Ankestyrelsens principafgørelse P-10-02

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 14 og § 15

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 14 og § 15

Note:

*) se også SM P-3-00 og P5-01 om Højesterets domme om mellemste førtidspension.

Sagen angik en kvinde, der var født i 1962 og som var uddannet som kontorassistent i et forsikringsselskab med forskellige former for efteruddannelse. Efter graviditet i 1991 fik hun smerter forskellige steder i kroppen, og hun fik af en speciallæge stillet diagnosen fibromyalgi. Hun blev tilrådet fortsat at klare sit arbejde, evt. revalidering. Ansøgeren blev sygemeldt i september 1993 og indgav i januar 1994 ansøgning om førtidspension. Hun blev undersøgt af en speciallæge i neurologi, der vurderede erhvervsevnen for nedsat med omkring 2/3.

Ansøgeren opsagde sit arbejde i marts 1994 og fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension. I forbindelse med pensionsansøgningen blev revalideringsmulighederne undersøgt, men ikke påbegyndt.

Hun ansøgte om forhøjelse i oktober 1994 under henvisning til, at hendes helbredstilstand var forværret. I samme anledning blev hun flere gange undersøgt af en speciallæge i fysiurgi, der var enig i diagnosen fibromyalgi, som han ikke havde behandlingsforslag til. Speciallægen vurderede hendes erhvervsevne nedsat med omkring 2/3.

Herefter indstillede kommunen, at pensionen blev forhøjet til mellemste førtidspension.

Revaliderings- og pensionsnævnet afslog i marts 1996 ansøgningen om forhøjelse. Denne afgørelse blev påklaget til Ankestyrelsen, som i september 1996 stadfæstede nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde muskelsmerter, som ikke fandtes at være af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for tilkendelse af mellemste førtidspension var opfyldt.

Ankestyrelsen skønnede, at der skulle være mulighed for mere varigt at forbedre hendes resterhvervsevne, hvis hun blev omskolet eller lignende. Styrelsen lagde tillige vægt på hendes unge alder, tidligere uddannelse og lidelsens varighed.

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at man ikke var enig i vurderingerne fra neurologen og fysiurgen.

Efter afgørelsen udtalte Ankestyrelsen på forespørgsel, at man vurderede, at ansøgeren ved hjælp af smertestillende medicin godt kunne have fortsat med at bestride et kontorjob.

Ansøgeren udtog stævning mod Ankestyrelsen, men landsretten frifandt i januar 2001 Ankestyrelsen, idet retten efter indholdet af de lægelige erklæringer og udtalelser samt oplysninger om ansøgerens personlige forhold ikke havde et sikkert grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige bedømmelser, som styrelsen havde foretaget.

Ansøgeren ankede til Højesteret og i forbindelse med behandlingen i Højesteret blev der tilvejebragt yderligere oplysninger, der bl.a. gik ud på, at kommunen i december 2001 tilkendte ansøgeren mellemste førtidspension fra den 1. januar 2002. I forbindelse med den nye ansøgning havde hun været undersøgt af en overlæge og deltaget i en kort, resultatløs arbejdsprøvning indenfor kontorfaget.

Højesteret afsagde dom den 16. april 2002 og bemærkede

Efter § 14, stk. 2, nr. 1, jf. § 15, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994, om social pension, er tilkendelse af mellemste førtidspension betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat med omkring 2/3. Efter § 15, stk. 1,4. pkt, kan pension ikke tilkendes, hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen.

Ved afgørelsen af 4. september 1996 vedrørende omfanget af nedsættelsen af ansøgerens erhvervsevne lagde Ankestyrelsen vægt på lidelsens art og sværhedsgrad og skønnede, at der skulle være mulighed for mere varigt at forbedre hendes resterhvervsevne. Der blev herved tillige lagt vægt på hendes unge alder, hendes tidligere uddannelse og lidelsens varighed.

Af Ankestyrelsens skrivelse af 9. december 1996, i hvilken begrundelsen blev uddybet og af en lægekonsulents forklaring i landsretten fremgår, at Ankestyrelsen endvidere havde skønnet, at der fortsat var lægelige behandlingsmuligheder.

Højesteret fandt, at Ankestyrelsen med rette havde lagt vægt på de nævnte forhold, og at der ikke forelå det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte det skøn, Ankestyrelsen har foretaget ved sin bevisvurdering. Det forhold, at der ikke forud for Ankestyrelsens afgørelse var foretaget undersøgelse af revalideringsmuligheder, arbejdsprøvning eller lignende, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke føre til et andet resultat.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.