Ankestyrelsens principafgørelse D-9-02

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

02-10-2012

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 22, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 2

Note:

Afløst af 153-12

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 700321-01

En lønmodtager blev sygemeldt den 26. april 2000 på grund af dårlig skulder og arm. Lønmodtageren havde siden 1983 haft forskelligt rengøringsarbejde.

I juni måned 2000 forventedes det, at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, men formentlig måtte søge andet mindre belastende arbejde efter raskmelding.

Den 3. august 2000 var lønmodtageren til samtale i kommunen. Det fremgik af samtalen, at hun ikke var interesseret i en boglig uddannelse, men gerne ville være og var godkendt som aflastningsfamilie.

Lønmodtageren kontaktede kommunen den 18. august 2000, og oplyste, at hun skulle opereres i skulderen. Det blev aftalt, at hun skulle kontakte kommunen, når hun havde fået en operationsdato.

Operationen fandt sted den 2. november 2000. Den videre opfølgning afventede resultatet af operationen.

Den 22. november 2000 oplyste lønmodtageren, at operationen var gået godt. Hun skulle holde sin skulder i ro 6 uger efter operationen. Det blev aftalt, at kommunen ville indhente en statusattest, og at lønmodtageren efterfølgende ville blive indkaldt til opfølgningssamtale i kommunen.

Den 13. februar 2001 var lønmodtageren til opfølgning i kommunen. Hun blev ved denne samtale orienteret om regler og rettigheder. Det fremgik videre af samtalen, at hun ikke ville kunne vende tilbage til sin hidtidige beskæftigelse ved rengøring eller som kassedame. Det var ikke på dette tidspunkt realistisk at påbegynde en arbejdsprøvning idet hun fortsat havde mange smerter. Dette blev støttet af lægeattest af 16. december 2000, hvor arbejdsprøvning blev frarådet i en periode på minimum 3 måneder. Det blev ved samtalen aftalt, at kontakte lønmodtageren i uge 11, og at virksomhedskonsulenten skulle inddrages med henblik på etablering af arbejdsprøvning, gerne indenfor ældreplejen.

Kommunen var den 2. april 2001 i telefonisk kontakt med lønmodtageren. Det fremgik af denne samtale, at hun fortsat havde mange smerter, og at det på dette tidspunkt ikke ville være muligt at komme i gang med erhvervsrettede aktiviteter. Hun blev orienteret om den generelle varighedsbegrænsning den 30. april 2001. Det blev aftalt, at kommunen indhentede nye oplysninger fra egen læge.

Lønmodtageren var den 26. april til opfølgningssamtale i kommunen. Hun havde fortsat mange smerter, og følte sig ikke parat til at begynde en arbejdsprøvning. Dette støttedes af egen læge, som kommunen samme dag var i telefonisk kontakt med. Kommunen fandt ikke, at der var mulighed for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen. Hun blev samtidig orienteret om, at hun skulle rette henvendelse til en rådgiver med henblik på erhvervsrettede aktiviteter, når hun følte sig parat til det.

Kommunen modtog den 30. april statusattest fra egen læge, som foreslog, at lønmodtageren snarest blev forsøgt aktiveret, gerne med arbejdsprøvning.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt lønmodtageren berettiget til forlængelse af dagpengeperioden fra den 30. april 2001 efter bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der skønnedes at være behov for iværksættelse af yderligere afklarende foranstaltninger. Nævnet lagde især vægt på de oplysninger der forelå om lønmodtagerens helbredstilstand, idet nævnet på grundlag af disse skønnede, at lønmodtagerens erhvervsevne var varigt nedsat, måske endog i pensionsgivende omfang.

Afgørelsen blev anket af kommunen. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ikke ud fra nævnets begrundelse konkret kunne se, hvordan nævnet mente, at kriterierne i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2 var opfyldt. Videre var det anført, at på baggrund af den indhentede statusattest fra sygehuset december 2000, lagde kommunen til grund, at arbejdsprøvning af lønmodtageren ikke var forenelig med hendes helbredstilstand i minimum 3 måneder fra primo januar til primo april. Kommunen kommenterede endvidere konkret på de enkelte punkter i sagen.

Endvidere havde kommunen i klagen forklaret, hvordan kommunen fortolkede den nye bestemmelse i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2. Det var bl.a. anført, at kommunen ved sin afgørelse havde fortolket bestemmelsen således, at der kunne ske forlængelse til at gennemføre aktive tilbud såsom arbejdsprøvning, aktivering eller lignende. Kommunen havde ikke forstået "eller lignende" som yderligere lægeundersøgelser eller behandling.

Det var videre kommunens opfattelse, at bestemmelsen måtte fortolkes således, at sygedagpengemodtageren skulle kunne gennemføre de aktive tilbud på afgørelsestidspunktet, ikke på et uvist tidspunkt ud i fremtiden. Endvidere skulle afklaringen være tilendebragt senest når de sidste 13 uger var forløbet. Kommunen anførte videre, at hvis sygedagpengeudbetalingen i sager som denne kunne forlænges efter den nye bestemmelse havde det vidtrækkende konsekvenser, idet forlængelsen blot ville udgøre en forlængelse, fordi sikrede fortsat var syg og for syg til at modtage aktive tilbud. Kommunen anførte videre, at hvis det på afgørelsestidspunktet var uvist, hvornår den sikrede kunne modtage de aktive tilbud, kunne resultatet jo bl.a. blive, at forlængelsesperioden løb, uden at der kunne iværksættes aktive tilbud, eller at de aktive tilbud kunne iværksættes, men eventuelt så sent, at der ikke var sket en afklaring inden udløbet af forlængelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af anvendelsesområdet for forlængelsesbestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt, at lønmodtageren efter den 30. april 2001 fortsat var berettiget til at få udbetalt sygedagpenge, jf. lovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det overordnede formål med bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, ifølge bemærkningerne til lovforslaget er at forlænge dagpengeretten med op til 2 x 13 uger, hvis der på det tidspunkt, hvor der ikke er andre forlængelsesmuligheder, mangler en afklaring af den sikredes arbejdsevne til brug for beslutning om, hvilken hjælp der videre skal tilbydes, jf. retssikkerhedslovens § 5.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af bemærkningerne til lovforslaget som udgangspunkt ikke, at en uafklaret helbredsmæssig situation er til hinder for at forlænge efter bestemmelsen. Det må dog forudsættes, at det på afgørelsestidspunktet vurderes, at afklaringen af arbejdsevnen forventes at kunne ske indenfor højst 2 x 13 uger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at egen læge i statusattest af 27. april 2001 oplyste, at lønmodtageren var påbegyndt hormonbehandling, og at der forventedes en effekt af denne. Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at egen læge endvidere havde foreslået, at lønmodtageren snarest blev forsøgt aktiveret.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 700017-02

En lønmodtager blev sygemeldt på grund af bækkenløsning fra den 1. maj 2000 efter afsluttet barsels- og forældreorlov. Lønmodtageren havde også haft problemer med bækkenløsning i forbindelse med graviditet i 1995. Lønmodtageren havde senest arbejdet som pædagogmedhjælper i 1996-97 indtil sygemelding på grund af bækkensmerter.

Lønmodtageren gennemgik rygskole på en fysiurgisk klinik i 14 uger i efteråret 2000 uden bedring til følge. Fra oktober 2000 opstod der tillige symptomer på carpaltunnelsyndrom i begge hænder.

Den 29. marts 2001 var lønmodtageren til undersøgelse hos en speciallæge i neurologi, som konkluderede, at problemerne var af fysiurgisk natur, og at det var speciallæger i rheumatologi, der måtte udtale sig om diagnose, behandlingsmuligheder og skånebehov.

Lønmodtageren blev herefter henvist til en speciallæge i fysiurgi/rheumatologi, hvor hun var til undersøgelse første gang den 31. maj 2001. Det blev her besluttet, at hun skulle til CT-scanning, da der muligvis var tale om discusprolaps. Det var også under overvejelse, at lønmodtageren kunne lide af Ehlers-Danlos syndromet.

Scanningen viste antydningsvis frembuling på den næstnederste lændebåndskive, men ellers normale forhold. Speciallægen henviste herefter den 27. august til Rigshospitalets klinik for sjældne handicaps.

Kommunen havde allerede i forbindelse med den tidligere sygemelding godkendt lønmodtageren som revalideringsberettiget.

På opfølgningsmøde i kommunen den 24. maj 2000 gav lønmodtageren udtryk for, at hun ønskede hjælp til arbejdsoptræning på kontor, men forinden havde brug for behandling hos en osteopat. Det aftaltes, at hun skulle drøfte behandlingsmulighederne med sin læge. Kommunen skulle herefter indhente relevante lægelige oplysninger med henblik på planlægning af hendes tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Den 31. oktober 2000 var lønmodtageren igen til samtale i kommunen om arbejdsprøvning mv. På baggrund af helbredstilstanden anbefalede kommunen yderligere lægelige undersøgelser før iværksættelse af arbejdsprøvning, da det vurderedes meget vanskeligt på daværende tidspunkt overhovedet at foretage arbejdsprøve, selv på et meget lille timetal.

Efter modtagelse af de forskellige lægelige oplysninger vurderede kommunens lægekonsulent det som meget usikkert, hvorledes ryglidelsen ville udvikle sig. Det skønnedes derfor at være for tidligt at overveje arten af revalidering. Dette burde ideelt set afvente yderligere udredning på sygehus.

Den 3. maj 2001 sendte kommunen lønmodtageren kopi af de lægelige oplysninger i sagen og meddelte samtidig, at dagpengeudbetalingen ville blive standset fra varighedsbegrænsningens indtræden den 31. maj 2001, da kommunen ikke fandt, at der var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Begrundelsen var, at det ikke med sikker forventning kunne vurderes, at lønmodtageren ville være fuldt arbejdsdygtig indenfor de næste 26 uger. Det var heller ikke realistisk at iværksætte revalidering. Der kunne ikke påbegyndes ansøgning om førtidspension, da lønmodtageren ikke opfyldte betingelserne i pensionslovens § 20 a, hvorefter alle aktiverings-, revaliderings- eller behandlingsmæssige foranstaltninger skal være afprøvet, før der kan påbegyndes sag om førtidspension.

Den 21. maj 2001 gav kommunen den endelige meddelelse om dagpengestandsningen.

Lønmodtageren klagede over kommunens afgørelse. Det blev i anken bl.a. gjort gældende, at der var to muligheder for at forlænge dagpengeperioden. Der henvistes til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, hvorefter dagpengene kan forlænges, når det anses for nødvendigt at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sikredes arbejdsevne, således at dagpengene forlænges i op til 2 gange 13 uger. Den anden mulighed for forlængelse var § 22, stk. 1, nr. 3, hvorefter dagpengene kan forlænges, når den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden.

Under sagens behandling i nævnet blev det oplyst, at kommunen nu havde bevilget arbejdsprøvning og at det var blevet konstateret, at lønmodtageren led af Ehlers-Danlos syndromet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at lønmodtageren ikke havde ret til forlængelse af dagpengeperioden efter den 31. maj 2001.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at lønmodtageren på tidspunktet for kommunens afgørelse ikke opfyldte nogen af betingelserne i dagpengelovens § 22, stk. 1, for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen.

Med hensyn til spørgsmålet om forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, i op til 2 x 13 uger (med henblik på iværksættelse af foranstaltninger til afklaring af arbejdsevnen) bemærkede nævnet, at lønmodtageren og kommunen havde talt om arbejdsprøvning, men at det på grund af lønmodtagerens helbred ikke havde været hensigtsmæssigt at iværksætte denne.

Der var efter nævnets opfattelse ikke hjemmel til at forlænge dagpengene efter denne bestemmelse, hvis man udelukkende er i et helbredsmæssigt afklarende forløb.

I klagen til Ankestyrelsen argumenteredes der for forlængelse af dagpengeperioden efter § 22, stk. 1, nr. 2. Der henvistes bl.a. til, at nævnet havde anført, at denne bestemmelse ikke tager sigte på afklaring af de helbredsmæssige forhold, og det blev gjort gældende, at der ved fremlæggelsen af lovforslaget ikke skelnes mellem afklaring af helbredsmæssige forhold og arbejdsevne.

Sagen blev behandlet i principielt møde sammen med sag nr. 1.

Sagen hjemvistes til det sociale nævn til ny vurdering af, om der var grundlag for at forlænge dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, fra den 31. maj 2001.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det overordnede formål med bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, ifølge bemærkningerne til lovforslaget er at forlænge dagpengeretten med op til 2 x 13 uger, hvis der på det tidspunkt, hvor der ikke er andre forlængelsesmuligheder, mangler en afklaring af sikredes arbejdsevne til brug for beslutning om, hvilken hjælp der videre skal tilbydes, jf. retssikkerhedslovens § 5.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af bemærkningerne til lovforslaget som udgangspunkt ikke, at en uafklaret helbredsmæssig situation er til hinder for at forlænge efter bestemmelsen. Det må dog forudsættes, at det på afgørelsestidspunktet vurderes, at afklaringen af arbejdsevnen forventes at ville kunne ske inden for højst 2 x 13 uger.

Ankestyrelsen fandt derfor, at nævnets afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, var truffet på et urigtigt retligt grundlag.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at der ikke var grundlag for at forlænge dagpengeperioden efter de øvrige bestemmelser i dagpengelovens § 22, stk. 1.