En ældre mand søgte Y kommune om en ældrebolig, beliggende i X kommune. Ansøgeren oplyste, at han havde en ven og sin tidligere svigermoder boende i X kommune.
Ansøgeren led af uhelbredelig kræft. Prognosen var dårlig og det måtte forudses, at han indenfor overskuelig tid fik et væsentligt plejebehov.
Han var på ansøgningstidspunktet selvhjulpen. Han boede under meget primitive boligforhold. Der var f. eks. påbegyndt isolering, badeværelset bestod af rå vægge og der var hverken toilet eller håndvask.
Kommunen gav afslag på ansøgningen om optagelse i ældrebolig i X kommune. Der blev lagt vægt på, at han ikke opfyldte betingelserne for visitation til ældrebolig eller plejehjem, jf. § 140 i lov om social service, hvorfor der ikke kunne gives kaution, jf § 128 i lov om social service til optagelse i ældrebolig i X kommune.
Kommunen opfordrede ham til at søge optagelse i almen boligbyggeri efter de almindelige bestemmelser.
Kommunen anførte ved oversendelsen af sagen til nævnet, at der var lagt vægt på, at ansøgeren var i stand til fuldt ud at klare sig selv, og at der ikke var nære pårørende i X kommune.
Under behandlingen af sagen anmodede nævnet kommunen om at fremsende de visitationsbetingelser kommunen havde lagt til grund for sin afgørelse.
Kommunen fremsendte herefter kopi af § 11 i bekendtgørelse nr. 895 af 10. oktober 1996 om udlejning af almene boliger m.v. samt uddrag af kommunens servicedeklaration vedrørende boliganvisning.
Det var disse retningslinier, der blev lagt til grund, når kommunen vurderede om personer var berettigede til en ældrebolig.
Af den af kommunen fremsendte servicedeklaration fremgik bl.a. vedrørende boliganvisning, at kommunen havde anvisningsret over alle almene boliger i kommunen. Der var ialt 157 boliger, hvoraf 27 var ældreboliger.
Når en ledig bolig skulle tildeles skete dette på baggrund af saglige kriterier, hvor der blev taget de nødvendige sociale hensyn.
Om plejeboliger var anført, at en særlig form for boliger var plejehjemspladser. Var man på grund af svigtende helbred ikke længere i stand til at blive boende i eget hjem eller havde brug for vedvarende pleje/støtte kunne der søges om en plejehjemsplads.
Kommunen oplyste efterfølgende overfor nævnet, at kommunens servicedeklaration vedrørende plejeboliger tillige blev anvendt på ældreboliger, således at der for at der kunne tildeles en ældrebolig skulle være et plejebehov.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøgeren var meddelt afslag på optagelse i ældrebolig samt afslag på kaution til ældrebolig i X kommune.
Nævnet lagde vedrørende optagelse i ældrebolig vægt på, at manden på afgørelsestidspunktet var selvhjulpen for så vidt angik de basale fornødenheder som personlig hygiejne, herunder påklædning samt spisning, ligesom han var i stand til at færdes i sit hjem, både inde og ude.
Der var endvidere lagt vægt på, at han havde fået tilbudt en mere hensigtsmæssig bolig i almen boligbyggeri og at kommunen var opmærksom på hans situation, herunder at hjemmeplejen var i løbende kontakt med sygehuset med henblik på at få afklaret behovet for hjælp og støtte ved udskrivning. Det sociale nævn forudsatte, at kommunen traf de afgørelser, der eventuelt måtte være behov for i forbindelse med udskrivning fra hospital.
Der var vedrørende kaution til ældrebolig i X kommune lagt vægt på, at manden ikke på tidspunktet for kommunens afgørelse opfyldte betingelserne for optagelse i ældrebolig i nuværende kommune. Han opfyldte endvidere ikke betingelsen om nære pårørende i X kommune, idet han havde en ven og (tidligere) svigermor boende der, medens hans børn, der måtte anses for at være nære pårørende ikke var bosiddende i X kommune. Der forelå ikke oplysninger, som underbyggede, at hans ven og tidligere svigermor havde en sådan kontakt til ham, at disse kunne betegnes som nære pårørende, således som dette udtryk skal forstås i serviceloven.
Nævnet anførte afslutningsvis, at nævnet fandt sagen fornødent belyst til, at der kunne træffes realitetsafgørelse i sagen.
Ved genvurdering af sagen fandt nævnet ikke grundlag for at ændre afgørelsen.
Nævnet bemærkede samtidig, at nævnet var opmærksom på, at kommunen angiveligt ikke som oplyst til det sociale nævn havde tilbudt ansøgeren en almen bolig. Nævnet bemærkede, at dette ikke havde haft afgørende betydning for nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det forhold, at kommunen som det fremgik af kommunens servicedeklaration vedrørende boliganvisning, ligestillede ældreboliger med plejeboliger i og med, at kommunen stillede krav om, at personer for at blive visiteret til en almen ældrebolig skulle have et aktuelt plejebehov, måtte opfattes som værende i strid med bekendtgørelsen og de intentioner, der lå bag differentieringen af boligtyper til ældre, herunder finansieringen af de forskellige boligtyper til ældre og personer med handicap. Det var derfor klagers opfattelse, at kommunen ikke lovligt kunne stille krav om et aktuelt plejebehov for at imødekomme en ansøgning om optagelse i almen ældrebolig.
Efter klagers opfattelse opfyldte ansøgeren bekendtgørelsens betingelser, hvorfor ansøgningen burde være imødekommet af kommunen.
Klager redegjorde endvidere for ansøgerens tilknytning til X kommune.
Det var på den baggrund klagers opfattelse, at ansøgeren opfyldte betingelsen om nære pårørende i X kommune.
Klager anførte endvidere, at det kunne drages i tvivl, hvorvidt kommunens begrundelse i afslaget levede op til forvaltningslovens § 24's krav om begrundelse.
Ankestyrelsen anmodede efterfølgende om en redegørelse for de kriterier, der lå til grund for kommunens tildeling af ældreboliger.
Kommunen oplyste ved brev af 29. marts 2001 bl.a., at kommunen ikke havde opstillet særlige visitationskriterier, men fulgte reglerne i bekg. nr. 895 om udlejning af almene boliger m.v. Supplerende hertil havde kommunen sin servicedeklaration. Beslutning om tildeling af en ældrebolig beroede herefter i sidste ende på en konkret vurdering, der tog udgangspunkt i den lokale praksis og sædvane og hvori - naturligt - indgik en væsentligt grad af skøn. Der kunne efter kommunens opfattelse ikke fastsættes 100% klare regler, hvis det skulle være muligt med et lokalt demokrati.
F.s.v. angik spørgsmålet om nære pårørende havde kommunen vurderet, at mandens kontakt til "pårørende" i X kommune ikke havde haft og ikke ville få en karakter, der kunne sidestilles med forholdet til nære pårørende. Igen var der her i sidste ende tale om en skønsmæssig vurdering.
Kommunen fastholdt, at ansøgeren var gjort bekendt med, at han kunne tilbydes en almen bolig i kommunen, men da han fastholdt, at han kun ville have en ældrebolig i X kommune, så blev der ikke gjort mere i den sag. Det ville efter kommunens opfattelse være spild af tid og gode kræfter, herefter at udfærdige et skriftligt tilbud på denne lejlighed, som han så efterfølgende skriftligt skulle afslå. Også selvom der gjaldt notatpligt. Når dette "tilbud" ikke blev noteret, skulle det også ses i lyset af, at han kun ønskede der blev taget stilling til, om han opfyldte betingelserne for at blive visiteret til en ældrebolig i X kommune.
At ansøgeren på ansøgningstidspunktet boede i det han selv kaldte en primitiv bolig, var efter kommunens opfattelse uden betydning i forhold til ansøgningen om kaution til at komme til X kommune. Det var i denne sammenhæng, at kommunen opfordrede ham til at lade sig skrive op - på lige fod med mange andre - til en anden bolig.
Kommunen oplyste efter anmodning, at kommunens plejehjemspladser var oprettet/blev drevet efter servicelovens § 140.
Nævnet oplyste ved brev af 3. april 2001 bl.a., at nævnet, vedrørende det af kommunen anførte omkring anvendelse af servicelovens § 140, havde inddraget denne bestemmelse.
Klager kommenterede ved brev af 29. maj 2001 bl.a. den indhentede udtalelse fra kommunen. Sammenfattende var det opfattelsen, at der måtte anlægges en helhedsvurdering, hvilket også indebar hensyntagen til den dårlige prognose. En sådan vurdering var ikke foretaget af kommunen, og det sociale nævn syntes ikke at have foretaget en fuldstændig prøvelse. Det var således fortsat klagers opfattelse, at kommunen ikke lovligt kunne stille krav om et aktuelt plejebehov for at visitere til en almen ældrebolig.
Med hensyn til en fortolkning af begrebet "nære pårørende" vurderede klager, at den bedste ven gennem mange år og eks.svigermor (mormor til hans 5 børn), som han jævnligt havde kontakt med, måtte kunne komme ind under begrebet "andre".
I forbindelse med Ankestyrelsens antagelse af sagen til principiel behandling anmodede Ankestyrelsen samtidig kommunen om nærmere at redegøre for den lokale praksis og sædvane, som kommunen havde henvist til i brev af 29. marts 2001.
Kommunen anførte i brev af 27. juni 2001 bl.a., at ledige almene ældreboliger blev anvist til ældre og personer med handicap, der havde et særligt behov for en sådan bolig.
Der blev foretaget en konkret individuel vurdering af ansøgere til boligen (venteliste). Visiteringen skete på baggrund af saglige kriterier (helbredssituation, mulighed for at klare sig i nuværende bolig, nærhed til plejemiljø etc.), og der blev taget de nødvendige sociale hensyn. Denne vurdering blev altid foretaget i samarbejde med repræsentanter for kommunens hjemmepleje, således at boligen blev tildelt de personer, hvor behovet samlet skønnedes at være størst.
Det sociale nævn oplyste ved brev af 3. juli 2001, at sagen påny havde været forelagt i møde.
Under henvisning til spørgsmålet om nære pårørende sammenholdt med SM 0-28-99 fandt nævnet, ud fra sagens oplysninger, det ikke godtgjort, at mandens ven og tidligere svigermor havde haft en sådan nær tilknytning til ham, at det kunne sidestilles med de retningslinier, der var anført i SM 0-28-99.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om kommunens anvisningsret til ældreboliger administreres sagligt indenfor rammerne af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Sagen blev endvidere behandlet med henblik på belysning af spørgsmålet om nære pårørende sammenholdt med SM O-28-99
