Ankestyrelsens principafgørelse P-12-02

2002

Resume:

Genoptagelse af en sag om afslag på førtidspension kunne ikke afvises alene med henvisning til, at sagen ikke var omfattet af den ændrede praksis på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999.

Der skulle i det enkelte tilfælde foretages en konkret vurdering af, om der i øvrigt var fremkommet sådanne væsentlige nye oplysninger, som kunne give grundlag for genoptagelse af sagen.

Sager, hvor der var givet afslag på førtidspension er efter Ankestyrelsens opfattelse ikke umiddelbart omfattet af den lempeligere praksis på baggrund af Højesterets domme.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 14 og § 15

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 13, § 14 og § 15

Ansøger havde senest været beskæftiget som assurandør frem til 1989, hvor hun fødte. Hun fik herefter helbredsmæssige problemer på grund af bækkenløsning, men genoptog arbejdet i begrænset omfang, dog med fuld løn. Hun blev atter gravid og var sygemeldt det meste af graviditeten. Hun påbegyndte atter arbejdet i februar 1993 stadig i begrænset omfang og med fuld løn frem til juni 1993, hvor hun blev endelig sygemeldt. Hun blev opsagt i marts 1994 med virkning fra 1. marts 1995.

Ansøger søgte herefter pension i april 1995, men fik afslag af kommunen i oktober 1995. Denne afgørelse blev tiltrådt af nævnet i januar 1996 og afvist af Ankestyrelsen, da der ikke var noget i sagen af principiel eller generel betydning.

Hun søgte atter pension i foråret 1996, hvor hun blev henvist til afklaring af revalidering og pension. I september 1996 gav kommunen afslag på ansøgningen, hvilket blev tiltrådt af nævnet i november 1996.

I 1997 påbegyndte ansøger merkonomuddannelsen med eksamen hvert halve år - hun bestod 2 fag. Efter fornyet graviditet og fødsel i 1997 blev helbredstilstanden yderligere forværret, specielt når hun deltog i undervisningen, hvorefter hun opgav uddannelsen.

Ansøger søgte atter pension. Kommunen tilkendte forhøjet almindelig førtidspension med virkning fra 1. maj 1998. Afgørelsen blev tiltrådt af nævnet i oktober 1998, og tiltrådt af Ankestyrelsen i juli 1999.

Hun søgte forhøjelse af pensionen i januar 2000, og blev tilkendt mellemste førtidspension af kommunen med virkning fra 1. juli 2000.

Ankestyrelsen genoptog på baggrund af Højesteretsdommen af 22. december 1999 afgørelsen fra juli 1999 og tilkendte mellemste førtidspension fra 1. maj 1998.

Ansøger anmodede herefter om at få sine pensionssager fra henholdsvis 1995 og 1996 genvurderet på baggrund af Højesteretsdommen.

Kommunen gav afslag herpå med henvisning til Ankestyrelsens temanummer af Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5/2000, hvor det vejledende er anført, at der i sager, hvor der er givet afslag på førtidspension, efter Ankestyrelsens opfattelse ikke er grundlag for genoptagelse på baggrund af dommen.

Ansøger klagede, og nævnet fandt, at sagen ikke kunne afgøres alene ud fra den af kommunen anførte vejledende udtalelse. Nævnet hjemviste sagerne fra henholdsvis 1995 og 1996 til fornyet behandling og afgørelse, og pålagde kommunen at tage stilling ud fra ændret praksis efter Højesterets domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af praksis på genoptagelsessager vedrørende afslag på førtidspension.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at sagen ikke kunne vurderes alene med henvisning til, at sagen ikke var omfattet af den ændrede praksis, men at der måtte foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om der i øvrigt var fremkommet sådanne væsentlige nye oplysninger, som kunne give grundlag for genoptagelse af sagen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der som følge af Højesterets domme af henholdsvis 22. december 1999 og 12. februar 2001 var sket en vis lempelse af kravene til den medicinske invaliditet i forhold til hidtidig praksis.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at dommene navnlig vedrørte bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen, i tilfælde, hvor der var fundet grundlag for at tilkende pension, med henblik på hvilken grad af pension, der kunne tilkendes.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Højesteret i dommen af 22. december 1999 lagde til grund, at Ankestyrelsen i den konkrete sag havde anerkendt, at ansøgers lidelse berettigede hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet var herefter, hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.

Sager, hvor der var givet afslag på førtidspension var derfor efter Ankestyrelsens opfattelse ikke umiddelbart omfattet af den ændrede praksis efter Højesterets ovennævnte dom.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at i den nævnte højesteretssag var der tale om ændring af tilkendelsestidspunkt for den samme ansøgning.

Højesterets dom af 18. oktober 2001, offentliggjort som SM-P-28-01, hvor Højesteret frifandt Ankestyrelsen for krav om anerkendelse af, at ansøgeren var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension er desuden indgået i Ankestyrelsens overvejelser.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

02.05.2002

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 3. juli 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 13 § 14 § 15

Journalnummer

601055-01