En ejendomsleder i en større bebyggelse med flere hundrede lejemål kom til skade i 1997. Tilskadekomsten indtraf i den opgang i bebyggelsen, hvor han på 3. sal havde en lejlighed. Manden faldt ud over et trappegelænder på 3. sal og styrtede ca. 8 m. ned i bunden af en trappe- og affaldsskakt, hvor der var betongulv. Manden medbragte på vej hjem fra et beboer/ejendomsbestyrelsesmøde en pengekasse med indhold. Manden havde en promille på 1,8 ved den efterfølgende indlæggelse på hospital.
Inden afgørelsen om anerkendelse blev truffet, modtog Arbejdsskadestyrelsen supplerende oplysninger via et journalnotat om hændelsesforløbet. Det fremgik af 1997-notatet, at skaden indtraf, da manden var på vej hjem fra arbejde.
Forsikringsselskabet modtog kopi af 1997-notatet, men Arbejdsskadestyrelsen foretog ikke en partshøring af selskabet.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte i 1997 (afgørelse I), at manden var udsat for et ulykkestilfælde. Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at manden under sit arbejde var udsat for en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da han faldt ned af en trappe.
I 1999 anmodede Arbejdsskadestyrelsen forsikringsselskabet om at fremkomme med eventuelle bemærkninger forud for afgørelsen om varigt mén.
Forsikringsselskabet anmodede i den forbindelse i februar 1999 Arbejdsskadestyrelsen om at revurdere afgørelse I, idet selskabet fandt det godtgjort, at skaden skete under private gøremål og efter at et bestyrelsesmøde var slut. Det anførtes, at selskabet ikke havde haft mulighed for at vurdere anerkendelsen på et fuldstændigt grundlag.
Arbejdsskadestyrelsen traf i april 1999 afgørelse (afgørelse II) om, at manden efter de foreliggende oplysninger ikke havde ret til godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne, fordi der var fremkommet oplysninger vedrørende ulykkestilfældet, som rejste alvorlig tvivl om selve anerkendelsesspørgsmålet. Det blev endvidere meddelt, at Arbejdsskadestyrelsen ville fortsætte sagsbehandlingen, og at man aktuelt afventede oplysninger fra politiet og fra mandens arbejdsgiver.
Forsikringsselskabet anmodede påny i juli 1999 Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage spørgsmålet om anerkendelse. Det blev bl.a. anført, at omstændighederne ved ulykken var blevet nærmere afklaret efter afgørelse I fra 1997. Forsikringsselskabet pegede på, at det fremgik af de nye oplysninger, at manden efter et møde i beboerhuset fulgte med en ven/kollega til dennes hjem. Manden havde pengekasse og diverse papirer med. Efter ca. 11/2 time forlod manden kollegaen og gik formentlig hjem. I mandens opgang faldt han ned fra 3. etage.
Forsikringsselskabet anførte, at det faktum, at manden medbragte pengekasse og regnskaber, ikke ændrede ved den kendsgerning, at de arbejdsmæssige forpligtelser var ophørt - senest da han forlod beboerhuset. Det forhold, at man tager arbejde med hjem medfører ikke, at man er undtaget fra hovedreglen om, at man ikke er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven under færden mellem hjem og arbejde.
Forsikringsselskabet anførte, at disse nye oplysninger burde medføre, at spørgsmålet om anerkendelse måtte genoptages og sagen afvises, da det ikke var arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår, der var skyld i ulykken.
Arbejdsskadestyrelsen oversendte herefter i september 1999 sagen til Ankestyrelsen, idet forsikringsselskabets brev blev betragtet som en klage over af afgørelse I.
Ankestyrelsen tilbagesendte sagen til Arbejdsskadestyrelsen med anmodning om at træffe afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at genoptage vurderingen af spørgsmålet om anerkendelse, jf. afgørelse I.
Arbejdsskadestyrelsen traf herefter i september 1999 afgørelse (afgørelse III) om, at der ikke var fundet grundlag for at genoptage sagen. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at styrelsen efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade ikke havde remonstrationsret. Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at styrelsen derfor ikke kunne genoptage en begunstigende forvaltningsakt i forhold til skadelidte og omgøre styrelsens afgørelse.
I klagen over afgørelse III anførte forsikringsselskabet, at der var tale om en åbenlys forkert afgørelse I, og at denne kunne omgøres, også selvom den begunstigede eventuelt havde været i god tro på afgørelsestidspunktet.
Forsikringsselskabet anførte, at man bad Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen og træffe en korrekt afgørelse, umiddelbart efter, at man fik kendskab til de lægelige oplysninger i sagen, og blev opmærksom på at afgørelsen var forkert. Forsikringsselskabet havde således ikke forholdt sig passivt.
Mandens advokat anførte herefter over for Ankestyrelsen, at det var et faktum, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse I om anerkendelse ikke var påklaget af forsikringsselskabet.
På den baggrund skulle der meget vægtige grunde til at omgøre afgørelse I næsten to år senere. I den forstand måtte afgørelsen ses som en begunstigende forvaltningsakt. Det fandtes væsentligt, at arbejdsgiveren vurderede, at tilskadekomsten måtte anses for sket i arbejdstiden.
Ankestyrelsen traf i marts 2000 afgørelse (afgørelse IV) om, at der var grundlag for at genoptage sagen om anerkendelse af det anmeldte tilfælde.
Sagen hjemvistes på den baggrund til Arbejdsskadestyrelsen med anmodning om påny at tage stilling til spørgsmålet om anerkendelse på baggrund af de nu foreliggende oplysninger.
Begrundelsen var dels, at der efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse I om anerkendelse var fremkommet væsentlige nye oplysninger, der belyste ulykkestilfældets tilknytning til tjenesteforholdet, og dels at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse I var behæftet med væsentlige formelle mangler.
Ankestyrelsen fandt således, at sagen var utilstrækkeligt oplyst, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om anerkendelse.
Ankestyrelsen vurderede, at Arbejdsskadestyrelsen burde have indhentet yderligere oplysninger, der kunne belyse, om ulykkestilfældet havde fornøden tilknytning til tjenesteforholdet, da der forud for afgørelse I om anerkendelse blev rejst tvivl om, hvorvidt manden var på arbejde, da ulykkestilfældet indtraf. Det påhviler således offentlige myndigheder at undersøge en sag, inden der træffes afgørelse, jf. princippet om officialmaximen.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde foretaget partshøring over 1997-notatet, inden styrelsen traf afgørelse I om anerkendelse af det anmeldte tilfælde.
Ankestyrelsen bemærkede, at der ved siden af pligten til at foretage partshøring i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 1, tillige gælder det ulovbestemte princip, at partshøring bør foretages i tilfælde, hvor parten skønnes at kunne have nogen interesse i at få lejlighed til at se og eventuelt kommentere afgørelsesgrundlaget, uanset om oplysninger er til egentlig ugunst for parten.
Da oplysningerne i 1997-notatet var af væsentlig betydning for vurderingen af anerkendelsesspørgsmålet, burde Arbejdsskadestyrelsen derfor have partshørt forsikringsselskabet herom.
Arbejdsskadestyrelsen burde endvidere i afgørelse I have taget stilling til, hvilken betydning ovennævnte oplysninger havde for spørgsmålet om anerkendelse.
Selvom Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende havde modtaget/indhentet supplerende oplysninger fra sygehus, arbejdsgiveren, forklaring fra en kollega samt politirapport vedrørende ulykkestilfældet, som alle uddybede oplysningerne i 1997-notatet, havde Arbejdsskadestyrelsen ikke taget stilling til betydningen af de heri fremkomne oplysninger i relation til anerkendelsesspørgsmålet og heller ikke til forsikringsselskabets og advokatens anbringender i anledning af disse oplysninger.
På baggrund af disse oplysninger fandt Ankestyrelsen, at det ikke kunne udelukkes, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt disse havde været inddraget ved Arbejdsskadestyrelsens oprindelige stillingtagen til anerkendelsesspørgsmålet i 1997.
Ankestyrelsen bemærkede, at der gælder et ulovbestemt retskrav på genoptagelse og ny realitetsbehandling af en sag når der i forbindelse med anmodningen om genoptagelse fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen, og når oplysningernes senere fremkomst er undskyldelig i forhold til den part, der anmoder om genoptagelse.
Endvidere gælder der en ulovbestemt pligt til genoptagelse, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
Ankestyrelsen fandt, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse I var behæftet med væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Dertil kom, at forsikringsselskabet som følge af den manglende partshøring først blev bekendt med oplysningerne om, at ulykkestilfældet skete i mandens egen beboelse og i spirituspåvirket tilstand ved Arbejdsskadestyrelsens partshøring forud for en påtænkt afgørelse om varigt mén. I umiddelbar forlængelse heraf anmodede forsikringsselskabet Arbejdsskadestyrelsen om at revurdere afgørelse I om anerkendelse. Herefter indhentede Arbejdsskadestyrelsen yderligere oplysninger. Den senere fremkomst af de nye oplysninger og anbringender var derfor undskyldelig i forhold til forsikringsselskabet.
Ankestyrelsen fandt derfor, at Arbejdsskadestyrelsen havde pligt til at genoptage sagen.
Ankestyrelsen bemærkede, at en myndighed har adgang til at tilbagekalde egne gyldige afgørelser og annullere egne ugyldige afgørelser (under forudsætning af, at betingelserne herfor er opfyldt) uafhængig af, om myndigheden er tillagt en lovbestemt remonstrationsbeføjelse.
Det bemærkedes endvidere, at det forhold, at en afgørelse er begunstigende for den ene part, ikke er ensbetydende med at annullation er udelukket. Heller ikke det forhold, at den skadelidte var i god tro om rigtigheden af anerkendelsen, udelukker annullation.
Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om de formelle mangler i form af utilstrækkelig sagsoplysning og manglende partshøring medførte ugyldighed af afgørelse I om anerkendelse. Dette skyldtes, at Ankestyrelsens afgørelser i henhold til retssikkerhedslovens § 68, stk. 2 (kun) kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
På denne baggrund hjemvistes sagen til Arbejdsskadestyrelsen med anmodning om at genoptage vurderingen af anerkendelsesspørgsmålet herunder tage stilling til de af parterne fremsatte anbringender.
Arbejdsskadestyrelsen traf i oktober 2000 afgørelse om, at hændelsen i 1997 ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade i lovens forstand.
Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ulykkestilfældet ikke skete under mandens arbejde, men på vej til hjemmet fra arbejdet.
Mandens advokat klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse V. Det anførtes, at forsikringsselskabet havde modtaget 1997-notatet, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse I, og at 1997-notatet indeholdt alle de oplysninger, som forsikringsselskabet efterfølgende havde anvendt som begrundelse for genoptagelse. Til støtte herfor var anført, at Arbejdsskadestyrelsen telefonisk havde oplyst, at 1997-notatet var fremsendt med regning og følgeskrivelse til forsikringsselskabet, og at fremsendelsen hertil skete før anerkendelsen. Dette var ikke tillagt nogen vægt i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse V.
Det var endvidere anført, at Ankestyrelsen i afgørelse IV lagde meget stor vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde foretaget partshøring over ovennævnte journalnotat. Notatets oplysninger var forsikringsselskabet bekendt, uanset, at der ikke var afgivet anmodning om partsudtalelse, hvilket indebærer, at selskabet havde mulighed for at anmode om, at sagens afgørelse blev udsat, jf. forvaltningslovens § 21, og at der var anledning til at anke afgørelsen I fra 1997. Dette skete ikke, og selskabet havde derfor fortabt sin ret til at kræve sagen genoptaget.
Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at der skal foretages partshøring, når en part i en sag antages ikke at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger, som er væsentlige for sagens afgørelse. Forsikringsselskabet var bekendt med 1997-notatet, som måtte antages at have indgået i grundlaget for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse I fra 1997, hvor arbejdsskaden anerkendtes. Det fremgår af noten til § 20 i Karnovs lovsamling, 1998, side 205, at det er en betingelse for at omgøre en afgørelse på begæring af en part, at det ikke kommer andre parter til skade. Der er således ikke formelt hjemmel til, hverken i forvaltningsloven eller i retssædvaner for forvaltningspraksis, at omgøre Arbejdsskadestyrelsens afgørelsen I fra 1997.
Arbejdsgiveren oplyste under sagens behandling, at sikrede var ansat i som ejendomsleder for en større boligbebyggelse med flere hundrede lejemål, en varmecentral, et beboerhus, et mindre butikscenter, selskabslokaler og flere børneinstitutioner. Han havde ansvaret for den daglige ledelse af afdelingen med mere end 20 medarbejdere og ad hoc ansatte håndværkere. Han havde ansvaret for den daglige drift og vedligeholdelse og ansvaret for samarbejde med beboerne og disses repræsentanter i afdelingsbestyrelserne. Han havde sit faste kontor på ejendomskontoret i bebyggelsen, hvorfra han udførte administrative opgaver. Han skulle tillige løse delopgaver ude i bebyggelsen.
Formålet med mødet i beboerhuset på skadedagen var at drøfte fremtiden for bebyggelsen for så vidt angik fysisk renovering og opretning af bebyggelsen. I denne del af mødet deltog sikrede, den tekniske leder, afdelingsformanden og en beboerrådgiver. Herefter drøftedes beboerhusets drift. Han medbragte pengekassen og bilagene, da mødet sluttede.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et ulykkestilfælde kan anses at være forårsaget af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregik, når skaden indtraf, efter at sikrede var gået ind af hoveddøren til den beboelsesejendom, hvor han havde sin bolig.
