Ankestyrelsens principafgørelse R-1-02

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 1, nr. 1, § 9a, stk. 1, nr. 2, § 9a, stk. 1, nr. 3, § 9a, stk. 1, nr. 4, § 9a, stk. 1, nr. 5, § 9a, stk. 1, nr. 6 og § 9a, stk. 1, nr. 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Note:

*) Se også SM O-98-97 og SM R-8-00

Det fremgik af sagen, at kvinden, født 1981, den 1. Juni 1999 flyttede til bofællesskabet i A kommune, der var en boform oprettet efter servicelovens § 92, med henblik på optagelse af psykisk udviklingshæmmede. Fra august 1999 blev der iværksat dagtilbud på fuld tid på en anden institution.

På daværende tidspunkt havde kvinden og hendes mor ophold i A kommune.

Ved afgørelse af 6. september 1999 fandt A kommune at kvinden var berettiget til højeste førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 1, samt bistandstillæg.

Moderen var i mellemtiden flyttet til B kommune.

Ifølge A kommunes journalnotat af 15. november 1999 havde kvindens mor taget kvinden hjem til sig, da hun ikke mente at hun kunne fortsætte samarbejdet med bofællesskabet i A kommune, efter at kvinden havde været forsvundet fra bofællesskabet. Den 18. november 1999 fik A kommune besked om at kvinden havde fået folkeregisteradresse hos sin mor i B kommune.

Kvinden fortsatte i det hidtidige dagtilbud.

Ved afgørelse af 3. februar 2000 bevilgede B kommune støttetimer til kvinden med dækning af lønudgift til en dame, som moderen havde ansat. Bevillingen dækkede op til 50 timer månedligt samt nødvendig kørsel. Bevillingen dækkede perioden 22. november 1999 til 29. februar 2000.

Ved brev/afgørelse af 29. februar 2000 meddelte amtskommunen at kvinden opfyldte betingelserne for optagelse i botilbud for personer med et særligt syndrom, i C kommune. Indflytning kunne ske snarest muligt.

Den 16. marts 2000 sendte B kommune refusionsbegæring til A kommune i anledning af at kvinden var visiteret til botilbuddet i C kommune.

Den 1. april 2000 flyttede kvinden ind på botilbuddet i C kommune.

Ved afgørelse af 19. april 2000 gav A kommune afslag på at yde refusion. A kommune henviste til at kvinden efter moderens ønske blev udskrevet fra bofællesskabet i A kommune i slutningen af november 1999 uden medvirken fra A kommune eller anden offentlig myndighed. Kvinden var forinden flyttet til moderens adresse i B kommune, og handlekommuneforpligtelsen overgik til B kommune. A kommune deltog i et afsluttende møde med B kommune den 26. november 1999 i amtskommunen.

Ved brev af 17. maj 2000 klagede B kommune til det sociale nævn over A kommunes afgørelse. I klagen anførte B kommune bl.a. at der hele tiden var et oplagt behov for en beskyttet boform, ligesom det aldrig havde været meningen at kvinden skulle have permanent ophold hos moderen efter den 15. november 1999. Det havde været et spørgsmål om at afvente at der kom en egnet ledig plads.

A kommune anførte i brev af 9. juni 2000, som kommentar til klagen fra B kommune, bl.a. at flytningen til moderen udelukkende var sket som en ensidig handling fra moderens side. Det havde været forsvarligt at kvinden havde haft ophold hos moderen, og kvinden havde derved erhvervet opholdskommune i B kommune. Moderen var utryg ved botilbuddet, men botilbuddet havde taget hensigtsmæssige initiativer for at tilgodese de behov som kvinden havde.

I ansøgning om et af amtskommunens beskæftigelses- eller aktivitetstilbud efter § 87, stk. 1 eller 88 i lov om social service, blev det anført at kvinden havde udtalt behov for en struktureret og forudsigelig hverdag, med mulighed for at deltage i faste aktiviteter, hvorfor dagcentret skønnedes at være det rigtige for hende.

Det fremgik bl.a. af pensionsskemaet fra A kommune at kvinden havde en IQ på 50-59, og at hun ikke kunne passe sig selv, selvom hendes funktioner på forskellige områder befandt sig på forskellige alderstrin.

Ifølge journalnotat af 15. november 1999 fra A kommune talte sagsbehandleren denne dato med kvindens mor, og anførte her at kvinden højst sandsynligt havde brug for et miljø for folk med kvindens syndrom, og at der ikke var et sådant tilbud ledigt.

Det fremgik af mødereferat vedrørende møde den 26. november 1999, at det var opfattelsen hos amtskommunens voksen- og handicapafdelingen, at kvinden havde brug for et lille miljø der var overskueligt og havde fast struktur, hvor der var sammenhæng mellem bo- og dagtilbud. Det fremgik endvidere af mødereferatet at det var opfattelsen på mødet at kvinden kunne profitere af en pædagogik, der var tilrettelagt ud fra en adfærd der svarede til det syndrom hun formentlig havde. Der var blevet tilknyttet ekstra personaleressourcer til dagtilbuddet som følge af kvindens særlige behov.

Det sociale nævn fandt at A kommune ikke skulle yde refusion til B kommune for B kommunes udgifter i forbindelse med anbringelse af kvinden på døgninstitutionen i C kommune.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at anbringelsen af kvinden i bofællesskabet i A kommune blev afsluttet, da kvinden flyttede hjem til sin mor i B kommune den 15. november 1999. Det forhold at anbringelsen i bofællesskabet i A kommune muligvis ikke var en fuldt tilstrækkelig foranstaltning, kunne ikke føre til et andet resultat.

B kommune klagede over nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune bl.a., at grunden til at sagen havde principiel betydning var at opholdet i bofællesskabet i A kommune ikke var en tilstrækkelig foranstaltning, hvilket var bekræftet af amtskommunen. Det måtte have principiel betydning at A kommune tilsyneladende ikke havde taget kvindens manglende trivsel alvorligt, og blot havde ladet stå til, til tilbudet ikke kunne bære længere. Endvidere mente B kommune at det havde principiel betydning at foranstaltningerne omkring kvinden ikke ophørte efter at hun flyttede hjem til moderen. Det fremgik klart af sagen at moderen opfattede dette som en overgangsperiode, indtil der blev fundet et egnet tilbud til kvinden. Behovet var stigende allerede da kvinden stadig boede i bofællesskabet i A kommune. Behovet måtte dækkes med ekstrabemanding på dagtilbuddet, bevilling af støtte i moderens hjem og betaling af moderen til støtte af kvinden i form af udbetaling af bistandstillæg, jf. pensionslovgivningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der foreligger et ubrudt forløb, når en voksen person på eget/moderens initiativ flytter fra et bofællesskab og tager ophold i eget hjem i en anden kommune, når vedkommende fortsat er i dagtilbud og der bliver bevilget støtte i hjemmet. Sagen er således også behandlet med henblik på supplering af SM O-98-97 og SM R-8-00.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune skulle refundere B kommunes udgifter efter den sociale lovgivning til kvindens ophold på Y-boform i C kommune.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der havde været et ubrudt refusionsbærende forløb lige siden kvinden den 1. april 1999, som følge af en beslutning fra A kommune, flyttede ind på bofællesskabet X i A kommune, der var omfattet af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1. Ankestyrelsen henviste herved til SM O-98-97.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden var udviklingshæmmet. Hun var fra 1. november 1999 blevet tilkendt højeste førtidspension med bistandstillæg. Hun havde formentlig et særligt syndrom. Hun blev den 29. februar 2000 optaget på en amtslig boform i C kommune, der var specielt indrettet til personer med dette syndrom.

Det fremgik af mødereferat vedrørende møde den 26. november 1999, at det var opfattelsen hos amtskommunens voksen- og handicapafdeling, at kvinden havde brug for et lille miljø der var overskueligt og havde fast struktur, hvor der var sammenhæng mellem bo- og dagtilbud. Det fremgik endvidere af mødereferatet at det var opfattelsen på mødet at kvinden kunne profitere af en pædagogik der var tilrettelagt ud fra en adfærd der svarede til et særligt syndrom. Der var ikke oplysninger om at der var sket væsentlige ændringer i kvindens lidelse og adfærd siden optagelsen i bofællesskabet i A kommune.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på at kvinden under opholdet hos moderen i perioden fra 11. november 1999 til 29. februar 2000 måtte anses for at være omfattet af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr, 7. Som ovenfor anført var der ikke sket ændringer i kvindens helbredsforhold, således at behovet for behandling m.v. havde været uændret i hele perioden. Kvinden var fortsat i dagtilbud, som hun også benyttede under sit ophold i bofællesskabet i A kommune. Endelig fremgik det at B kommune havde bevilget støtte til at en person kunne være hos kvinden når hun kom hjem fra dagtilbuddet om eftermiddagen. Det var således Ankestyrelsens vurdering at der også under opholdet hos moderen havde været tale om en betydelig offentlig støtte, og at alternativet til ophold hos moderen var ophold på institution, idet kvinden ikke ville kunne klare sig selv i eget hjem. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til SM R-8-00.

Praksis vedrørende mindreårige anbragte børn der flytter hjem til forældremyndighedsindehaveren, hvorved en eventuel refusionspligt ophører, kunne således ikke overføres til også at gælde for personer over 18 år, der flytter hjem til deres forældre, idet forældrene ikke har forsørgelsespligt over for deres børn over 18 år.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.