Lønmodtageren blev sygemeldt den 10. maj 1999 på grund af følger efter en skulderlidelse. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. maj 2000.
Den 30. maj 2000 traf kommunen en foreløbig afgørelse om, at hun ikke opfyldte nogen af betingelserne for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen, hvorefter dagpengeudbetalingen ville blive stoppet den 31. maj 2000. Kommunen traf den 13. oktober 2000 en endelig afgørelse om, at der ikke var grundlag for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen.
Den 7. juni 2001 anmodede lønmodtageren om genoptagelse af dagpengeudbetalingen, idet hun henviste til, at hun havde en verserende sag i Arbejdsskadestyrelsen.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte den 7. maj 1999 et ulykkestilfælde den 21. april 1998. Denne afgørelse blev anket af forsikringsselskabet.
Den 5. juli 2000 traf Arbejdsskadestyrelsen ny afgørelse i kommunens sag. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, og at dette betød, at lønmodtageren ikke havde ret til erstatning eller andre ydelser efter loven.
Lønmodtageren klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 5. juli 2000 til Den Sociale Ankestyrelse, der den 5. oktober 2000 anerkendte hændelsen som et ulykkestilfælde. Arbejdsskadestyrelsen traf herefter den 15. maj 2001 afgørelse om, at hun var berettiget til godtgørelse for mén, men styrelsen ville undersøge om hun var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.
Den 9. juli 2001 traf kommunen afgørelse om, at lønmodtageren var berettiget til sygedagpenge udover varighedsbegrænsningen i perioden 1. juni 2000 til 5. juli 2000, hvor Arbejdsskadestyrelsen havde truffet den første afgørelse.
I brev af 19. juli 2001 klagede lønmodtageren over kommunens afgørelse, idet hun mente, at hun havde ret til sygedagpenge fra 1. juni 2000 og indtil hun blev tilkendt mellemste førtidspension 1. maj 2001 (sag om førtidspension var påbegyndt den 24. januar 2001). Det blev anført i klagen, at hun havde fået anerkendt sin arbejdsskade og fået tilbudt erstatning, og at det forhold, at forsikringsselskabet ankede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse, herunder at Arbejdsskadestyrelsen fejlagtigt efterfølgende afviste sagen, ikke burde kunne medføre, at kommunens sygedagpenge blev frataget hende.
Den 27. juli 2001 traf kommunen afgørelse om, at lønmodtageren ikke opfyldte betingelserne for fortsat udbetaling af sygedagpenge efter den 5. juli 2000. Kommunen begrundede afgørelsen med, at Arbejdsskadestyrelsen traf den første afgørelse i sagen den 5. juli 2000.
I brev af 30. juli 2001 klagede lønmodtageren over kommunens afgørelse og anførte, at den første afgørelse i sagen blev truffet den 7. maj 1999, hvorfor det af kommunen anførte var forkert. Kommunen vurderede sagen på ny og fastholdt sin afgørelse.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og fandt, at lønmodtageren ikke var berettiget til udbetaling af sygedagpenge efter den 5. juli 2000, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3 (som gældende før 1. januar 2001).
Nævnet begrundede afgørelsen med, at udbetalingen af dagpenge kunne fortsætte, indtil Arbejdsskadestyrelsen havde truffet den første afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne.
Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen den 5. juli 2000 traf den første afgørelse om lønmodtagerens ret til erhvervsevnetabserstatning.
Nævnet havde i forbindelse med genvurderingen oplyst, at Arbejdsskadestyrelsen ved sin afvisning af at anerkende det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade den 5. juli 2000 samtidig måtte anses for at have truffet den første afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Der henvistes herved til afgørelsens ordlyd, hvorefter det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen ikke fandt, at der var tale om en ulykke, som var omfattet af loven om sikring mod følger af arbejdsskade, betød, at lønmodtageren ikke havde ret til erstatning eller andre ydelser efter loven. Efter nævnets opfattelse var der således implicit truffet en afgørelse om lønmodtagerens ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Det forhold, at afgørelsen ikke faldt ud til lønmodtagerens fordel, kunne efter nævnets opfattelse ikke føre til den slutning, at der ikke var truffet en afgørelse om ret til erstatning om tab af erhvervsevne.
Nævnet havde endvidere henvist til Den Sociale Ankestyrelses praksis, hvorefter sygedagpengeudbetalingen kunne forlænges, indtil der var truffet den første afgørelse om ret til erstatning for tab af erhvervsevne, og hvorefter det forhold, at en sådan afgørelse var anket, ikke kunne bevirke yderligere forlængelse af dagpengeudbetalingen. Der henvistes endelig til Den Sociale Ankestyrelses vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om syge- og barseldagpenge pkt. 143.
Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af , om der var grundlag for at forlænge dagpengeudbetalingen yderligere ud over den 5. juli 2000 på grundlag af Ankestyrelsens afgørelse af 5. oktober 2000 om anerkendelse af et anmeldt ulykkestilfælde den 21. april 1998.
