Resume:
Ankestyrelsen har efter lovændringen pr. 1. januar 2001 behandlet en række sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. I disse sager har Ankestyrelsen taget stilling til Børn og unge-udvalgenes anvendelse af de nye regler om genbehandlingsfrister i servicelovens § 43.
I forbindelse med fastsættelse af en almindelig genbehandlingsfrist skal der ifølge loven sondres mellem om barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet (frivilligt eller tvangsmæssigt) inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse eller om barnet ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år forud for denne dato. Har barnet ikke været anbragt inden for det seneste år, er den almindelige genbehandlingsfrist 1 år, jf. § 43, stk. 1. Har barnet været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år, er den almindelige genbehandlingsfrist 2 år, jf. § 43, stk. 2. Såfremt Børn og unge-udvalgets afgørelse indbringes for Ankestyrelsen og evt. for retten, er fristerne rullende, d.v.s. de løber fra den endelige afgørelse eller dom, jf. § 43, stk. 3, 1. pkt.
§ 43 giver mulighed for at fravige den almindelige genbehandlingfrist. Der kan således fastsættes en kortere frist end henholdsvis 1 eller 2 år, jf. § 43, stk. 3, 2. pkt., og der kan undtagelsesvis fastsættes en længere frist end henholdsvis 1 eller 2 år, når afgørelsen med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen, jf. § 43, stk. 4. Når de almindelige frister forkortes eller forlænges er fristerne ikke rullende.
Det fremgår, at der skal foreligge væsentlige konkrete forhold for, at de almindelige genbehandlingsfrister på henholdsvis 1 og 2 år kan fraviges. Ved en nedsættelse af fristen blev der fx lagt vægt på gunstig udvikling hos forældremyndighedens indehaver, en iværksat forældreevneundersøgelse med henblik på fremtidige foranstaltninger i hjemmet og barnets alder. Af disse grunde kan der være behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end efter henholdsvis 1 eller 2 år.
Den fastsatte genbehandlingsfrist har til formål at sikre, at anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 42 af retssikkerhedsmæssige grunde efterprøves af Børn og unge-udvalget. Beslutning om hjemgivelse træffes derimod af kommunen, der altid ved revision af handleplanen skal være opmærksom på, om formålet med anbringelsen er nået, jf. servicelovens § 46.
I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at sagen skulle genbehandles efter den almindelige 1-årige genbehandlingsfrist i en sag om 2 børn, der ikke tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. Børn og unge-udvalget havde ikke truffet afgørelse om nogen genbehandlingsfrist. Ankestyrelsen udtalte kritik af den manglende fastsættelse af genbehandlingsfristen og den manglende henvisning til de relevante lovbestemmelser.
I sag nr. 2 ændrede Ankestyrelsen genbehandlingsfristen fra 2 år til den almindelige 1-årige genbehandlingsfrist i en sag om et barn, der ikke tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var oplyst forhold, som kunne føre til en forlængelse af den almindelige genbehandlingsfrist på 1 år.
I sag nr. 3 og nr. 4 tiltrådte Ankestyrelsen, at sagerne skulle genbehandles efter den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist for et barn på 9 år og et barn på 11/2 år, der havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. - Det 9-årige barn havde været tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet i det forudgående år. Barnet på 11/2 år havde været anbragt uden for hjemmet siden fødslen, først med forældremyndighedens samtykke, siden tvangsmæssigt.
I sag nr. 5 ændrede Ankestyrelsen genbehandlingsfristen fra 6 måneder til den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist i en sag om et barn på 6 år, der havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Barnet havde været anbragt med samtykke siden 1995 og anbringelsen var opretholdt ved en foreløbig afgørelse truffet af formanden for Børn og unge-udvalget umiddelbart forud for den aktuelle afgørelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var oplyst forhold, som kunne føre til en nedsættelse af den almindelige genbehandlingsfrist.
I sag nr. 6 tiltrådte Ankestyrelsen, at sagen skulle genbehandles efter en kortere frist end den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist, for et barn på 1 år og 3 måneder, der havde været anbragt uden for hjemmet siden fødslen. - Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på barnets alder sammenholdt med en stabilisering af moderens forhold igennem det seneste halve år.
I sag nr. 7 forkortede Ankestyrelsen den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist til 1 år i en sag om et barn på 6 år, der havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Barnet havde været anbragt uden for hjemmet med samtykke i de forudgående 6 måneder. Børn og unge-udvalget havde fastsat genbehandlingsfristen til 1/2 år. Ved ændringen af fristen til 1 år lagde Ankestyrelsen vægt på, at moderen var indstillet på et langvarigt behandlingsforløb for afvænning efter et mangeårigt misbrug.
I sag nr. 8 fandt Ankestyrelsen, at sagen skulle genbehandles efter den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist i en sag om et nyfødt barn, der umiddelbart efter fødslen blev anbragt ved en foreløbig afgørelse truffet af formanden for Børn og unge-udvalget. Den foreløbige afgørelse blev på det efterfølgende Børn og unge-udvalgsmøde ikke godkendt, og barnet blev hjemgivet. Ankestyrelsen blev derefter underrettet og besluttede at behandle sagen efter servicelovens § 47. Ankestyrelsen fandt betingelserne for en tvangsmæssig afgørelse opfyldt og pålagde kommunen at anbringe barnet uden for hjemmet på grund af forældremyndighedsindehaverens stofmisbrug og manglende samarbejde omkring barnet. - Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var oplysninger, som kunne føre til en nedsættelse af den almindelige genbehandlingsfrist på 2 år. *)