Sagen drejede sig om en 61 årig kvinde, der boede alene i egen bolig, en 2 værelses lejlighed på anden sal i A by. Siden marts 2002 havde hun opholdt sig på en gæstestue på et plejecenter i samme by.
Kommunen indstillede i august 2002 til det sociale nævn, at kvinden blev optaget i særligt botilbud uden samtykke på et bestemt amtskommunalt botilbud med speciale i demenslidelser, i henhold til servicelovens § 109 e. Botilbuddet var beliggende i det tilhørende amt i en afstand af ca.70 km fra A by.
Det var i kommunens indstilling oplyst, at kvinden siden marts 2002 havde opholdt sig på en aflastningsstue i et nærliggende ældrecenter i A by, idet hun ikke turde opholde sig alene i sin bolig og derfor forlod den hele tiden. Begrundelsen for, at betingelserne i servicelovens § 109e, nu ansås for opfyldt var, at kvinden led af morbus Alzheimer i svær grad. Hun var ikke længere i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger og der havde været risiko for alvorlig personskade i forbindelse med rygning, idet hun havde slukket cigaretter på papir, dækserviet, etc. og ikke havde kunnet kende forskel på hvilken ende af cigaretten, der skulle i munden, brændt hul i sofa og brændt sig på fingrene. Hun havde endvidere forladt sit hjem uden nødvendig påklædning, uden at kunne orientere sig, gående midt på vejen uden opmærksomhed for trafikken.
Kommunen skønnede at den nødvendige hjælp ikke kunne gennemføres i hendes hidtidige bolig, idet hun havde behov for tæt personaledækning til guidning, rygning, behandling af sår, personlig hygiejne, spisning, medicinadministration og trygge rammer for at modvirke aggressivitet.
Kommunen anførte endvidere, at kvinden var visiteret til det bestemte amtskommunale botilbud i B by, da botilbuddet havde speciale i demenslidelser, herunder havde personalet stor erfaring og megen uddannelse i at takle meget svære problemstillinger i plejen af disse beboere. Nærmeste pårørende var kvindens eneste søn. Sønnen var enig i, at Kvinden burde have tilbud på plejehjem, men ønskede et botilbud, som var beliggende i A by.
Det var i august 2002 oplyst fra en servicekonsulent fra kommunen, at kvinden havde været kendt i hjemmeplejen siden januar 2000, hvor hun havde fået konstateret fremadskridende morbus Alzheimer. Hun underskrev i august 2001 en plejehjemsansøgning, men ønskede alligevel ikke at flytte. Ansøgningen blev sat i bero, da kvinden på dette tidspunkt ikke havde været til fare for sig selv. I løbet af det næste halve år blev hun tiltagende dårlig, idet hun ikke mere kunne tage vare på sig selv og ikke kunne orientere sig udenfor sit eget hjem. Hun blev i februar 2002 og i marts 2002 fundet gående rundt på vejen uden øje for bilerne. Hun var forfrossen og forkommen, idet hun var iført tyndt tøj, trods det var vinter. Det virkede som om hun ikke turde være alene i sin lejlighed mere. Hun forlod den hele tiden og var tryg ved at følge med hjemmehjælpen i bilen til en gæstestue i det nærliggende plejecenter. Kvinden gik her tæt op ad personalet hele dagen og gjorde ingen tegn på at ville forlade stedet, når personalet var indenfor synsvidde. Kvinden havde stor brug for vejledning ved alle måltider. Hun samlede alt op fra bl.a. gulvet og kom det i munden, eksempelvis spildt mad og sårskorper fra egne sår. Der var problemer med at hun kradsede i sine sår, havde stafolycoccer i disse, og personalet måtte dagligt sørge for speciel hygiejne af og omkring kvinden. Hun reagerede meget voldsomt på nye ansigter og havde flere gange optrådt truende og slået fra sig. Hun genkendte fortsat sin søn og svigerdatter og huskede deres navne. Hun var altid meget glad og stolt af sin søn.
Forinden kvinden fik gæsteophold på plejecentret modtog hun hjemmehjælp daglig 1 time om morgenen til personlig pleje, påklædning og morgenmad. Derudover fik hun hjælp 1 time til middag til servering af varm mad og drikkevarer. Desuden fik hun hjælp til rengøring, indkøb og social tid i dagtimer samt aftenbesøg 2 gange til mad og drikkevarer. Desuden deltog hun i dagcenter 2 formiddage om ugen. Hjælpen i hjemmet var løbende blevet øget efter kvindens stigende behov. Efter at kvinden begyndte at gå hjemmefra og gik midt på vejen uden at ænse bilerne, kunne hjemmeplejen ikke længere se hvordan hun kunne passes i hendes eget hjem.
Der forelå en udtalelse fra marts 2002 fra en speciallæge i neuromedicin, hvor det var anført, at kvinden havde morbus Alzheimer i svær grad.
I statusattest fra april 2002 fra egen læge var det anført, at kvinden siden 1999 var blevet tiltagende dårlig og nu var fuldstændig ude af stand til at tage vare på sig selv. Anbringelse på en skærmet demensafdeling måtte absolut anbefales, da det var uforsvarligt, hvis kvinden ikke var under konstant opsyn.
I en afgørelse fra maj 2002 havde amtskommunen, på foranledning af ansøgning fra kommunen, meddelt, at kvinden var blevet visiteret til et bestemt amtsplejehjem i B by efter servicelovens § 92. Amtskommunen lagde vægt på, at det fremgik af det af kommunen medsendte skema, at kvinden havde behov for hjælp på uforudsigelige tidspunkter i døgnet og havde behov for specialfaglig indsats i forhold til sin sygdom.
Kvindens søn udtalte i notat fra juli 2002 bl.a. at kvinden hele sig liv havde levet omkring A by og at det var her hun følte sig hjemme. Den smule af venner og familie, der besøgte hende ville højst sandsynligt få meget svært ved at besøge hende, hvis hun blev flyttet til B by. Sønnen, som var enebarn og boede i C by var endvidere ganske sikker på at hans besøgsaktivitet ville dale kraftigt, hvis hun blev flyttet til B by. Sønnen kunne ikke se fordele ved at flytte hende til B by i forhold til at beholde hende på en skærmet enhed i A by.
Statsamtet meddelte i august 2002, at statsamtet ikke kunne imødekomme kommunens ansøgning om værgemål i forhold til flytning til plejehjem uden samtykke, idet en person der var under værgemål ikke af værgen kunne tvinges til at tage ophold på et plejehjem mod sin vilje.
Advokaten, som kommunen havde anmodet om at varetage kvindens interesser, anførte i august 2002 til nævnet, at kvinden til en vis grad kunne gennemføre en samtale, men hun var efter advokatens opfattelse ikke orienteret i en sådan grad, at hun selv var i stand til at give samtykke, hvorfor nævnets godkendelse var nødvendig. Advokaten var enig i den vurdering, at kvinden ved ildspåsættelse og andet var til fare for sig selv, og at kommunen ikke var i stand til at afværge denne fare i hjemmet. Advokaten savnede derimod en nærmere eller bedre begrundelse for, at kvinden skulle optages i en bolig i B by i forhold til hvad der kunne tilbydes hende i området af A by. Der henvistes til at hendes søn ønskede, at hun skulle have ophold i området af A by, hvor han, venner og bekendte måtte formodes at have lettere ved at besøge hende. I øvrigt var det bemærket, at kvinden fortsat til en vis grad var stedligt orienteret. På advokatens umiddelbare spørgsmål om hvor hun gerne ville bo, havde hun svaret med navnet på en mindre by. (Kvinden var født og opvokset i denne by, som ligger i nærheden af A by).
Kommunen anførte i august 2002 til nævnet, at ved den samlede vurdering af kvindens behov for omfattende pleje, omsorg og behandling havde såvel kommunen som amtskommunen fundet, at dette bedst kunne dækkes i et amtskommunalt botilbud. I det bestemte amtskommunale botilbud havde man i højere grad specialiseret sig i forskellige former for demenssygdomme, ligesom man havde større erfaring i at takle svære problemstillinger og modtog mere undervisning end indenfor den kommunale døgnpleje. I kommunens skærmede enheder var indsatsen mere koncentreret om en betydelig ældre aldersgruppe.
Det sociale nævn fandt i sin afgørelse, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk.2.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden led af morbus Alzheimer i svær grad og stort set ikke havde nogen færdigheder intakte i hjemmet.
Nævnet fandt endvidere, at kvinden opfyldte de grundlæggende betingelser for optagelse i særligt botilbud uden samtykke, da en flytning måtte anses for absolut påkrævet for, at hun kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i eget hjem, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.
Nævnet fandt yderligere, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for at kvinden udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i eget hjem, og at det derfor var uforsvarligt ikke at sørge for flytning, jf. servicelovens 109, stk. 2.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden ifølge de lægelige oplysninger var fuldstændig ude af stand til at tage vare på sig selv og at det var uforsvarligt, hvis hun ikke var under konstant opsyn.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden 2 gange havde forladt sit hjem uden nødvendig beklædning, uden at kunne orientere sig og gående midt på vejen uden at være opmærksom på trafikken.
Endvidere var der lagt vægt på, at kvinden i forbindelse med rygning havde slukket cigaretter på papir, dækserviet, etc. samt at hun havde brændt hul i sofa og havde brændt sig på fingrene.
Nævnet kunne dog ikke godkende kommunens indstilling om, at kvinden skulle flyttes til det amtskommunale botilbud i B by, selvom hun opfyldte de grundlæggende betingelser for optagelse i særligt botilbud uden samtykke.
Begrundelsen var, at kvindens behov for hjælp som følge af den betydeligt nedsatte psykiske funktionsevne efter nævnets opfattelse kunne ydes forsvarligt på en mindre indgribende måde, ved at hun blev optaget på et demens-afsnit i lokalområdet. Der henvistes herved til lovens § 109, stk. 4, hvorefter anvendelse af magt skulle stå i rimeligt forhold til det, der søgtes opnået. Var mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skulle disse anvendes.
Nævnet lagde vægt på, at kvindens søn ikke kunne gå ind for en flytning så langt væk, da kvinden hele sit liv havde levet omkring A by, og da de venner og familie, der besøgte hende, sandsynligvis ville få meget svært ved at besøge hende, hvis hun blev flyttet til B by.
Endvidere var der lagt vægt på, at advokaten heller ikke kunne anbefale, at kvinden blev optaget i det amtskommunale botilbud.
Yderligere lagde nævnet vægt på, at kvinden ikke var beskrevet som udadreagerende, voldsom, truende eller på anden måde som så massivt plejekrævende, at det skulle være nødvendigt, at flytte hende til en amtsinstitution.
Endelig lagde nævnet vægt på, at kommunen ikke havde fremsendt dokumentation for, at der skulle foreligge hindringer for, at hun kunne passes på et af kommunens egne plejehjem.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at der var nogen usikkerhed med hensyn til om nævnet kunne prøve, hvorvidt det var det amtskommunale eller det kommunale tilbud, der skulle anvendes. Kommunen henviste til, at valg mellem forskellige anbringelsessteder normalt ansås for at være et led i bistandsudøvelsen og som sådan ikke var omfattet af nævnets prøvelse.
Kommunen gjorde endvidere gældende, at det måtte være tvivlsomt, om mindsteindgrebsprincippet i servicelovens § 109 kunne begrunde at nævnets prøvelsesret blev udvidet til at omfatte valg mellem forskellige botilbud. Kommunen henviste til, at det alene havde været hensigten med dette princip at præcisere, at den mindst indgribende form for tvang efter servicelovens § 109 a-e skulle anvendes, frem for den mere indgribende form for tvang efter disse bestemmelser. Endvidere ville det være vanskeligt at anse det ene tilbud for at være en mere indgribende form for tvang for borgeren end det andet.
Advokaten anførte til Ankestyrelsen, at han fastholdt sin tidligere indstilling.
Amtets psykiatriforvaltning oplyste i oktober 2002 på foranledning af Ankestyrelsens telefoniske henvendelse, at der på det amtskommunale opholdssted var tale om en specialfaglig indsats, idet personalet var særligt uddannede. Der blev givet en hjælp med henblik på stimulation og vedligeholdelse af færdigheder så længe som muligt, hvilket var af betydning, når der hensås til kvindens forholdsvis unge alder. Tilsvarende fandtes normalt ikke på et kommunalt plejehjems demensafsnit. Der var særlige tilbud med aktiviteter afpasset efter den pågældendes tilstand. Kvinden ville kunne have vanskeligheder ved at give udtryk for sine behov, hvilket kunne medføre uro og angst. Her ville personalet have den faglige viden til at aflæse hendes signaler. Der var også ved amtets vurdering lagt vægt på, at kvinden havde behov for hjælp på uforudsigelige tidspunkter, især fordi hun gik meget. Det var endvidere vigtigt for yngre demente, at de fysiske rammer havde en vis størrelse, hvilket normalt ikke var tilfældet på et demensafsnit på et almindeligt plejehjem.
Kommunen oplyste telefonisk i oktober 2002 til Ankestyrelsen om kvindens nuværende tilstand, at der ikke var sket væsentlige ændringer. Hun vandrede meget. Der var behov for at kunne holde hende beskæftiget, hvilket den faglige ekspertise i det amtskommunale botilbud ville være i stand til. De fysiske rammer på en skærmet enhed på et kommunalt plejehjem var heller ikke hensigtsmæssige, idet der ikke var så meget plads. Kvinden var udadrettet, men ikke aggressiv og truende, bortset dog fra badesituationer.
Ankestyrelsen orienterede advokaten om de indhentede udtalelser fra amtets psykiatriforvaltning og kommunen.
Advokaten tilkendegav hertil, at der ikke var fremkommet nyt i sagen, som godtgjorde at kvinden skulle anbringes i særligt botilbud i B by frem for i A by, som var ønsket af hendes søn. Herudover var det fremhævet, at kommunen stedse og fortsat anviste botilbud i denne kommune.
Ved behandlingen af sagen deltog rådgivende speciallæge.
