Ansøger, der var 48 år og ufaglært, havde været uden tilknytning til arbejdsmarkedet siden 1997, hvor hun var sygemeldt i en længere periode på grund af depression. Efter raskmeldingen modtog hun arbejdsløshedsdagpenge indtil september 1999, hvor hun pådrog sig en whip-lash lignende lidelse. I januar 2001 pådrog hun sig endnu en skade, da hun blev bidt af en hund i højre underarm.
Ansøger havde siden skaden i september 1999 haft smerter i nakken med udstråling til armen. Der var let rotationsindskrænkning i højre skulderled og nedsat bevægelighed i nakken. Hun havde herudover fået påvist discusdegeneration samt slidgigt i både nakke og lænd.
En speciallæge i fysiurgi konkluderede, at ansøger havde udviklet en kronisk smertetilstand med konstant hovedpine og nakkesmerter samt muskelømhed.
Som følge af skaden i januar 2001 var der tale om et blivende føletab på underarmen til håndleddet samt nedsat strækkefunktion i højre albueled. Hun havde derfor svært ved at løfte og ved at gribe om ting.
Efter skaden i 1999 gennemgik ansøger kommunens inspirationskursus på 8 uger for sygedagpengemodtagere. Hun begyndte herefter i praktik i en lokal forretning, men måtte opgive efter 8 dage.
Hun var derefter i praktik i en hjemmeserviceordning, hvor det ikke var muligt for hende at arbejde mere end 2-4 timer om dagen og ikke i alle funktioner.
Ansøger blev henvist til afprøvning på Reva. På grund af en del forsømmelser i forløbet var det ikke muligt for Reva at foretage en egentlig vurdering af hendes arbejdsevne. Hun blev afmeldt, da det skønnedes mere relevant at afprøve hende tættere på egen bopæl og inden for en branche, som hun selv ytrede ønske om.
Siden skaden i januar 2001 havde ansøger været i arbejdsprøvning i en måned i en stof- og syforretning. Forretningen udtalte, at hun fungerede godt, men at der var skånehensyn. Bl.a. kunne hun ikke klippe, bære på stofruller og tage varer ind fra gaden. Hun havde brug for små pauser på 2-3 min. ca. 3 gange dagligt. Hun kunne ikke klare en arbejdstid på mere end 3 timer om dagen.
Kommunen skønnede herefter, at det ikke kunne udelukkes, at der på et senere tidspunkt ville ske en bedring af tilstanden. Revalidering var således ikke udelukket, og der var dermed ikke grundlag for at rejse pensionssag. Der var heller ikke grundlag for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge. Disse blev standset pr. 31. juli 2001.
Kommunen fandt samtidig, at der ikke var grundlag for at visitere ansøger til fleksjob, da det ikke var muligt at etablere fleksjob med den arbejdsindsats, som hun selv mente at kunne yde.
I klagen til nævnet gjorde ansøgers advokat bl.a. gældende, at hun havde opfyldt kravet om en arbejdstid på mindst 1/3 af sædvanlig fuldtid, da hun havde arbejdet 3 timer om dagen. Advokaten mente ikke, at få beskedne pauser af 2 minutters varighed burde have indflydelse på den samlede vurdering.
Nævnet fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen, der skulle tilbydes fleksjob efter § 71 i lov om aktiv socialpolitik.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgers erhvervsevne var nedsat i en sådan grad, at hun ikke skønnedes at kunne opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt endvidere, at det ikke var udelukket, at hun kunne yde en arbejdsindsats svarende til 1/3 af normal indsats, og at det måtte være muligt at etablere et fleksjob til hende under behørig hensyntagen til hendes skånebehov.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at kommunen ikke var uenig i, at ansøger tilhørte personkredsen, der skulle tilbydes fleksjob.
Kommunen var derimod uenig i, at der var mulighed for at oprette et fleksjob på nuværende tidspunkt, når ansøger ikke mente at kunne yde mere end hun havde gjort under den seneste praktik. Pauserne var ikke lange, men der var en del opgaver, som hun ikke kunne varetage. Hun kunne derfor ikke tjene en løn svarende til 1/3.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen havde pligt til at tilbyde fleksjob, når det ikke havde været muligt at påvise, at ansøger ville kunne yde en arbejdsindsats, der mindst svarede til 1/3 af det normale.
