Ankestyrelsens principafgørelse C-44-02

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 99, stk. 4

En amtskommune havde den 21. december 2000 bevilget en ansøger udvidet støtte til køb af en nærmere bestemt bil efter servicelovens § 99.

I forbindelse med udfærdigelse af gældsbrev blev lånedelen af kommunen beregnet ud fra oplysninger fra skattevæsenet af 26. februar 2001. Ansøger var ikke enig i opgørelsen af indkomstgrundlaget, men indvilgede dog i at underskrive gældsbrevet mod at forvaltningen på ny vurderede de økonomiske forudsætninger for beregning af lånet ved dokumentation for nedsættelse af indkomsten.

Det fremgik af oplysninger fra ansøgerens revisor at ændringerne i ansøgerens forhold var sket som følge af afhændelse af 2 udlejningsejendomme samt oprettelse af lån til 2 personer på i alt 1.145.000 kr. ultimo 2000. Revisoren havde opgjort ansøgerens fremtidige indtægt til 178.000 kr.

Kommunen valgte ved den nye vurdering i afgørelse af 22. maj 2001 at fastholde det anvendte beregningsgrundlag, hvorefter indkomsten var opgjort til 305.372 kr., idet der var tale om ændringer i indkomstgrundlaget på baggrund af salg af udlejningsejendomme og udstedelse af lån.

Ansøger ankede kommunens afgørelse til det sociale nævn, som traf afgørelse om, at kommunen skulle ændre beregningsgrundlaget for afdrag vedr. bilstøtte idet ansøgers indkomst på udnyttelsestidspunktet var nedsat med (betydeligt mere) end 5 % i forhold til beregningsgrundlaget. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke havde anfægtet den indkomst på 178.000 kr. for 2001, der var opgjort af ansøgers revisor.

Nævnet henviste til, at efter bilbekendtgørelsens § 18, stk. 2, beregnes støtten på grundlag af ansøgerens indkomst på tidspunktet for bevillingens udnyttelse, hvilket normalt vil være slutsedlens dato. I stk. 3, fastslås det, at hvis ansøgerens indkomst på udnyttelsestidspunktet vedvarende er nedsat med mere end 5 % i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, skal ansøgerens ændrede økonomiske forhold lægges til grund ved beregningen af støtten. Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse om beregningsgrundlaget. Kommunen ønskede afklaret, om en bevidst ændring i formuen kan accepteres i forhold til beregningsgrundlaget.

Nævnet anførte på foranledning af en forespørgsel fra Ankestyrelsen om kompetencen til at træffe afgørelse, at ifølge lov om social service § 99, stk. 4, træffer amtskommunen afgørelse om støtte til køb af bil, herunder vilkårene for støtten. Kommunen varetager de administrative opgaver i forbindelse med afgørelser efter bestemmelsen. I Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., punkt 84, er det anført, at det er den kommune pågældende bor i på udnyttelsestidspunktet, der er ansvarlig for beregningen af indkomstgrundlaget.

Nævnet var på denne baggrund af den opfattelse, at afgørelsen om beregning af indkomstgrundlaget i sagen korrekt var truffet af kommunen. Ifølge nævnets oplysninger havde reglerne om støtte til køb af bil altid været administreret i overensstemmelse hermed. At der var opstået tvist om beregningsgrundlaget bevirkede efter nævnets opfattelse ikke, at afgørelseskompetencen overgik til amtskommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om hvilken myndighed, der som 1. instans træffer afgørelse om beregning af bilstøtte, når der er rejst tvivl om kommunens opgørelse af indkomstgrundlaget.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde haft kompetence til at træffe afgørelse om beregning af støtte til bil efter bilbekendtgørelsens § 4 og § 18, stk. 3.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ifølge servicelovens § 99, stk. 4, og bilbekendtgørelsens § 17, stk. 1, træffes alle afgørelser i henhold til bekendtgørelsen af amtskommunen efter indstilling fra kommunen, bortset fra afgørelser om henstand og eftergivelse efter bekendtgørelsens § 15.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen alene varetager de administrative opgaver i forbindelse med amtskommunens afgørelser om støtte til køb af bil, jf. servicelovens § 99, stk. 4. Dette betyder, at det normalt er kommunen, der er ansvarlig for beregningen af indkomstgrundlaget, herunder beregningen af størrelsen af den afdragspligtige og afdragsfri del af lånet, samt de øvrige opgaver vedrørende den praktiske gennemførelse af amtskommunens afgørelse. Derimod er det amtskommunen der har kompetencen, hvis der på grund af uenighed om beregningsgrundlaget skal træffes en egentlig afgørelse.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen var saglig inkompetent til at træffe afgørelse af 22. maj 2001, hvorefter kommunen gav afslag på ansøgers anmodning om at ændre beregningsgrundlaget efter bilbekendtgørelsens § 18, stk. 3, i forhold til det beregningsgrundlag, som kommunen havde givet meddelelse om i brev af 29. december 2000, idet det var amtskommunen, der skulle have truffet afgørelse om dette forhold. Kommunen havde således alene en indstillingsret, når der var opstået uenighed om beregningsgrundlaget.

Kommunen varetager således alene den administrative opgave vedrørende beregning af bilstøtten, herunder forholdet mellem den afdragspligtige og afdragsfri del af lånet, såfremt denne beregning ikke giver anledning til tvivl.

Da kommunen således ikke havde haft kompetence til at træffe afgørelse om beregningsgrundlaget i første instans, fandt Ankestyrelsen at kommunens afgørelse af 22. maj 2001 og nævnets afgørelse af 19. december 2001 måtte anses for ugyldige. Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på den klare formulering i servicelovens § 99, stk. 4, om hvilken kompetence kommunen har samt at udgangspunktet ved saglig inkompetence er, at den trufne afgørelse bliver ugyldig. Ankestyrelsen fandt ikke at dette udgangspunkt kunne fraviges i denne sag.

Sagen blev derfor hjemvist til amtskommunen, som efter indstilling fra kommunen skulle træffe ny afgørelse.