Ankestyrelsens principafgørelse D-17-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 3, stk. 1 og § 5

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1, nr. 1 og § 22, stk. 1, nr. 2

Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet - forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed -

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7, § 30, stk. 1 og § 30, stk. 2

Note:

*) SM D-21-98 ophæves. Se også SM D-8-01

* * * * *

Ansøger, der boede i Sverige, havde været ansat som lønmodtager i et firma i Danmark indtil hun blev sygemeldt i juli 1998. Efter en rygoperation genoptog hun arbejdet i februar 2000 men blev atter sygemeldt i juli 2000.

Kommunen traf afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge pr. 30. april 2001.

Kommunen henviste til, at tilstanden var stationær, og at ansøger havde brug for at blive revalideret.

Kommunen skønnede, at en arbejdsprøvning på amtets arbejdsprøvningsinstitution ville være en velegnet start på en revalidering. Efter kommunens opfattelse var revalidering dog ikke mulig, da aktivlovens § 46 ikke kunne anvendes, hvis man ikke boede i Danmark. Kommunen henviste derfor ansøger til at søge hjælp i sit nuværende land.

Det fremgik af kommunens journalnotater, at ansøger havde givet udtryk for, at hun ikke havde overskud til at deltage i arbejdsprøvning her i landet.

Nævnet fandt, at ansøger fortsat havde ret til at få udbetalt sygedagpenge og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at genoptage dagpengeudbetalingen samt til at foretage dagpengeopfølgning efter de sædvanlige retningslinier.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger i april 2001 stod overfor henvisning til arbejdsprøvning, og at hun - sammenholdt med de foreliggende lægelige oplysninger - fortsat måtte anses for dagpengeberettiget.

Nævnet henviste endvidere til, at en grænsearbejder beskæftiget i Danmark havde ret til sygedagpenge på lige fod med danske arbejdstagere.

Nævnet anførte ligeledes med henvisning til SM D-21-98, at revalidering var tilknyttet beskæftigelsen, og at en grænsearbejder efter beskæftigelse i Danmark ville kunne få revalidering og revalideringsydelse her i landet.

Kommunen henviste i klagen til Ankestyrelsen bl.a. til aktivlovens § 3, og anførte, at borgere bosat uden for landets grænser ikke havde ret til hjælp efter aktivlovens bestemmelser. Kommunen fandt derfor, at der var behov for at få afklaret, om ansøger var berettiget til forrevalidering og revalidering i øvrigt i henhold til aktivloven, når hun havde fast ophold i et andet EU-land.

Kommunen anførte endvidere, at der i givet fald også var behov for at få afklaret, om kommunen kunne stille krav om, at ansøger deltog i revalidering herunder i forrevalidering i Danmark.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM D-8-01 med henblik på afklaring af, om en lønmodtager, der havde haft arbejde i Danmark og bopæl i Sverige, kunne modtage hjælp til revalidering efter lov om aktiv socialpolitik.

Ankestyrelsen tog samtidig stilling til, om kommunen i givet fald kunne stille krav om, at revalideringen skulle foregå i Danmark.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde ret til revalidering i henhold til de danske regler herom i kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, hvis hun opfyldte de almindelige betingelser herfor.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at revalideringen - herunder en eventuel forrevalidering - skulle foregå her i landet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger som lønmodtager var omfattet af EU-forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

Ifølge forordningens artikel 7.2 nyder arbejdstageren samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

Ifølge artikel 7.3 har arbejdstageren samme ret til på samme vilkår som indenlandske arbejdstagere at deltage i uddannelse i faglige uddannelsesinstitutioner, omskolings- og revalideringscentre.

Det betød, at ansøger som grænsearbejder - uanset bestemmelsen i aktivlovens § 3 - ville kunne få hjælp til revalidering efter aktivlovens regler.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger havde arbejdet som lønmodtager i Danmark umiddelbart forud for sin sygemelding.

Da en revalidend, der bor i Danmark, normalt ikke kunne medtage revalideringsydelsen til udlandet, jf. aktivlovens § 5, betød det, at revalidering for ansøgers vedkommende ligeledes skulle finde sted her i landet, jf. bestemmelsen i artikel 7.3 om, at der gælder samme vilkår som for indenlandske arbejdstagere.

Såfremt ansøger erklærede, at hun ikke ønskede eller ikke magtede at deltage i revalidering - herunder i arbejdsprøvning - her i landet, betød det, at det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering (eller arbejdsprøvning) ville blive iværksat efter de danske regler. Der var i så fald ikke grundlag for at forlænge dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1 nr. 1 eller 2.

Nævnet burde derfor ikke uden videre have pålagt kommunen at genoptage dagpengeudbetalingen til ansøger.

Kommunen skulle derimod have vejledt ansøger om konsekvenserne af, at hun eventuelt ikke mente at kunne deltage i arbejdsprøvning her i landet, og derefter have bedt hende om at erklære, om hun var indforstået med, at revalideringen skulle foregå i Danmark.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne tilføjelse det sociale nævns afgørelse.