Ankestyrelsens principafgørelse C-8-02

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

02-10-2012

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 32, § 40, stk. 1, § 40, stk. 2, nr. 1 og § 121

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 166, § 52 og § 46

Note:

Afløst af 157-12

Der havde tidligere været iværksat flere forskellige støtteforanstaltninger efter servicelovens § 40 overfor familien og barnet. I april 1999 startede barnet, der var 12 år gammel, på en skole (A), hvor det modtog undervisning og behandling. Der var enighed om, at barnet under sin gang på den ny skole havde udviklet sig positivt, i modsætning til tidligere forløb.

Kommunen besluttede med udgangen af skoleåret 1999/2000, at barnet skulle fortsætte undervisning og behandling på en skole (B), som i modsætning til A lå i opholdskommunen. I den forbindelse ændrede kommunen hjemlen for foranstaltningen fra servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9 til nr. 1. Barnet og forældrene ønskede ikke, at barnet skulle flyttes til B, og under sagens behandling i nævnet modtog barnet alene undervisning på A.

Nævnet pålagde kommunen fortsat at betale forældrenes andel af udgiften, behandlingsdelen, således at barnet kunne fortsætte på A. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der var tale om beslutning om ophør af en foranstaltning efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9, og om iværksættelse af en foranstaltning efter lovens § 40, stk. 2, nr. 1. Der var således ikke tale om bistandsudøvelse, jf. principperne i SM O-82-96. Nævnet fandt, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde begrundet ophøret af foranstaltningen efter lovens § 40, stk. 2, nr. 9.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at afgørelsen lå uden for nævnets kompetenceområde. Der henvistes herved til SM O-82-96. Endvidere anførtes, at opholdskommunens bestræbelser på at tilvejebringe skole- og behandlingstilbud i egen kommune, dvs. nærmiljøet, var nyttesløse, hvis nævnet kunne tvinge kommunen til fortsat at anvende tilbud beliggende uden for kommunen. Endelig var kommunen uenig med nævnet i, at kommunen ikke havde givet tilstrækkelig begrundelse.

I forbindelse med genvurdering anførte nævnet, at det forhold, at B i modsætning til A ikke var beliggende i opholdskommunen ikke i sig selv kunne begrunde flytning fra et skole- og behandlingstilbud, som efter det oplyste var velegnet i forhold til barnet's behov for støtte.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af nævnets kompetence til at efterprøve kommunens valg af foranstaltning, herunder om kommunen havde lagt korrekte kriterier til grund, og om kommunen havde overholdt reglerne om sagsbehandling, blandt andet med hensyn til begrundelse. Ankestyrelsen ville i den forbindelse overveje, om sagen gav anledning til supplement af SM O-82-96 og O-114-94.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet kunne pålægge kommunen at betale forældrenes andel af udgiften, behandlingsdelen, således at barnet's dagophold på skolen A kunne genetableres som et kombineret skole- og behandlingstilbud, jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at en flytning af barnet til B kunne begrundes i barnet's behov.

Ankestyrelsen havde herved lagt til grund, at barnet begyndte et skole- og behandlingsforløb på A i april 1999. Der havde forinden været iværksat flere forskellige hjælpeforanstaltninger, som ikke havde medført en positiv udvikling i barnet's forhold. Umiddelbart forud for barnet's start på A blev barnet undervist hjemme i ca. 1/2 år af en lærer samtidig med, at barnet ventede på et relevant tilbud om støtte.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at det af udtalelse af 7. april 2000 fra A bl.a. fremgik, at barnet og hans familie var inde i en god udvikling i forhold til de langvarige og massive problemer, der havde været igennem barnet's opvækst. Man troede på, at de gode relationer, der var udviklet, kunne være med til at rette op på tidligere fastlåste mønstre. Man anbefalede derfor stærkt, at barnet ikke blev flyttet, idet man frygtede den spirende tillid og udvikling ville briste.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at forældrene og barnet også vurderede, at barnet havde udviklet sig positivt under forløbet på A. Endvidere havde forældrene og barnet ønsket, at barnet skulle fortsætte på A. De havde ikke taget imod tilbuddet om B.

Ankestyrelsen foretog ved afgørelsen ikke en vurdering af, hvilket af tilbuddene på B og på A, som generelt set var bedst egnet til at varetage de behov, som er beskrevet i forhold til barnet og hans familie. Ankestyrelsen fandt det imidlertid efter de foreliggende oplysninger ikke godtgjort, at B skulle kunne varetage barnet's og familiens behov bedre end A. Der var ikke i sagen oplysninger fra kommunen, som tilbageviste den ovennævnte vurdering samt anbefaling fra A ved udtalelse af 7. april 2000.

Uanset at valg af konkret dagtilbud efter Ankestyrelsens praksis hører under bistandsudøvelsen, hvor kommunalbestyrelsen alene har kompetencen, er der efter Ankestyrelsens praksis adgang for nævnet til at efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for kommunens afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er medinddraget i vurderingen, og om prioriteringen mellem de valgte kriterier er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

I den foreliggende sag fandt Ankestyrelsen, at kommunen ved ændringen i foranstaltningen fra A til B ikke i tilstrækkelig grad havde handlet i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i servicelovens § 32, herunder navnlig bestemmelsens stk. 4, hvorefter barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken, og bestemmelsens stk. 5 hvorefter der skal lægges afgørende vægt på, at støtten efter kapitel 8 skal ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder skal der lægges afgørende vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.

Ankestyrelsen fandt det således ikke i tilstrækkelig grad sagligt begrundet, at kommunen ændrede ved den konkrete dagforanstaltning i form af et skole og behandlingstilbud på A.

Endvidere bemærkedes det, at Ankestyrelsen ikke fandt, at den af kommunen foretagne ændring i hjemmelsgrundlaget, således at foranstaltningen blev iværksat efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, og ikke som tidligere efter lovens § 40, stk. 2, nr. 9, havde selvstændig betydning ved vurderingen af sagen.

Ankestyrelsen bemærkede endelig, at uanset, at § 69 i retssikkerhedsloven medfører en begrænsning i det sociale nævns og Ankestyrelsens muligheder for at efterprøve en kommunal eller amtskommunal skønsmæssig afgørelse, kan der ske fuld prøvelse af en række forhold, herunder bl.a. af, om der er foretaget en konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.