Sagen drejede sig om en yngre mand, der var blevet blind som følge af kronisk øjenbetændelse. Før han mistede synet, havde ansøgeren været beskæftiget som informatikassistent. Han havde fra kommunen fået stillet en notatbåndoptager og en lydbåndoptager til rådighed.
Instituttet for Blinde og Svagsynede ansøgte på ansøgerens vegne amtskommunen om en multimedia PC med Windows, et skærmlæseprogram Jaws, et Infovox taleprogram, en scanner med scannerprogram omnipage, et modem, en printer, en Office 97-pakke og opsætning til brug for taleprogrammet.
Som begrundelse for ansøgningen var det bl.a anført, at ansøgeren trods sit synshandicap fortsat ønskede at leve et selvstændigt og aktivt liv med størst mulig uafhængighed af seendes bistand.
Videre var det i ansøgningen anført, at skærmlæseprogrammet Jaws gjorde det muligt at få læst PC-skærmens tekst op ved hjælp af syntetisk tale. Herved kunne ansøgeren benytte tekstbehandlingsprogram, kartotek, kalender, regnemaskine, orientere sig i en scannet tekst, gå på internet via modem, e-mail m.m. Hermed kunne ansøgeren på egen hånd genoptage sin personlige korrespondance. Han ville kunne oprette adressekartoteker, holde styr på egen kalender, skrive indkøbssedler og tage notater. Ansøgeren ville kunne oprette sin egen samling af madopskrifter. Det ville ligeledes være muligt for ham at abonere på elektroniske bøger og opslagsværker.
Tekstscanneren ville gøre det muligt på egen hånd at orientere sig i modtaget post og anden trykt tekst. Det ville give ansøgeren en større uafhængighed og mulighed for at opretholde sit eget privatliv. Datakommunikation via modem ville give ansøgeren informations- og kommunikationsmuligheder, der ellers ikke ville kunne stilles til rådighed for en blind, f.eks. aktuelle avisartikler, informationssøgning, information fra det offentlige m.m.
Efter rådgivning fra Hjælpemiddelcentret meddelte amtskommunen afslag på det ansøgte med den begrundelse, at ansøgerens kommunikationsbehov skønnedes at være opfyldt med udlån af lydbåndoptager og notatbåndoptager. Ansøgerens aktivitetsniveau skønnedes ikke at være af et så betydeligt omfang, så der ved bevilling af computer ville være tale om en væsentlig grad af afhjælpning eller en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse. Ansøgeren skønnedes at være med i personkredsen, som havde et kommunikationshandicap, som kunne afhjælpes med særlige informationsteknologiske hjælpemidler, men behovet for at kommunikere kunne afhjælpes uden brug af specialprogrammer eller andet særligt tilbehør til en computer.
Ansøgeren påklagede amtskommunens afgørelse til nævnet, og Dansk Blindesamfund, som var indtrådt i sagen, uddybede anken.
Ved sin afgørelse fandt nævnet, at ansøgeren ikke havde ret til støtte til computer med scanner, modem og printer samt programmer.
Begrundelsen var, at der ydes støtte til hjælpemidler efter § 97 i lov om social service, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
Nævnet lagde til grund, at kommunen havde udlånt en lydbåndoptager og en notatbåndoptager til ansøgeren.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ud fra de foreliggende oplysninger ikke havde et højt udadrettet aktivitetsniveau. Det var oplyst, at ansøgeren ønskede at bruge computer til vidensindsamling, korrespondance, underholdning, finansielle transaktioner, indkøb m.v., samt til at systematisere og arkivere data på en tilgængelig måde.
Nævnet fandt ikke, at de ansøgte synskompenserende hjælpemidler ville være en så væsentlig afhjælpning af ansøgerens nedsatte funktionsevne eller lettelse af hans dagligdag, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte amtskommunens afgørelse.
Nævnet bemærkede, at hvis ansøgerens aktivitetsniveau ændredes, havde han mulighed for igen at søge amtskommunen om støtte.
Dansk Blindesamfund påklagede for ansøgeren nævnets afgørelse til Ankestyrelsen og anførte bl.a i klagen, at man i Dansk Blindesamfund mente, at sagen var af principiel betydning. Det bærende argument i nævnets afgørelse var argumentet vedrørende aktivitetsniveauet. Der var således etableret den sammenhæng i argumentationen, at EDB-hjælpemidler ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne af et alvorligt synshandicap, hvis man ikke havde et højt aktivitetsniveau.
I Dansk Blindesamfund mente man, at denne argumentation så at sige bed sig selv i halen, idet ansøgeren jo netop havde søgt EDB-hjælpemidler i et forsøg på at kunne leve et mere aktivt liv på trods af sit synshandicap. En forudsætning for at leve et aktivt liv var samtidig muligheden for at kunne kommunikere på lige fod med andre borgere.
Videre var det anført, at EDB-hjælpemidler gav blinde og stærkt svagsynede mulighed for at kommunikere i ordets bredeste betydning uden behov for assistance fra andre og gav derudover mulighed for at holde sig orienteret om samfundslivet på en måde, der tidligere ikke havde været til rådighed for borgere med et alvorligt synshandicap.
Ansøgeren var en forholdsvis ung mand, der ville kunne få udbytte af de ansøgte EDB-hjælpemidler i mange år fremover. Et forhold, som ville få den allerstørste betydning for, at ansøgeren selv kunne træffe beslutninger og få indflydelse på sin fremtidige tilværelse.
Videre var det i klagen anført, at man i Dansk Blindesamfund var af den opfattelse, at man ved administrationen af §§ 97 og 98 i lov om social service skulle erindre, at bevillinger af EDB-udstyr til synshandicappede var pålagt en ganske væsentlig egenbetaling for brugeren. Der var alene tale om, at det offentlige ydede støtte til den merudgift, der fulgte af synshandicappet. Intentionen med lovgivningen var således ikke at overkompensere den synshandicappede borger, men at yde støtte, således at den synshandicappede borger fik samme muligheder for at få adgang til netværkssamfundet som andre borgere. Denne bevillingspraksis var også slået igennem i amtskommunerne i det øvrige land, hvor EDB-hjælpemidler blev betragtet som nødvendig kompensation for den synshandicappede borger.
I nærværende sag forekom det således Dansk Blindesamfund, at nævnet henholdt sig til en restriktiv praksis, der for længst med ikrafttræden af lov om social service den 1. juli 1998 var forladt i de øvrige nævn. Når nævnet i sin begrundelse for afgørelsen anførte, at de ansøgte synskompenserende hjælpemidler ikke ville være en så væsentlig afhjælpning af ansøgerens nedsatte funktionsevne eller lettelse af hans dagligdag, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte amtskommunens afgørelse, forekom det Dansk Blindesamfund, at nævnet i alt for høj grad havde tillagt begrænsningen i nævnets kompetence ifølge § 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vægt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøgeren var berettiget til støtte til det ansøgte EDB-udstyr i henhold til §§ 97 og 98 i lov om social service.
