Ankestyrelsens principafgørelse C-28-02

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 109, § 109e, § 109g og § 109h

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1, § 131, stk. 1 og § 132, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - kapitel 12

Sagen drejede sig om en 55-årig kvinde, som led af Downs syndrom og som var blevet tiltagende dement. Hun havde nu behov for hjælp til alt.

Amtskommunen indstillede til det sociale nævn, at kvinden, som opholdt sig i et særligt botilbud blev optaget i et andet botilbud i samme område.

Det fremgik af amtskommunens anmodning, at kvinden led af Downs syndrom, og at hun gennem de senere år var blevet tiltagende dement. Hun benyttede kørestol og plejeseng, og hun brugte ble døgnet rundt. Hun profiterede ikke af det hidtidige botilbud, som var et specialtilbud til totalkommunikation. Hun var urolig, angst og havde grådanfald. Det var endvidere anført, at botilbuddet ikke havde fysiske rammer eller ressourcer til at håndtere hendes nye helbredstilstand på en værdig måde. Flytning var ifølge amtskommunen absolut påkrævet for at hun kunne få hjælp, og hjælpen kunne på grund af medbeboerne og de fysiske rammer ikke gennemføres i det hidtidige botilbud. Der var en plads ledig på et botilbud i samme område, som det hun for tiden boede i, med bedre mulighed for at opfylde det nuværende plejebehov.

Amtskommunen havde i sin indstilling om flytning endvidere anført, at kvinden ikke kunne forstå samtykkebegrebet samt at det overfor hende var uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Det fremgik af de lægelige oplysninger i sagen, at kvinden led af Downs Syndrom samt af demens af svær grad. Hun sad for det meste i kørestol og havde behov for hjælp til alt.

Fra det nuværende botilbud var det oplyst, at kvinden var blevet hjælpeløs i alle daglige situationer. Hun kunne ikke længere genkende familie, personale og medbeboere. De fysiske rammer var meget små og hun måtte transporteres fra værelse til badeværelse i et sejl. Det anførtes, at hendes bror, som tillige var hendes værge, var indforstået med overførsel til et andet botilbud.

Det lokale bedriftssundhedscenter havde i en udtalelse til sagen givet forslag til løsning af de personalemæssige vanskeligheder, som fulgte af varetagelsen af kvindens pleje under de pladsmæssige begrænsede forhold i botilbuddet.

Der forelå endvidere brev fra den advokat, som bistod kvinden. Han anførte, at pladsforholdene i det nuværende botilbud efter hans opfattelse var af en sådan art, at det ikke ville være muligt at transportere hende på en sådan måde, at der ikke var stor mulighed for at hun blev udsat for stød, slag m.v., uanset hvor forsigtigt hun blev transporteret. Det var yderligere fremhævet, at advokaten fandt det uværdigt for hende, at hun skulle transporteres til badeværelset i en sele, hen ad gangen, hvor alle øvrige beboere færdedes. Advokaten havde endvidere besøgt det botilbud, som hun blev begæret overført til. Den primære patientgruppe på denne afdeling var tungt plejekrævende patienter. Pladsforholdene var helt anderledes egnede til blandt andet transport af plejekrævende patienter, ligesom badeværelset var indrettet på en langt mere hensigtsmæssig måde. Samlet var det advokatens opfattelse, at hensynet til hende måtte medføre, at hun blev overført til en anden afdeling.

Nævnet kunne ikke godkende at kvinden i henhold til servicelovens § 109 g, jf. § 109 e, blev overflyttet fra det hidtidige botilbud til et andet særligt botilbud.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke var grundlag for at fastslå, at optagelse i det nye botilbud var absolut påkrævet for at der kunne ydes kvinden den nødvendige hjælp, og at denne ikke kunne gennemføres i hendes hidtidige bolig.

Der sås heller ikke dokumentation for, at kvinden udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i hidtidig bolig.

Der var herved særligt lagt vægt på, at der i intet tilfælde var beskrevet situationer, der tydede på risiko for konkret personskade og dermed endnu mindre en sådan alvorlig personskade som forudsattes for at § 109 e kunne bringes i anvendelse.

Der var tillige lagt vægt på, at amtskommunen som baggrund for sin ansøgning om tilladelse til flytning primært fokuserede på, at boligen ikke havde de fysiske rammer eller ressourcer til at håndtere situationen på en værdig måde. Nævnet havde i denne forbindelse noteret sig, at det lokale bedriftssundhedscenter havde angivet nogle forslag til løsning af forholdene i boligen, som ikke kunne anses for særligt indgribende, hverken fysisk eller ressourcemæssigt. Eksempelvis var der foreslået flytning af kørestol og personlige ejendele fra stuen og flytning af vaskemaskine og tørretumbler fra badeværelse, samt udvidelse af døråbning mellem stue og bad. Nævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at kvindens behov ikke kunne tilgodeses via den fornødne justering af forholdene i det hidtidige botilbud.

Nævnet havde ved sin vurdering af sagen også henvist til gældende praksis, således som beskrevet i SM C-22-00 og SM C-21-00.

I klagen til Ankestyrelsen anførte amtskommunen bl.a., at der i nævnets afgørelse ikke var taget hensyn til grundlovens § 71, stk. 1, om den personlige friheds ukrænkelighed, idet nævnet henviste til forandringer i borgerens bolig for at gøre plads til nødvendig forflytning med kran i omsorgsøjemed og forandringer som f.eks. handlede om at fjerne personlige ejendele fra borgerens bolig. Derudover måtte det bero på en tolkning, når nævnet ikke mente at forflytning i sejl udgjorde væsentlig risiko for personskade.

Det var endvidere anført, at der forelå en anbefaling af flytning fra værgen og den beskikkede advokat.

Sagen blev behandlet efter reglerne om udvidet votering i sådanne sager, jf. retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 4.

Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelserne for flytning af kvinden fra det hidtidige botilbud til et andet særligt botilbud var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at der forelå faglig dokumentation for at kvindens psykiske funktionsevne var betydeligt og varigt nedsat på grund af Downs Syndrom og svær demens. Ankestyrelsen fandt således, at hun var uden indsigt i og forståelse for sin situation og herved ude af stand til at give samtykke til flytning.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det ikke kunne anses for absolut påkrævet for at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, at hun blev flyttet til en andet botilbud, jf. § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det var dokumenteret at der var en tilstrækkelig reel risiko for at kvinden var udsat for alvorlig personskade ved at forblive i den nuværende bolig, og at det af denne grund skulle være uforsvarligt ikke at sørge for flytning til en anden bolig, jf. § 109 e, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at de beskrevne vanskeligheder i forbindelse med flytninger af kvinden i et sejl kunne sidestilles med risiko for alvorlig personskade.

Ankestyrelsen vurderede, at den nødvendige hjælp, som kvinden havde brug for fortsat kunne gennemføres i hendes hidtidige bolig i botilbuddet.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at de fysiske pladsforhold i botilbuddet medførte problemer med at håndtere kvindens nuværende helbredstilstand på en værdig måde. Disse problemer var imidlertid ikke tilstrækkelige til at lovens betingelse om at personen "udsætter sig for alvorlig personskade" var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om ændring af bl.a. lov om social service, lovforslag nr. L 195, om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v., at betingelsen for at kunne træffe beslutning om optagelse i særlige botilbud uden samtykke er, at det er helt nødvendigt for at sikre, at personen ikke udsætter sig selv for alvorlig personskade, og at der ikke er andre og mindre indgribende måder at yde bistand på. Det kræves, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at pågældende indenfor kortere tid vil udsætte sig selv for alvorlig skade på legeme eller helbred. En flyttebeslutning kan først træffes, når det er uforsvarligt at undlade flytningen. Af bemærkningerne fremgår også, at bestemmelsen alene skal anvendes i graverende tilfælde, hvor såvel hensynet til den pågældende, til omgivelserne og til de krav, der med rimelighed kan stilles til kommunen om at etablere passende servicetilbud i den pågældendes oprindelige bolig, bevirker, at der er et åbenbart behov for indgriben. Flytningen til et passende botilbud skal medføre en klar forbedring af den enkeltes situation og livskvalitet.

Ankestyrelsen havde desuden bemærket sig, at der ved det lokale bedriftssundhedscenter var angivet nogle muligheder for ændringer af de fysiske rammer på en sådan måde, at der kunne tages hensyn til kvindens nuværende tilstand.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at de foreslåede ændringer i kvindens bolig i form af f.eks. at flytte nogle personlige ejendele kunne anses for at være af indgribende karakter. Ankestyrelsen fandt imidlertid at disse foranstaltninger måtte anses for at være af mindre indgribende karakter end en flytning til en anden bolig.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.