En lønmodtager blev sygemeldt fra arbejde som hjemmehjælper på grund af depression fra den 18. juli 2000. Hun led desuden af astma og hårtab, som hun blev undersøgt og behandlet for, uden at endelig diagnose dog kunne stilles.
Under opfølgningen af dagpengesagen blev kommunen i november-december 2000 bekendt med, at der havde været problemer med arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, som lønmodtager derfor ikke ønskede at vende tilbage til.
Den 18. december 2000 traf kommunen afgørelse om, at lønmodtageren ikke længere kunne anses for uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og at udbetalingen af dagpenge derfor ophørte pr. 31. december 2000.
Denne afgørelse blev anket. I forbindelse hermed blev det anført, at klageren havde en formodning om, at der nærmest var tale om arbejdsbetinget sygdom på grund af arbejdspres og chikane på arbejdspladsen.
I forbindelse med anken blev det endvidere oplyst, at lønmodtager gik til samtale hos sin læge 1 gang om ugen.
Efter anken indhentede kommunen en generel helbredsattest af 28. marts 2001 fra egen læge og genoptog på grundlag heraf udbetalingen af dagpenge med tilbagevirkende kraft.
Op mod varighedsbegrænsningen den 31. juli 2001 indhentede kommunen statusattest af 20. juli 2001 fra egen læge. Erklæringen havde følgende ordlyd:
"Jeg har sidst set patienten den 24. maj 2001, hvor tilstanden var væsentligt bedret. Pt. vil dog næppe kunne vende tilbage til et så belastende job, som hun kom fra, men hvis tilstanden ikke er forværret siden, vil jeg forvente, at hun kunne klare et mindre belastende job på deltid. "
På grundlag heraf standsede kommunen dagpengene den 31. juli 2001. Afgørelsen blev meddelt mundtligt under et møde den 13. august 2001 og skriftligt den 20. september 2001.
I anken kritiseredes det bl.a., at der ikke blev givet vejledning om muligheden for at igangsætte en proces i Arbejdsskadestyrelsen, og at der ikke var foretaget partshøring i lægens statusattest af 20. juli 2001. Det blev endvidere gjort gældende, at kommunen ikke på tidspunktet for afgørelsen om at standse dagpengene havde dokumentation for, at lønmodtagers arbejdsdygtighed ikke ville blive genskabt i løbet af 26 eller 2 x 26 uger. Statusattesten af 20. juli 2001 pegede nærmest i modsat retning.
Kommunen gjorde heroverfor bl.a. gældende, at det er lægen, der skal rejse sag om arbejdsskade. Det anførtes endvidere, at klageren på mødet den 13. august 2001 havde fået forevist statusattesten af 20. juli 2001 (og givet udtryk for uenighed). Kommunen havde videre på grundlag af mødet vurderet, at lønmodtager var så dårlig, at der skulle en længere behandling til, som det på daværende tidspunkt var svært at tage stilling til.
Nævnet ophævede kommunens afgørelse om at standse udbetalingen af dagpenge pr. 31. juli 2001. Nævnet hjemviste sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen efter at der var tilvejebragt et tilstrækkeligt helbredsmæssigt oplysningsgrundlag.
Nævnet bestemte samtidig, at lønmodtager fortsat skulle være berettiget til dagpenge, indtil kommunens nye afgørelse forelå.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at egen læges statusattest af 20. juli 2001 ikke i sig selv var fornødent grundlag for kommunens afgørelse.
Nævnet gjorde samtidig opmærksom på, at kommunens afgørelse først kunne have haft virkning fra det tidspunkt, hvor den var kommet frem til adressaten.
Afgørelsen blev anket af kommunen. I klagen blev det bl.a. anført, at kommunens afgørelse ikke led af fejl i sagsbehandlingen, som har karakter af garantiforskrifter. Kommunen fastholdt endvidere, at det helbredsmæssige grundlag for afgørelsen var tilstrækkeligt. Kommunen fandt derfor ikke, at der var grundlag for at hjemvise sagen og pålægge kommunen at genoprette en ydelse, som der ikke var lovhjemmel til at udbetale.
Kommunen henviste endvidere til pkt. 141 i Ankestyrelsens vejledning til dagpengeloven, hvori det bl.a. er anført, at dagpengene ikke kan fortsætte, når vurderingsgrundlaget ved varighedsbegrænsningens indtræden ikke er tilstrækkeligt. Dagpengeudbetalingen skal standses og endelig afgørelse om, hvorvidt der kan ske forlængelse kan efter omstændighederne udsættes.
Kommunen fandt, at betingelserne for forlængelse skal være opfyldt, før der kan udbetales dagpenge efter varighedsbegrænsningen, men nævnet havde ikke peget på, hvilken forlængelsesregel lønmodtager opfyldte.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et socialt nævn kan pålægge kommunen at fortsætte udbetaling af dagpenge efter varighedsbegrænsningens indtræden i forbindelse med hjemvisning til ny behandling og afgørelse om forlængelse, fordi kommunens beslutningsgrundlag for afslag på forlængelse var utilstrækkeligt.
