Ankestyrelsens principafgørelse A-6-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 82

Ansøger, der var gift og havde 4 børn under 18 år, kom til Danmark i november 1998, hvor hun blev familiesammenført med sin ægtefælle. Ægtefællen havde status som flygtning.

Ægtefællen havde været udsat for tortur og led af søvnforstyrrelser, mareridt, flash backs, angst og koncentrationsforringelse. Han blev af Dansk Flygtningehjælp henvist til behandling på et privat behandlingscenter, der specielt var målrettet til torturofre.

I 1985 blev hendes ægtefælle fængslet og tortureret 1. gang.

I 1991 måtte ansøger, hendes ægtefælle og parrets børn flygte fra hjembyen på grund af uroligheder. Under flugten blev et af parrets børn alvorligt syg.

I 1994 blev ansøgers forretning sprængt i luften. Der var ingen skade på personer.

I 1997 mødte bevæbnede personer op i ansøgers nye forretning. Da ansøger ikke var til stede, blev ægtefællen i stedet opsøgt og bortført. Han blev holdt i isolation og tortureret igen. Ansøger gik under jorden og blev sammen med børnene senere smuglet til et andet land, hvor hun levede under vanskelige forhold, indtil hun blev familiesammenført med sin ægtefælle i Danmark.

Centret oplyste, at konsekvensen af disse hændelser var, at ansøger led af søvnbesvær og mareridt, flash backs, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt hyppige anfald af hovedpine og muskelspændinger.

Kommunen bevilgede hjælp til behandlingen.

Efter kommunens første bevilling blev der søgt om hjælp til yderligere 12 afspændingsbehandlinger af 2 timers varighed samt om yderligere 15 behandlinger hos psykoterapeut. Af en samlet plan fremgik, at det var nødvendigt med tolkning i forbindelse med psykoterapien og i den første fase af behandlingen med afspændingsterapi. Der var endvidere behov for 1-2 timer pr. måned til koordination og konsultativ funktion, et antal timer til evaluering og forløbsberetning samt transport og medicin i forbindelse med behandlingen.

Det private behandlingscenter sendte en beskrivelse af det hidtidige forløb til kommunen. Det fremgik af beskrivelsen, at ansøger havde fået det bedre på grund af behandlingen, idet mareridt og flash backs var aftaget i hyppighed, og hun sov bedre. Ligeledes havde behandlingen haft positiv indvirkning på hendes hukommelse og koncentration. Indirekte havde behandlingen haft en positiv indvirkning på, hvordan ansøger fungerede i forhold til børnene. Hun havde dog fortsat behov for at bearbejde yderligere traumatiske episoder og havde, på grund af hovedpine og muskelsmerter, behov for afspændingsbehandling.

Det fremgik også af forløbsbeskrivelsen, at det var centrets opfattelse, at den specifikke psykoterapeutiske og kropsterapeutiske behandling ikke kunne tilbydes i det offentlige behandlingssystem, og at behandlingen ville have afgørende betydning ikke kun for ansøger, men også for udviklingen hos parrets 4 børn.

Kommunen gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at ansøger via egen læge kunne blive henvist til eventuel yderligere relevant behandling inden for det offentlige behandlingssystem.

I klagen over kommunens afgørelse om afslag på afspændingsbehandlinger anførte det private behandlingscenter, at en lignende behandling ikke ville kunne tilbydes i det offentlige behandlingssystem. Afspændingsbehandlingen skulle foregå i et nært samarbejde med den psykoterapeutiske behandling. Der var således tale om en tværfaglig helhedsbehandling, der ville tage udgangspunkt i de psykiske, fysiske og sociale aspekter.

I klagen over kommunens afslag på ansøgningen om yderligere hjælp til behandling med psykoterapi var det bl.a. anført, at kommunen havde erkendt, at den specifikke behandling af ansøger var nødvendig, jf. tidligere bevilling. Samtidig fandt centret det uforståeligt, at et velfungerende behandlingsforløb skulle afbrydes, fordi en sådan beslutning ville gribe ødelæggende ind i behandlingsprocessen. Det private behandlingscenter fandt, at det ville være uetisk, uforsvarligt og destruktivt, og at det ville medføre negative følgevirkninger for familiens 4 børn, hvis ansøger skulle skifte terapeut.

I forbindelse med behandling af klagen blev det oplyst, at Rehabiliterings- og Forskningscentret for torturofre (RTC) modtog patienter efter henvisning fra praktiserende læger. RCT foretog herefter sin egen visitation og ville ikke tage patienter, som allerede var i behandling andet sted, medmindre saglige begrundelser gjorde sig gældende.

Nævnet fandt, at ansøger ikke var berettiget til økonomisk hjælp til afspændingsbehandlinger samt yderligere psykoterapeutiske behandlinger hos det private behandlingscenter.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at behandlingsmulighederne inden for det offentlige behandlingssystem ikke var udtømte, idet ansøgers praktiserende læge havde mulighed for at henvise til behandling via den offentlige sygesikring.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at den krævede tværfaglige fysiske og psykiske behandling af ansøgers posttraumatiske følger ikke ville kunne gennemføres i offentligt regi, idet den fornødne ekspertise ikke var til stede dér.

Kommunen oplyste, at ansøger var henvist til psykiater og fysioterapi, og at det ville blive vurderet, hvorvidt der var behov for psykologbistand.

Kommunen havde i samarbejde mellem de forskellige dele af forvaltningen m.v. udarbejdet en samlet plan for familien. Planen indebar bl.a., at der var iværksat støtte i hjemmet 2 gange ugentligt foreløbig i 3 måneder. Herefter skulle sagen vurderes på ny.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der var mulighed for, at ansøgere med posttraumatisk stresssyndrom efter udsættelse for traumatiske oplevelser i deres hjemland kunne blive behandlet inden for det offentlige behandlingssystem.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til økonomisk hjælp til afspændingsbehandling samt yderligere psykoterapeutisk behandling på det private behandlingscenter.

Begrundelsen for afgørelsen var, at behandlingsmulighederne inden for det offentlige behandlingssystem ikke var udtømte.

Ankestyrelsen skønnede således, at med den lidelse ansøger havde, et posttraumatisk stresssyndrom, var der mulighed for behandling i det offentlige behandlingssystem, f.eks. hos en psykiater.

Kommunes skøn, hvorefter ansøger ikke var berettiget til yderligere hjælp til behandling, havde derfor ikke været ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Det var Ankestyrelsens skøn, at et planlagt skifte og behandling i nyt regi ville kunne ske uden ødelæggelse af behandlingsforløbet.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.