Ankestyrelsens principafgørelse P-8-02

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 17, stk. 2

En pensionist havde af kommunen fået bevilget hjælp til køb af en PC som hjælpemiddel efter servicelovens § 98. Pensionistens egenbetaling udgjorde 5.500 kr.

Ansøger var gift og begge ægtefæller modtog folkepension. De samlede månedlige indtægter var opgjort til 9.910 kr. incl. ATP.

Der var oplyst aktuelle udgifter til husleje, varme, el, forsikring, licens, antennebidrag, telefonabonnement og medicin - i alt 3.916 kr. pr. måned. Herudover var der oplyst udgifter til afdrag på lån og gæld (3.539 kr.), telefonsamtaler, leje af tv, video og komfur, vinduespudsning, vaskeafgift og andet (f.eks. udgifter p.g.a. sygdom/handicap) - i alt yderligere 4.881 kr. pr. måned.

Kommunen gav afslag på personligt tillæg til egenbetalingen til den bevilgede PC med den begrundelse at der ikke kunne ydes tilskud til almindelige forbrugsgoder.

Nævnet stadfæstede kommunens afslag på personligt tillæg. Nævnet fandt på baggrund af SM A-2-01, at der ikke var hjemmel til at yde hjælp til det ansøgte.

Ankestyrelsen indhentede i forbindelse med sagens behandling en vejledende udtalelse fra Socialministeriet, som i høringssvaret blandt andet oplyste, at der ikke i forarbejderne til servicelovens § 98 var taget stilling til, om der kunne ydes et personligt tillæg efter pensionslovens § 17 til egenbetalingen af et hjælpemiddel bevilget efter servicelovens § 98. Det var ministeriets opfattelse, at bevilling af personligt tillæg efter pensionslovens § 17 ikke kunne betragtes som dækning af en merudgift, der var en følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne, men udelukkende var baseret på en økonomisk trangsvurdering.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der efter pensionslovens § 17 vil kunne ydes hjælp til egenbetaling til bevilget forbrugsgode efter servicelovens § 98.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse, og hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse efter pensionslovens § 17, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelserne om tildeling af personligt tillæg i pensionslovens § 17, stk. 2 ikke udelukkede, at der kunne tildeles personligt tillæg til hjælp til egenbetaling efter anden lovgivning - herunder egenbetaling af PC bevilget efter servicelovens § 98.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke på baggrund af lovteksten, forarbejderne eller praksis vedrørende personligt tillæg i øvrigt var grundlag for at antage, at reglerne herom udelukkede, at der kunne tildeles personligt tillæg til hjælp til egenbetaling efter anden lovgivning. Endvidere var der ikke i forarbejderne til servicelovens § 98 taget stilling til, om der kunne ydes et personligt tillæg efter pensionslovens § 17 til egenbetalingen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at tildeling af personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 2 sker efter en konkret, individuel vurdering af de økonomiske forhold (indtægter, udgifter og formueforhold) sammenholdt med størrelsen af og formålet med udgiften, der søges personligt tillæg til. Der skal således være tale om en rimelig og nødvendig udgift, som pensionisten ikke selv kan afholde.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der ikke herudover er begrænsninger i, hvilke udgifter der kan søges personligt tillæg til.

Det bemærkes for så vidt angår nævnets henvisning til SM A-2-01, at begrundelsen for denne afgørelse var, at der i forarbejderne til aktivlovens § 81 ikke var holdepunkter for at antage, at denne bestemmelse også skulle omfatte hjælp til egenbetaling efter anden lovgivning.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.