Ankestyrelsens principafgørelse R-10-02

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

02-12-2011

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2000 - § 9a

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9 og § 9c, stk. 2

Note:

*) Se også SM O-149-97.

* * * * *

Sagen drejede sig om en mand, der forud for henvendelsen til B kommune det sidste halve år havde haft ophold i en skov i B kommune. Politiet havde tidligere talt med ham, men han havde ikke flyttet sig. Den 28. december hentede politiet ham i skoven, da skovfogeden samt feriebyen var utryg ved at have ham til at opholde sig dér. Han opholdt sig nær feriebyen.

Manden var fra A kommune, hvor han sidst havde haft folkeregisteradresse. Han havde siden den 7. juni været tilmeldt uden adresse på folkeregisteret.

Politiet kørte manden til et forsorgshjem i C kommune, da der var plads der. Det var på dette tidspunkt ikke afklaret, hvem der havde betalingsforpligtelsen. Det aftaltes med forsorgshjemmets forstander, at de fremsendte ansøgning om kontanthjælp til B kommune. Det blev aftalt, at kontanthjælpen blev sendt til forsorgshjemmet, og at de trak beløbet til opholdsbetaling og udbetalte resten til manden, da han ingen bankkonto havde.

Den 28. december blev der udbetalt 1 måneds kontanthjælp i henhold til § 25 i aktivloven.

Af journaloplysninger fra A kommune fremgik, at B kommune var af den opfattelse, at det var A kommune, der var betalingskommune.

B kommune frafaldt imidlertid kravet om, at A kommune var betalingskommune.

Af journaloplysningerne fremgik endvidere, at manden ikke var set i A kommune siden den 15. maj .

Den 16. januar året efter blev B kommune ringet op af forsorgshjemmet i C kommune, der oplyste, at manden havde forladt forsorgshjemmet. Han skulle have følt sig presset i forbindelse med personlig hygiejne. Der var udbetalt resten af hjælpen for januar til manden.

Den 9. februar havde B kommune fortsat ikke hørt fra manden eller fra forsorgshjemmet, hvorfor sagen blev henlagt.

Den 3. september modtog B kommune en anmodning om refusionstilsagn fra D kommune. Manden havde taget ophold på et forsorgshjem dér. Han var der fortsat og der var bevilget kontanthjælp fra 5. april.

Af D kommunes journalark fremgik, at grunden til, at manden ikke havde haft indtægt, var, at han havde levet på gaden. Han var kommet til forsorgshjemmet efter, at han blev fundet angiveligt af politiet i en skov.

B kommune meddelte til D kommune, at det var besluttet at give afslag på anmodningen om refusionstilsagn, da man ikke mente at være betalingskommune i henhold til § 9a i retssikkerhedsloven.

Der var ved afgørelsen lagt til grund, at B kommune havde medvirket til at manden den 28. december var blevet anbragt i forsorgshjemmet i C kommune. Han forlod forsorgshjemmet den 16. januar. Han havde endvidere ikke nogen tilknytning til B kommune.

D kommune klagede herefter over B kommunes afslag til nævnet.

Det anførtes, at manden ikke havde haft nogen bolig eller noget blivende sted i den korte periode fra han forlod forsorgshjemmet i C kommune til han blev indskrevet på forsorgshjemmet i D kommune den 24. marts.

Der var ikke registreret nogen udbetaling til ham siden B kommunes udbetaling for en måned og indtil han fik kontanthjælp i D kommune efter indskrivningen på forsorgshjemmet.

D kommune henviste til SM O-149-97.

Ved oversendelsen til nævnet henviste B kommune til, at kommunen ikke havde medvirket ved anbringelsen og at manden i en periode ikke havde opholdt sig i en § 94 institution. Han havde ingen tilknytning til B kommune.

Nævnet fandt ikke, at det kunne pålægge B kommune pligt til at refundere D kommune dennes udgifter ved mandens ophold på forsorgshjemmet i D kommune.

Ved afgørelsen lagde nævnet til grund, at manden ved politiets anholdelse den 28. december var uden bopæl og hjemløs, men havde øjeblikkeligt ophold i B kommune.

Nævnet havde lagt vægt på, at mandens seneste faste bopæl ifølge folkeregisteret var den 7. juni i A kommune.

Endvidere fandt nævnet, at principperne i Sociale Meddelelser O-149-97 ikke fandt anvendelse i denne sag.

Ved afgørelsen lagde nævnet til grund, at der ikke som i SM O-149-97 var tale om genindskrivning i samme forsorgshjem, men i et andet forsorgshjem mere end 70 kilometer i afstand fra det første forsorgshjem. Endvidere var der tidsmæssigt ikke tale om en midlertidig udskrivning, da der i perioden 16. januar til 24. marts ikke sås at være udgifter ved mandens ophold i forsorgshjem, samt at der ikke var oplysninger om, at han senest havde haft ophold i B kommune forud for forsorgshjemmet i D kommune.

D kommune indbragte herefter sagen for Ankestyrelsen

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om B kommune var handle- og betalingskommune i en situation, hvor en hjemløs efter 1/2 års ophold i en skov beliggende i B kommune af politiet blev bragt til et forsorgshjem i C kommune med 1 måneds kontanthjælp udbetalt fra B kommune. Efter at have forladt forsorgshjemmet i C kommune blev han på ny hentet i en skov og bragt til et forsorgshjem i D kommune, der anmodede B kommune om refusion. Den hjemløse havde senest haft folkeregisteradresse i A kommune.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at pålægge B kommune at refundere D kommune udgifterne i forbindelse med mandens ophold på forsorgshjem i D kommune, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a.

Begrundelsen for afgørelsen var, at manden efter modtagelsen af hjælp til forsørgelse fra B kommune og efter opholdet på forsorgshjemmet i C kommune i en periode af 2 måneder klarede sig selv inden optagelsen på forsorgshjemmet i D kommune. Ankestyrelsen fandt herefter, at manden i længere tid ikke havde ophold i en boform, nævnt i retssikkerhedslovens § 9a, hvilket betød, at B kommunes refusionsforpligtelse var ophørt.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at principperne i SM O-149-97 ikke var anvendelig i denne sag, da der i SM O-149 97 alene var tale om en kortvarig afbrydelse af ophold i en § 9a boform.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.