophold på opholdsstedet i år 2000 var 42.913 kr. pr. beboer. Dertil skulle lægges den del af opholdsbetalingen, som beboeren selv skulle betale. Dette beløb var opgjort til 2.500 kr. Beløbet dækkede betaling af beklædning og lommepenge, medicin, læge, tandlæge og behandling, hjemrejser, kultur, ferie og fritid samt andel i institutionens autodrift.
Kommunen bevilgede en 21-årig kvindelig beboer opholdsbetalingen på kr. 42.913 i henhold til servicelovens § 91. I henhold til servicelovens § 95, stk. 2, jf. bestemmelserne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 fastsatte kommunen en egenbetaling på 5.163 kr. pr. måned. Beløbet omhandlede omkostningsbestemt logi 266 kr., indtægtsbestemt husleje 1.135 kr., el og varme 390 kr., kost 2.030 kr. samt "andre ydelser, som skønnes en integreret del af opholdet" 1.342 kr. pr. måned.
Kommunen oplyste, at beregningen af egenbetaling var foretaget ud fra de af kommunen godkendte retningslinier af egenbetalingen vedrørende førtidspensionisters ophold i lokale opholdssteder. Beløbet 1.342 kr. var en del af egenbetalingen og dækkede den særlige service m.v. som fulgte af opholdet, herunder vask, rengøring m.v. Kommunen vurderede, at der ikke var grundlag for nedsættelse eller bortfald af servicebetaling, jf. servicelovens § 83, stk. 2. Kommunen begrundede det med, at kvindens betydelige og varigt nedsatte funktionsevne forudsattes kompenseret ved den aktuelle foranstaltning, herunder opholds- og egenbetaling sammenlignet med jævnaldrende ikke-handicappede personers forsørgelsesudgifter. Efter fradrag af egenbetaling vedrørende opholdsbetaling ( 5.153 kr. + 2.500 kr.) var beboerens rådighedsbeløb 2.058 kr.
Kvindens advokat henviste til, at det fremgår af den nævnte bekendtgørelses § 2, at kommunen/amtskommunen fastsætter betaling for ophold i boligen, herunder el og varme, betaling for kost og dermed forbundne personaleudgifter samt betaling for andre ydelser, herunder vask, som en integreret del af opholdet. Advokaten havde tidligere anmodet kommunen om at redegøre for, hvad man ud over vask kategoriserer som andre ydelser, og som man kræver kr. 1.342 pr. måned for. Advokaten gjorde ligeledes opmærksom på, at det fremgår af servicelovens § 83, at det alene er personer, der har ophold i boformer efter § 92, der skal betale det i servicelovens § 83 angivne beløb for den særlige service m.v., som følger af opholdet.
Kommunen anførte, at de 1.342 kr. dækkede den særlige service m.v. som følger med opholdet under hensyn til, at klienternes betydelige og varigt nedsatte fysiske og psykiske funktionsevne forudsætter behandling i samme omfang som i en boform jf. servicelovens § 92.
Nævnet fandt, at kommunen ikke på det foreliggende grundlag var berettiget til at opkræve beløbet kr. 1.342 pr. måned som en fast takst, men at beløbet skulle nærmere specificeres. Nævnet hjemviste herefter sagen til kommunen til fornyet beregning/afgørelse.
Nævnet lagde til grund, at kommunen opkrævede beløbet kr. 1.342 pr. måned ud fra en analogislutning til servicelovens § 83, grundet kvindens forhold.
Det fremgik imidlertid af sagen, at der ikke var tale om et botilbud oprettet med hjemmel i servicelovens § 92, og der fandtes ikke at være hjemmel til ved analogislutning at opkræve en takst som omhandlet i servicelovens § 83.
Ved ophold efter servicelovens § 49, stk. 2, jf. § 86 var kommunen berettiget til at opkræve en takst for udgifter. Der ville dog ikke kunne opkræves yderligere betaling for tandpleje, idet dette indgik i den betaling kvinden betalte direkte til opholdsstedet. Kommunen var berettiget til at opkræve betaling for vask, rengøring m.v. Kommunen skulle dog specificere nævnte beløb, og var ikke berettiget til at fastsætte dette til en fast takst. Der er ikke i lovgivningen hjemmel til at kommuner kan fastsætte egne takster på dette område. Nævnet pålagde herefter kommunen at foretage en konkret beregning af de udgifter, som kommunen ønskede skulle indgå i en egenbetaling.
Kommunen klagede til Ankestyrelsen, og anførte, at det havde principiel betydning, hvorvidt der var adgang til at lade servicebetalingsbeløb på 1.342 kr. indgå i egenbetaling, når en person med forsørgelsesgrundlaget højeste førtidspension tilhørende målgruppen til en boform, jf. servicelovens § 92 blev anbragt i et socialpædagogisk opholdssted godkendt efter servicelovens § 49, stk. 2. Kommunen henviste derudover til godkendende og tilsynsførende myndigheds skrivelse om, at " der er dog intet til hinder for at voksne har ophold i et opholdssted godkendt til 8 børn og unge i alderen 6-18 år, når blot betaling sker efter reglerne for voksne".
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der er hjemmel til at opkræve en fast takst på 1.342 kr. månedligt, som omhandlet i servicelovens § 83, når der er tale om et botilbud, som ikke er oprettet med hjemmel i servicelovens § 92, men med hjemmel i § 49, stk. 2.
